I 1972 så Fredericianerne et helt nyt tiltag. Ved Vejlevej kunne borgmester Richard Pedersen den 10. oktober nemlig indvie det helt nye Vestcenter. Her kunne fredericianerne for første gang møde flere forskellige butikker under det samme tag.
Når man trådte indenfor i det nye center mødte man flere forskellige butikker samt spisesteder og en bodega. Herudover flyttede købmand Overgaard ind i Vestcentret og åbnede Danmarks hidtil største supermarked på over 3.000 m2. Der var tale om et topmoderne supermarked, hvor købmanden og designerne bag havde gjort sig mange overvejelser og tanker om, hvordan kundernes indkøbsoplevelse blev bedst mulig. Derfor var der lagt vægt på høj kvalitet, brede gangarealer og mange specialafdelinger med betjening. Der var charkuteri med egen kok, slagterafdeling, osteafdeling, fiskeafdeling, bagerafdeling, vin- og tobaksafdeling samt noget helt nyt, nemlig en afdeling med grammofonplader og film.
Åbningsfesten blev markeret med taler, musik og besøg af pjerrot. Fredericianere stod i kø for at komme ind og se det nye center, og politiet måtte regulere trafikken på Vejlevej. Alt i alt fik det nye center en rigtig god start på livet.

Den stigende bilisme i både Fredericia og Danmark i 1970’erne var medvirkende til, at et center som Vestcentret kunne trives. Centret rettede sig ikke kun mod de fredericianere, der boede tæt på. Tværtimod kom der kunder fra et meget stort opland, der nød godt af, at centret havde en parkeringsplads med 500 pladser. Dette opdagede de øvrige detailhandelskæder selvfølgelig også. I 1980 åbnede Føtex derfor et nyt supermarked lige ved siden af Vestcentret, og langs Vejlevej opstod der i de kommende år flere forskellige butikker og bilforhandlere.
Udviklingen af disse butikscentre gav dog også en del bekymring hos butikkerne i centrum. Her var frygten den, at de store butikscentre ville kvæle detailhandlen i midtbyen. Som reaktion på dette arbejdede Fredericia i 1980’erne og 1990’erne blandt andet på at udvikle midtbyen som gågadeområde. Sideløbende med disse forskellige udviklinger i butiksmønstret begyndte discountforretninger med lave priser og et lavt serviceniveau at vokse frem fra slutningen af 1980’erne og 1990’erne.
Konkurrencen om kunderne fortsatte. I 2014 måtte man dog ved Vejlevej erkende, at tiden var løbet fra Vestcentret. Overgaards supermarked var ejet af SuperBest-kæden. I august 2011 kom centret igen med i de nationale nyhedsmedier, da SuperBest måtte tilbagekalde alle fødevarer, der var blevet købt i butikken på Vejlevej i perioden 4. juli 2011 til 18. august 2011. Supermarkedet havde været udsat for et massivt rotteproblem. Rotterne var kommet ind i butikken gennem et hul i kloarken. I denne periode lukkede supermarkedet ned, og man forsøgte at komme rotteproblemet til livs. Der gik dog kun en uges tid inden SuperBest besluttede sig for, at supermarkedet ikke ville åbne igen i Vestcentret.

Uden et supermarked som trækplaster var det meget vanskeligt at tiltrække kunder og nye butikker for det mere end 40 år gamle butikscenter. I 2014 blev det endeligt besluttet at nedrive centret for at gøre plads til nye typer af detailhandel.
Inden for de seneste ca. fem år har fredericianerne kunne se nye butikker vokse frem på det tidligere butikscenters område. Først åbnede Rema 1000 en ny discountbutik efterfulgt af Harald Nyborg. Til næste år åbner ABC Lavprisvarehus et nyt supermarked. På den vis har pladsen ved Vejlevej gennem de seneste 50 år været et af omdrejningspunkterne for fredericianernes indkøbsmuligheder, siden det blev mere almindeligt med bilkørsel og indkøb. Butikkerne og bygningerne har efterhånden ændret sig sideløbende med, at vores indkøbsvaner og indkøbsønsker har ændret sig. På den måde står historien ikke stille.