Efter at byrådet i Fredericia Kommune mandag aften fik fremlagt konklusionerne i en advokatundersøgelse om havneselskabet ADP, hvor der blev konstateret alvorlige uregelmæssigheder i selskabet, er viceborgmester Susanne Eilersen på ingen måde tilfreds med situationen.

– Jeg er simpelthen rystet over hvor få informationer vi som ansvarlige byrådspolitikere må få om den her sag. Det er jo helt surrealistisk. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi som medejere nærmest ikke må vide noget som helst, siger Eilersen.

Den undersøgende advokat fra firmaet Horten har under udarbejdelsen af sin redegørelse indgået en tavshedsaftale med ADP’s advokat, og det får dermed også betydning for, hvad de folkevalgte politikere konkret får at vide. Det mener Susanne Eilersen er uheldigt, og hun vurderer at det påvirker politikernes muligheder for at bedømme en sag, når man ender i den situation:

– Jeg er enormt skuffet over at ADP kræver den her form for tavshed. Jeg har svært ved at se, at det handler om en konkurrencesituation eller lignende. Jeg føler, at der er tale om utilfredsstillende arbejdsvilkår for os folkevalgte.

I de otte sider, der er tilgængelige for offentligheden antydes det, at det var et ønske fra blandt andet daværende borgmester Jacob Bjerregaard, at der skulle være tavshed omkring de uregelmæssigheder, der var i havneselskabet. Eilersen sendte efter Fredericia Teater gik konkurs en mail til Bjerregaard, hvor hun efterlyste informationer om havneselskabet. Det skete ifølge viceborgmesteren fordi hun blev bekymret for, om der var andre dårlige ting at finde i kommunen.

– Jeg fik aldrig nogle konkrete informationer på baggrund af min mail til Bjerregaard. Men nu kan jeg jo se, at min mail kom i kølvandet på den her sag, der var blevet lukket ned i ADP. Her kunne man også godt have fortalt, at der var et problem. Men vi fik at vide, at alt var i skønneste orden, fortæller viceborgmesteren.

Efter fremlæggelsen af advokatundersøgelsen er hun ikke i tvivl om, at det bliver en væsentlig dagsorden fremadrettet, at der kommer fokus på kontrollen med havneselskabet. Hun vil også fastholde et krav om at ejerstrukturen skal ændres. I dag er man afhængig af de udpegede bestyrelsesmedlemmer, men det giver ingen mening, hvis de alligevel ikke må udtale sig om noget.

– Vi har fået konstateret, at der har været stærkt kritisable forhold. Men vi er ikke blevet vist et eneste bilag i går. Hele situationen er derfor dybt utilfredsstillende, og jeg kan godt forstå hvis der er borgere, der føler sig til grin. Derfor må vi også gå i gang med en forandring, så vi kan undgå den her slags sager i fremtiden, slutter Susanne Eilersen.

Skriv en kommentar