UDDANNELSE. Som 19-årig har Anton Gerdes allerede fundet sin plads på hylden. Han er lærling hos Andresen’s VVS, på vej ind i andet år af uddannelsen, og for ham hersker der ingen tvivl om, at han har truffet det rigtige valg.
Han er i gang med hovedforløb 2 og har stadig et par år foran sig, før han kan kalde sig færdiguddannet VVS’er i marts 2028. Men allerede nu har mødet med faget, hverdagen på arbejdspladsen og tiden på skolebænken bekræftet ham i, at det var denne vej, han skulle gå. »Jeg synes, det er mega fedt. Det er helt klart den rigtige hylde for mig,« siger han, da han sætter ord på sit uddannelsesvalg.
For Anton handler valget i høj grad om arbejdet i praksis. Om at komme ud og lave noget konkret, hvor man kan se resultatet af sin indsats og hvor kroppen er en aktiv del af arbejdsdagen. Det er netop den kombination, der tiltaler ham. »Det der med, at man får lov til at bruge sine kræfter og bruge sin krop til det, man nu kan lide at lave. Det betyder meget for mig.«
Tryghed i læretiden
At være lærling kan for mange være forbundet med både usikkerhed og forventningspres. Man står midt i nye opgaver, nye faglige krav og en hverdag, hvor spørgsmål og fejl er en naturlig del af processen. Hos Andresen’s VVS oplever Anton dog, at der er rum til akkurat det, og at læretiden er præget af støtte frem for skarpe albuer. »Det er fedt det der med at få hjælp til det, man nu laver. Hvis man viser engagement, så møder man også engagement den anden vej,« fortæller han.
For ham betyder det meget, at hjælpen aldrig føles langt væk. Uanset om det handler om en konkret opgave eller en faglig tvivl, er der altid nogen at række ud til. »Hvis man ringer og spørger om hjælp, hvem end man nu ringer til, så er de klar på at hjælpe. Det er ikke sådan en nederen ting at sige, at det her kan jeg ikke finde ud af.«
Han erkender, at man som lærling nogle gange selv kan føle, at man burde kunne mere, end man kan i øjeblikket. Men også dér oplever han, at man bliver mødt med respekt og tålmodighed. »Man får ikke at vide, at man er åndssvag, hvis man ikke kan huske det,« siger han med et smil i stemmen.
Praktikken gjorde forskellen
Vejen ind i VVS-faget begyndte med praktikophold, hvor Anton fik mulighed for at afprøve forskellige fag i praksis. Han prøvede kræfter med både VVS- og elektrikerfaget, men det stod hurtigt klart, hvor interessen lå. Det var arbejdet med rør, vand og varme, der trak mest, og som gav ham lyst til mere. »Jeg var i praktik som VVS’er to gange og også en gang som elektriker. Og der syntes jeg bare, at VVS var fedest,« fortæller han.
Praktikopholdene blev afgørende. Det var her, han for alvor mærkede, hvad han trivedes i, og hvad der gav ham energi i hverdagen. »Det der med, at jeg kunne bruge mine hænder, det var bare det, der var fedt.«
Videre med faget
Når Anton engang står med svendebrevet i hånden, er det ikke et punktum, men et naturligt komma. Ambitionerne rækker videre end den første tid som færdiguddannet VVS’er, selvom planen i første omgang er at tage nogle år i faget og opbygge erfaring. »Jeg vil gerne læse videre til installatør, så jeg kan blive autoriseret VVS’er.«
For Anton fremstår vejen frem både overskuelig og meningsfuld. Der er en klar retning, et tydeligt mål og en faglig stolthed, som allerede nu har fået solidt fodfæste.
Og når han ser tilbage på sit valg, er han ikke i tvivl. »Ja, helt klart. Jeg er glad for at være lærling og for at have valgt den her vej,« slutter den unge lærling.
