Det er en træt, men kontrolleret Johannes Lundsfryd, der sætter ord på dagene efter det mest opsigtsvækkende kommunale magtskifte i nyere Middelfart-historie. Et valg, der i første omgang sendte Socialdemokratiet markant forrest som kommunens største parti – for siden, gennem en konstellation få havde forudset, at ende med et politisk jordskælv og et helt andet borgmesterkontor end vælgerne troede, de åbnede døren til.
Lundsfryd lægger ikke skjul på sin grundfølelse. »Jeg har en grundlæggende følelse af, at borgerne har lidt vildt lidt. Det må man jo bare tage til efterretning, for jeg kan ikke gøre meget ved den situation,« siger han.
Men bag den disciplin, der følger med titlen som afgående borgmester, ligger et andet og større anliggende: tilliden. Den mellem borgere og politisk system. Den mellem partier. Den mellem mennesker, der skal kunne samarbejde – også når tilliden er blevet testet til bristepunktet.
Unge spørger, om deres stemme overhovedet betyder noget
For Lundsfryd er det især mødet med de yngre vælgere, der har gjort indtryk de seneste uger. »Jeg har talt med masser af særligt unge mennesker. De spørger: Kan det nu være ligegyldigt, hvordan vi sætter vores kryds? Hvordan sikrer vi os, at det her ikke sker igen? Mange har oplevet en ligegyldighed – at man ikke tager alvorligt det, de kommer med. Det har været en meget trist oplevelse,« siger han.
Spørgsmålene er hverken tilfældige eller isolerede. De går direkte ind i den demokratiske nerve, der binder en kommune sammen. Når vælgernes mandat i praksis flyttes efter valgaftenen, begynder fundamentet at ryste – uanset hvor parlamentarisk legitimt det måtte være. Det er, siger Lundsfryd, »vores lokale demokrati, der har fået en risiko.«
Et samarbejde, der skal fungere – men ikke kan glemmes
Uanset den politiske turbulens er virkeligheden nu, at Middelfart har fået en ny borgmester, et nyt flertal og et arbejdsfællesskab, der skal bære kommunen sikkert videre.
Men sporene er tydelige.
»Det har sat lidt skår. Vi kender alle fra privaten, at det er nemt at nedbryde tillid, men ekstremt svært at opbygge den igen. Jeg tror ikke, der er nogen, der har glemt, hvad der er sket. Men derfor kan man godt have en professionel arbejdsrelation,« siger Lundsfryd.
Det professionelle er nødvendigt, konstaterer han nøgternt. For opgaven er større end personlige relationer.
»Uanset hvordan det ellers måtte være, så har vi en opgave, der skal løses. Og den tager vi på os.«
Socialdemokratiets ansvar – og vælgernes mandat
Selv uden borgmesterposten står ét faktum tilbage: Socialdemokratiet fik ved kommunalvalget et suverænt mandat fra vælgerne.
»Der er 7.474 mennesker, der har stemt på en socialdemokrat. Vi er det klart største parti i byen – næsten hver tredje vælger. Det fører også et ansvar med sig for at tage ansvar for, hvordan vi skal udvikle os,« siger han.
Det ansvar vil han fortsat løfte, nu fra en anden position end borgmesterkontoret.
Fremtiden: En strategi, der fortsætter – og en opposition uden linje
Når han ser fremad, er det med en vis undren over, hvor kommunen egentlig er på vej hen politisk.
For mens Socialdemokratiet gennem valgkampen holdt fast i en strategi med vækst, udvikling og tilflytning som motor for at beskytte velfærden, oplevede han ingen klar modstrategi fra de partier, der nu sidder på magten.
»Jeg synes, vi formåede at tegne et billede af, hvilken retning vi ville. Det er den retning, vi har haft de seneste otte år: udvikling, som betyder tilflytning, som betyder flere penge på kommunekassen, så vi kan holde hånden under velfærd. Men jeg synes ikke, at valgkampen tegnede noget alternativ til den grundstrategi,« siger han.
Og derfor står ét spørgsmål tilbage – måske det mest afgørende for Middelfarts kommende år:
»Selv efter mange ugers valgkamp og et turbulent forløb er det stadig lidt en gåde for mig, hvad de andre vil med magten. Det må vi jo se, om de på et tidspunkt lader maskerne falde i forhold til, hvad de vil.«
