Christian Bro er nu Fredericias borgmester. Det står fast efter et ekstraordinært byrådsmøde tirsdag morgen, hvor et enigt byråd bakkede Bro op, og han afløser dermed officielt Steen Wrist, der efter udgangen af byrådsmødet ikke længere er borgmester og heller ikke sidder i byrådet, hvor han afløses af Anette Hyre-Jensen.

Det var en særlig morgen i byrådssalen i Fredericia. En del flere tilhørere end normalt var til stede, og der blev krammet og givet hånd på en anden måde, end der plejer. Stemningen var speciel, og da klokken slog 08:15, ringede Steen Wrist med klokken for sidste gang som borgmester.

– I dag handler det ikke om lokalplaner, sagde han med et smil.

Steen Wrist uddybede, at han er blevet tilbudt et nyt job, der er uforeneligt med hans virke som borgmester, og han derfor anmodede byrådet om at godkende hans fratræden, der skulle gælde fra efter byrådsmødet. Det første punkt på dagsordenen var anmodningen om, at Wrist ønsker at blive fritaget for hvervet som borgmester og udtræde af byrådet. Til det punkt erklærede Steen Wrist sig selv inhabil og gik udenfor døren. Dermed tog 1. viceborgmester Søren Larsen (A) ordet.

– Steen ønsker at blive fritaget for hvervet som borgmester og af byrådet ved afslutningen af dette møde, da han har fået et job, der er uforeneligt med dette. Han ønsker også at udtræde af de bestyrelsesposter, som han er valgt til. De besættes på et kommende byrådsmøde, sagde Larsen.

Et enigt byråd vedtog, at Steen Wrist ønsker at træde af som borgmester og udtræde af byrådet, og samtidig blev Anette Hyre-Jensen, der sad på tilhørspladserne, godkendt som stedfortræder. Steen Wrist kunne efter godkendelsen igen sætte sig til rette på borgmesterstolen for sidste gang.

– Jeg er glad for, at det er dig, der træder ind, Anette. Du kommer til at gøre det godt, og der bliver taget godt imod dig til det næstkommende byrådsmøde, sagde Wrist.

Han kom derefter ind på en mere personlig del af det arbejde, som han nu er stoppet med.

– Det har været et utroligt kapitel. En særlig tak til organisationen. I dag takker jeg af efter ti år, og der er sket mange ting, som jeg er stolt af. Kanalbyen udvikler sig, der er taget nye skridt mod et nyt formidlingscenter, vi har grøn energi på dagsordenen, en levende bymidte, fået bygget over 100 kilometer cykelsti, fået bedre vilkår for erhvervslivet og fået en ungeenhed, der tager situationen med de unge alvorligt. Vi var ikke kommet så langt uden hele byrådet, sagde Steen Wrist og takkede flere byrådsmedlemmer personligt for deres vedholdenhed indenfor specifikke fagområder.

Karsten Byrgesen for arbejdet i Kanalbyens bestyrelse, Cecilie Roed Schultz for indspark til budgettet med cykelstier, Tommy Rachlitz Nielsen for samarbejdet med den grønne omstilling og Tommy Rachlitz Nielsen for at slå på tromme for, at dækningsafgiften skal fjernes på sigt. Samtidig benyttede Wrist lejligheden til særligt at takke én person.

– En særlig tak til Søren (Larsen, red.), der stod ved mig i nogle af de sværeste år. Også en tak til den Socialdemokratiske gruppe. Jeg vil komme til at savne vores gruppemøder. I var der da der skulle klippes snore, men også i svære tider med svære beslutninger. Da jeg stillede op til byrådet var det for at skabe bedre rammer for mine børn, men jeg havnede aldrig i et skoleudvalg, men endte i økonomiudvalget, hvor vi sparede på området. Uanset partifarven på borgmesteren har vi brug for, at vedkommende gør det godt. Jeg er sikker på, at Christian Bro vil klare det. Valgkampen starter om lidt, men indtil da pas på hinanden og Fredericia, sagde Steen Wrist og modtog klapsalver fra hele byrådssalen.

Efter klapsalverne blev Christian Bro formelt set valgt som borgmester af et enigt byråd. Byrådets nestor, Bente Ankersen, gav Bro ord med på vejen inden, han fik borgmesterkæden på.

– Det er altid en særlig dag, når man får en ny borgmester. Jeg vil gerne sige tillykke og tak på mine egne og gruppens vegne, sagde Ankersen og takkede for Steen Wrist for tiden som borgmester.

Slutteligt tog Christian Bro ordet, hvor han blandt andet sagde:

– Jeg er drevet af ønsket om at skabe resultater. Den 24. maj tager vi en grundig afsked med Steen, det fortjener han. Det bliver mere omfattende end det her i dag. Vi har et aktivt byliv, en fornuftig ældrepleje, kultur og idræt, der kører derudad, og historie der er noget særligt. Det samme kan vi 21 byrådsmedlemmer. Vi skal fortsætte den rivende udvikling i Fredericia, og forudsætningen for det er en solid økonomi. Vi har alle chancer for det. Vi skal have høje ambitioner, men det vigtigste er vi forpligter os til at drive kommunen som en ordentlig arbejdsplads. Jeg glæder mig til samarbejdet, sagde Bro.