Selvom Statsminister Mette Frederiksen dagen før ikke havde givet grønt lys til frisørerne var der stadig smil at spore hos Zoom by Zoom. Tiden går ikke med deres favorit: At klippe kunder, men i stedet kan de øve sig og blive endnu bedre.

– Nu har vi været lukket siden d. 21. december. Det svære i det her for os er, at vi hele tiden er i en venteposition. Vi ved aldrig hvornår vi får lov til at åbne. Vi får den ene dato efter den anden, men vi ved ikke hvad vi kan regne, fortæller Nicole M. Christiansen, indehaver af Zoom by Zoom.

– Den helt store frygt er, at vi får at vide lige i sidste øjeblik at vi kan åbne og at restriktionerne, som sidst, kommer meget kort tid inden vi må åbne. Vi har en stor opgave i at få puslespillet til at gå op. Vi har mange kunder som ikke har kunnet få den tid de havde bestilt – og det skal vi have styr på, siger hun og fortsætter:

– Men der har vi lavet et system, så de der havde de første tider også kommer først i bogen når vi får lov til at åbne. Hver frisør her hos os har en liste over deres kunder, som vil blive taget i rækkefølge. Der kommer en stor pukkel vi skal over, men vi glæder os bare til at komme i gang igen.

Tid til at øve

Nedlukningen er ikke så skidt, at den ikke er godt for noget andet. Nu har de fået mere tid til at øve sig, selvom de meget hellere ville have deres normale arbejdsdag tilbage.

– For mine elever hernede handler det om, at de har haft to skoleforløb der nu har været online. Vi er et følefag, så onlineundervisning er bare ikke det samme. Men vi har fået en unik mulighed for i stedet for at træne sammen med vores elever. Det er faktisk generelt for personalet, at vi har haft tid til at træne, fortæller Nicole.

Indehaver Nicole M. Christiansen har også haft nok at se til. Hun er blevet en del af Zoom by Zoom’s akademi, der skal udvikle en uddannelse til andre frisører.

– På den måde er det positivt at vi er nedlukket. For så har vi i endnu større grad haft muligheden for at arbejde med det her. Vi har haft tid til at forberede os og nørde helt ned i detaljerne, fortæller hun og fortsætter:

– Det her er en unik mulighed for mig. Jeg har fået lov til på den måde at udvikle min horisont og blive udfordret. Jeg får lov til at nørde helt ned i specifikke teknikker, som jeg kan bruge i min hverdag. Jeg bliver skubbet ud af min comfort-zone. Det er kun fedt.

Hvad skal der ske indtil I må åbne?

– Vi skal øve endnu mere. Vi skal finpudse, tage spindelvæv ned fra hjørnerne og gøres os klar til at åbne. Der er mange overvejelser vi allerede nu gør os i forhold til restriktionerne, men det ved vi jo ikke noget om endnu, svarer hun.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer