Populært fritidstilbud for børn i Fredericia er tilbage: Gå til naturvidenskab efter skole

Igen i år har det været muligt for skoleelever i Fredericia at melde sig til Videnskabsklubben – et gratis fritidstilbud, der har til formål at sprede begejstring for naturvidenskab blandt børn og unge. Tilbuddet henvender sig til børn, der går i 4.-6. klasse.

Foto: Lars Svankjær

Gennem syv uger skal børnene grave sig ned i naturvidenskabens herligt nørdede verden. De skal arbejde som rigtige forskere og stifte bekendtskab med videnskabelige metoder, hypoteser og kritisk tænkning gennem stribevis af eksperimenter og forsøg.

I klubben bliver eleverne kaldt miniforskere. De bliver undervist af gymnasieelever, som har meldt sig frivilligt til at undervise børnene inden for enten primatologi, hvor de blandt andet skal lave forsøg og eksperimenter med DNA, kranier og tænder, eller materialefysik, hvor de skal arbejde med fysik i hverdagen og for eksempel eksperimentere med massefylde, flydeegenskaber og smeltepunkter. Som noget nyt er det i år muligt at gå til geometri og algoritmer.

Foto: Lars Svankjær

Forløbene i Videnskabsklubben er udviklet af nogle af Danmarks dygtigste forskere og baserer sig på den nyeste viden og forskning inden for hvert emne.

Klubbens nyest tilkomne forløb om geometri og algoritmer er desuden som noget helt nyt udviklet i samarbejde med et spilfirma, som har udviklet en unik spilramme omkring Videnskabsklubbens 7 ugers forløb. Her bliver miniforskerne transformeret til et forsker-redningshold, som skal redde Jorden fra en række katastrofer.

Formålet er at give børn blod på tanden, når det kommer til naturfagene, som alt for mange desværre mister interessen for i folkeskolen. Særligt matematik er hårdt ramt, og det er netop derfor, at Videnskabsklubben i år har valgt at fokusere på dette emne, fortæller Videnskabsklubbens direktør Rikke Schmidt Kjærgaard.

– Vi vil gerne vise børnene, at naturvidenskab kan være hamrende sjovt, og at der er masser af sjov og leg forbundet med naturfagene, siger Rikke Schmidt Kjærgaard, som selv er tidligere topforsker og stiftede Videnskabsklubben i regi af Det Unge Akademi, som er et forskerakademi under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

– Vi forsøger at fange dem på et tidspunkt i deres liv, hvor de stadig er åbne over for mulighederne, og hvor nysgerrigheden på verden omkring dem er intakt, tilføjer hun.

Alle hold har opstart i uge 43, ugen efter efterårsferien, og løber frem til december. Initiativet kører også med stor succes i 23 andre danske byer.

Skriv en kommentar