De sidste fem års gode erfaringer med at etablere kogræsserforeninger har ført til, at Vejle Kommune nu inviterer mange flere dyreholdere og borgere til at være med til denne specielle form for naturpleje. Over de næste to år er målet 75 kogræsserforeninger spredt ud over hele Vejle Kommune.

Kreaturer på græs gavner fugleliv og lokalsamfund

Danmark er det mest opdyrkede land i Europa, og det kan påvirke naturens biodiversitet.

Derfor har Vejle Kommune sammen med dyreholdere og borgere, udviklet et koncept, der skal forbedre naturindholdet på lysåbne enge og overdrev. Disse områder er ofte små og ligger spredt ud over hele kommunen. Det kan være en tidskrævende opgave for dyreholderen at nå rundt til de mange indhegninger. Her er det, at en kogræsserforening kan komme ind i billedet.

Søren Peschardt, Formand for Natur- og Miljøudvalget, udtaler:

Vi glæder os over den store interesse for kogræsserforeninger. Vejle Kommune har et overordnet ansvar for, at naturplejen fungerer. Derfor er det fantastisk positivt, at både dyreholdere og borgere er gået sammen på en måde, så alle synes, at det er interessant og sjovt. Dem kan vi med fordel etablere mange flere af i Vejles skønne natur.”

Oplev fællesskab om dyr i naturen

Borgere, der bor i nærheden af kreaturernes indhegninger, vil ofte gerne påtage sig opgaven med at tilse dyrene. På den måde får de lettere adgang til naturen og oplever en ny form for fællesskab i lokalsamfundet. Medlemmerne i en kogræsserforening får desuden mulighed for at købe kvalitetskød fra dyr, som de selv har tilset, og som er blevet behandlet godt.

Torben Skiby, der var med til at starte Brejning kogræsserforening i foråret 2015, udtaler:

Kreaturerne er blevet en del af vores hverdag. Aftenturen går ofte henover marken, hvor der bliver kigget til brombær og hyld, og hvordan vegetationen i det hele taget udvikler sig. Kreaturerne følger lige i hælene rundt på turen, så man ikke kan lade være med at opleve dem som en slags kæledyr. Kommer børnebørnene på besøg, skal vi helt sikkert ned og kigge til kreaturerne inden sengetid.”

Flere kogræsserforeninger er på vej

Britta Edelberg, projektudvikler, Grønt Forum, Vejle Kommune, taler i øjeblikket med mange dyreholdere og lokalforeninger for at lytte til deres interesser og finde egnede mødelokaler til opstartsmøder i nærheden af dyreindhegningerne i lokalområdet. Det første møde, hvor der skal startes en kogræsserforening, er planlagt til den 2. marts 2016 i Sportsfiskernes hus i Buldalen 13. Herefter følger de næste møder i henholdsvis Givskud, Give, Vandel, Ødsted, Egtved osv.

Når datoerne ligger klar, vil man kunne finde info om opstartsmøderne på www.vejle.dk/kograessere, ligesom der vil blive informeret ud om arrangementerne i lokalområdet. På møderne får du generel info om projektet, og du får mulighed for at møde dyreholderen i dit lokalområde. Er der interesse for at starte en kogræsserforening, vil den typisk blive startet samme aften. De fleste foreninger har et medlemsbidrag på ca. 50 til 100 kr.

 

Faktaboks

Livet i en kogræsserforening

Hver dyreholder og kogræsserforening aftaler samarbejdets indhold og omfang. Typisk handler opgaven for kogræsserforeningens medlemmer om, at de i sommerhalvåret har ansvar for at tilse indhegningen hver dag i en kort periode. Her skal de tælle, at alle dyrene stadig er i indhegningen, at dyrene har vand, og at der er strøm i hegnet. Det er opgaver, de fleste både synes er sjove og overkommelige. Samtidig finder mange det attraktivt at kunne købe kød fra dyrehold, de selv har været med til at passe. Forsikringsansvar for de levende kreaturer er fortsat dyreholderens, selvom de i en kort periode tilses af andre.

Mange kogræsserforeninger supplerer pasningen af køerne med enkelte fællesarrangementer. Det kan f.eks. være en skovtur med madpakke, når dyrene sættes på græs, en grillaften i indhegningen hen over sommeren, eller en tur med en naturvejleder, der kan fortælle om den natur, der udvikler sig i netop deres indhegning m.v. Alt sammen aktiviteter, der kan deles af børn og voksne i fællesskab.

Sponsorer støtter projektet

Grønne Partnerskaber og Friluftsrådet har støttet projektet økonomisk med tilsammen 472.000 kr., da det er første sted i Danmark, at der gennemføres et projekt af denne karakter og omfang.

Planlagt møderække:

2. marts 2016 kl. 19.00: Sportsfiskernes hus, Buldalen 13, 7100 Vejle. Areal ved Overknabberupgård

7. marts 2016 kl. 19.00: Giveegnens museum, Donneruplundvej 2, 7323 Give. Areal i Museumsskoven

15. marts 2016 kl. 19.00: Skibet børnehus, Jennumvej 2, Skibet, 7100 Vejle. Areal ved Kirken og Kvak Mølle

29. marts 2016 kl. 19.00: Stjerneskuddet, Løveparkvej 2C, Givskud, 7323 Give. Arealer omkring Givskud

 

– Flere møder er på vej, oplyser Vejle Kommune.