Venstre i Fredericia har annonceret et nyt initiativ for at styrke iværksætteri i byen, med særligt fokus på den grønne omstilling og kultur. Partiet foreslår etablering af to iværksætter-hubs for at facilitere udviklingen af nye virksomheder og skabe fremtidens arbejdspladser. Det indebærer et salg af Videnparken, der skal være med til at finansiere forslaget. Dette møder kritik fra lejere i kontorfællesskabet, og den kritik har AVISEN forholdt Venstres Niels Martin Vind til.

Dette initiativ er i tråd med kommunens vision om at fremme den grønne omstilling. Den første hub vil være dedikeret til grøn omstilling, og vil tilbyde kontorfaciliteter, adgang til virksomheder og samarbejde med uddannelsesinstitutioner og universiteter. Denne hub kunne potentielt placeres på Campus.

Den anden hub vil fokusere på kulturelt iværksætteri og vil blive placeret på Kulturkasernen. Her vil iværksætterne have adgang til værksteder, mulighed for udstilling hos virksomheder, samt samarbejde med Fredericia Håndværkerforening, kunstakademierne, og gæsteundervisere.

Venstre planlægger at begge hubs vil understøtte både lokale iværksættere og tiltrække nye kreative iværksættere til kommunen. Der vil være fokus på agil og tværfaglig samarbejde mellem brancher og offentlige institutioner.

For at finansiere disse nye initiativer foreslår Venstre at sælge Videnparken i Snoghøj og anvende overskuddet til at etablere en iværksætterfond. Denne fond vil have til formål at støtte iværksættere i deres bestræbelser på at blive en succes. Fonden vil være selvstændig, med en bestyrelse sammensat af personer med relevant viden om iværksætteri. Mindre end halvdelen af bestyrelsen vil blive udpeget af byrådet, mens de resterende medlemmer vil blive udpeget af Business Fredericia og andre relevante aktører.

Videnparken, der oprindeligt blev etableret i 1999 som Fredericia Miljøcenter, har gennem årene fungeret som en værdifuld platform for mange startupvirksomheder. Over tid er Videnparken dog blevet mere af et kontorhotel end et iværksætterhus, og Venstre mener, at det er tid til at lade private aktører overtage driften.

Venstre peger på, at der i omegnskommunerne investeres tungt i dyre iværksætterhuse med mange ansatte konsulenter. I stedet foreslår partiet at fokusere på sparring og kurser, samt at intensivere den eksisterende indsats for iværksættere, som Business Fredericia står for, med vejledning, sparring, vækstforløb og netværksaktiviteter.

Ikke en kommunal opgave

Niels Martin Vind fra Venstre, forstår bekymringerne fra lejerne i Videnparken, men står fast på partiets position.

– Jeg forstår deres tanke, men vi synes ikke det er en kommunal opgave at drive kommunale kontorfælleskaber, siger Vind. Han påpeger, at selvom salget potentielt kan stille de nuværende lejere dårligere, giver Videnparken overskud og repræsenterer en attraktiv investeringsmulighed for private købere.

– Vi går op i at tale med folk, inden vi gør noget. Vi synes faktisk godt om Videnparken. Vi håber, der er nogen, der kan se en idé i at drive det, siger Vind.

Vind fremhæver også, at private kontorfællesskaber allerede eksisterer i området.

– Ulrich Nicolaisen (medindehaver af EventC red.) har noget, og jo flere af sådanne steder, jo bedre. Vi hepper på den slags, men det skal ikke være os, der generelt driver dem.

Venstre vil generelt gerne af med flere af bygningerne, der er kommunalt ejet. Det er ikke så meget i den henseende, at de vil sælge Videnparken. Det mere MesseC og andre større bygninger, som de kigger på i den henseende.

– Vi er presset af økonomien og skal koncentrere os om kerneopgaver. Så på en måde er det en del af det, men også for at få så meget iværksætteri ud af det som muligt, forklarer Vind.

Venstres forslag vil utvivlsomt møde udfordringer i de kommende budgetforhandlinge, men Venstre er forberedt på at kæmpe for deres vision.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer