Midlertidige aktiviteter med fokus på de unge skal bidrage til at skabe flere fællesskaber og et mere rigt kulturliv på den tidligere trafikhavn i Middelfart.

Udviklingsplanen er vedtaget, navnet er fundet, og nu skal der skabes midlertidige aktiviteter ved det nye, grønne bykvarter ved industrihavnen, Trådværket. Aktiviteterne vil tage udgangspunkt i at skabe ungdomsfællesskaber, som de unge selv skal være med til at finde frem til, så der både bliver plads til de krøllede hjerner og kloge hænder i den hvide hal ved ADP.

– Med midlertidige aktiviteter i hallen får vi unge nogle unikke faciliteter, som vi kan forme løbende ud fra de ideer, der udspringer fra vores fælles kreativitet. Det er vigtigt, at aktiviteterne ikke bliver for låst, men altid kan formes, så det passer til de unges behov, siger forpersonen for Ungdomsskolebestyrelsen, Anna Poulsen Broen, og fortsætter:

– Det skal gerne blive et knudepunkt, hvor vi får rummet til at udfolde et ungdomsliv, uden at det bliver for forpligtende. Derfor vil det være en fordel, at de midlertidige aktiviteter ikke nødvendigvis kun foregår på specifikke tidspunkter på de samme ugedage. Derfor glæder jeg mig til, når vi inden for en overskuelig fremtid tager hul på idéfasen om at finde frem til de midlertidige aktiviteter.

Tankerne om at skabe midlertidige aktiviteter for især de unge skyldes, at der har været ønsker om at styrke mulighederne for flere ungdomsfællesskaber i Middelfart Kommune. Hallen vil for eksempel både kunne rumme større ting som events, koncerter eller streetfood i samarbejde med de lokale spisesteder, men også mindre rum med mulighederne for at dyrke ens interesser inden for kunst, elektronik eller håndarbejde.

– Trådværket skal være et område, der emmer af liv og aktivitet. Vi vil forsøge at skabe et sted, der først og fremmest er rart at være for mennesker. Et sted, hvor vi samles. Dernæst kan der bygges boliger og skabes byrum, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og uddyber:

– Byrådet ønsker at den nye bydel kommer hele Middelfart til gavn. Derfor åbner vi området – også mens der vil være byggekraner, som former Byparken og boligerne. De midlertidige aktiviteter i Den Hvide Hal er kun første skridt. Der kommer flere midlertidige aktiviteter i takt med at området udvikler sig.

Erhvervslivet i Middelfart bakker op om, at det er vigtigt, at der sker noget mere for de unge – formentlig i foråret 2025, når den hvide hal ved ADP bliver ledig. Tue Christiansen, der er formand for Brobygning Middelfart og Middelfart Erhvervscenter, er meget optaget af at give de unge mennesker et godt ungdomsliv i Middelfart:

– Der skal være masser af tilbud til de unge, så de kan dyrke og styrke fællesskaber, og så de har nogle gode oplevelser med i rygsækken, når de tager ud i verden for at få en uddannelse. Ungdomsårene i Middelfart skal give de unge lyst til at komme tilbage til Middelfart, når de skal slå sig ned, finde et arbejde og stifte familie. Derfor har vi det også med som en vigtig indsats i samarbejdet mellem de fire erhvervsforeninger, hvor Brobygning Middelfart har bolden i forhold til at involvere og engagere de unge i udvikling af aktiviteter i hallen, siger Tue Christiansen.

Brobygning Middelfart spiller en vigtig rolle i at udvikle Trådværkets midlertidige aktiviteter – både dem, der er målrettet de unge, men også øvrige aktiviteter, som hallen kan bruges til i fremtiden. Derfor bydes alle gode idéer til at få gang i området derfor velkommen hos Brobygning Middelfart.

Planlægningsprocessen med at samle alle de gode idéer ind og finde frem til, hvad der skal være af midlertidige aktiviteter ved ibrugtagning i foråret 2025, går i gang i løbet af 2024.