Fredericia Håndboldklub viste tirsdag aften både det bedste og det værste i 30-32-nederlaget til Kadetten Schaffhausen. Analyserer man kampen koldblodigt, er det mest slående, at FHK faktisk havde kvaliteten til at vinde. Det var disciplinen, der manglede.
Lad os starte med det, der fungerede. For det er vigtigt at forstå, at dette ikke var en kamp, hvor FHK blev kørt over af et bedre hold. Det var en kamp, FHK selv smed væk.
Skudeffektiviteten lå på 71 procent – højere end Kadettens 68. Anders Kragh Martinusen scorede på seks af syv forsøg. Evgeni Pevnov, Kristian Hubert Larsen og Kasper Palmar scorede med 100 procent. Det er tal, der burde vinde kampe.
Men så er der det andet tal. Det grimme tal. 12 tekniske fejl. Og en samlet angrebseffektivitet på bare 45 procent, fordi så mange angreb endte uden et skud blev løsnet. Det er der, analysen begynder.
Boldtabene: Et mønster, ikke tilfældigheder
Det er fristende at kalde de mange boldtab for uheld eller nervøsitet i en stor europæisk kamp. Men ser man nærmere på, hvornår fejlene kom, tegner der sig et mønster.
FHK tabte bolde i tre situationer: I 7 mod 6-spillet, i kontraløb og i opbygningsfasen under pres. Det er ikke tilfældige fejl. Det er strukturelle problemer, som Kadetten bevidst udnyttede.
Schweizerne pressede højt i deres forsvar i perioder, varierede mellem 5-1, 6-0 og 3-3, og tvang FHK til hurtige beslutninger. Når FHK’s spillere så skulle aflevere under pres, opstod fejlene. Og hver gang en bold røg i hænderne på Kadetten, stod der en Odinn Rikharðsson eller en Luka Maros klar i den anden ende til at straffe det.
I 7 mod 6-spillet var problemet endnu tydeligere. Når det fungerede, scorede FHK. Men når afleveringerne ikke sad – og det skete for ofte – lå et tomt mål åbent, og Kadetten scorede gratis. Det er en ren cost-benefit-beregning, og tirsdag aften kostede det mere, end det gav.
Rikharðsson-problemet
Kadettens taktik var i virkeligheden enkel: Giv bolden til Odinn Rikharðsson og lad ham løse det. Og FHK fandt aldrig et svar.
Islandingen scorede ni mål på ti forsøg – en effektivitet på 90 procent, der er nærmest umulig at forsvare sig imod. Han scorede fra fløjen, fra syv meter, i kontraer og i tomt mål. Han fremprovokerede en angrebsfejl ved klogt at stille sig i vejen for Mads Thymann. Han var simpelthen involveret i alt. Det interessante er, at FHK’s forsvar i perioder faktisk stod godt.
Pelle Segertoft kæmpede bravt, og der var flere stærke parader i forsvarsrækken. Men Rikharðsson spillede ikke centralt, hvor FHK’s forsvar var stærkest – han opererede på fløjen og i overgangsspillet, hvor FHK var mest sårbare. Det er en taktisk udfordring, som Houmark og hans stab skal arbejde med inden returkampen.
Mønsteret er genkendeligt fra Bambuni Herreligaen. FHK kan spille i perioder, der matcher de allerbedste. Men de kan ikke gøre det i 60 minutter. Og på europæisk niveau straffes det.
Taktiske spørgsmål til trænerbænken
Houmark viste handlekraft med sin timeout ved 4-8 og sit målmandsskifte til Kalle Nissen Møller i anden halvleg. Men der er taktiske valg, der efterlader spørgsmål – og en nagende følelse af sjusk.
Det mest iøjnefaldende: Hvorfor spillede Kasper Palmar hele anden halvleg? Palmar scorede to mål og havde fine momenter, men da kampen var tættest, og FHK havde mest brug for at finde rytmen i angrebsspillet, manglede den bagkæde, der rent faktisk har vist, at den fungerer.
Tænk tilbage på kampen mod TTH Holstebro torsdag aften. Da FHK kæmpede sig tilbage fra minus fem, var det med Kjeldgaard, Thymann og Martinusen i bagkæden. Det var den kombination, der skabte flowet, der fandt hinanden, og der leverede under pres. Tirsdag aften fik de tre ikke et eneste sekund sammen på banen.
Det er svært at forstå. Når man har en bagkæde, der har bevist, at den kan levere i de afgørende minutter – hvorfor samler man den så ikke, når kampen er på spil? Det er et spørgsmål, Houmark skylder et svar på. Men lederne på banen med den karismatiske og ekstremt venlige Martinusen må også hive op i trøjen på sig selv og de andre FHK-spillere. Han sagde inden forårssæsonen startede, at noget af det vigtigste var at vise en vilje og en gejst i spillet. Den mangler stadig over 60 minutter. Men jeg er ikke i tvivl om, at det kan vende. FHK er ved at bygge op, og det har været en turbulent sæson på alle parametre, så er det vanskeligt at levere; også på banen.
Og mens vi er ved spørgsmålene til bænken: Hvad har William Moberg gjort for at beholde sin plads? Den svenske playmaker var stort set usynlig tirsdag aften og bidrog minimalt i begge ender af banen. Jonas Kruse sad kamp efter kamp på bænken – og det er svært at argumentere for, at han kunne have gjort det dårligere. Når rotationen ikke fungerer, og de samme spillere får chancerne uden at levere, begynder det at ligne vanetænkning frem for taktik.
Kasper Young havde desuden en vanskelig aften med fire mål på syv forsøg – og det var ikke kun statistikken, der var problemet. Det var tidspunkterne. Brændere i afgørende øjeblikke, hvor et mål kunne have vendt det hele. Alligevel blev der ikke justeret.
Det efterlader en følelse af, at der manglede en klarere plan for, hvordan de sidste 25 minutter af kampen skulle gribes an. En følelse af sjusk, der ikke hører hjemme på europæisk niveau.
Fortet er faldet
Der var engang, hvor ARENAEN i Fredericia var et fort. Hvor modstanderne vidste, at de gik ind til en kamp, der ikke kun skulle vindes mod syv spillere, men mod en hel hal. Hvor larmen, gejsten og den ottende mand på tribunen kunne afgøre tætte kampe.
Tirsdag aften var der 1.115 tilskuere. Det er ikke nok. Og det kunne mærkes.
HK Ultras vågnede først for alvor, da FHK udlignede til 15-15 i anden halvleg. Inden da var hallen for stille til en europæisk aften. Der manglede den intensitet fra tribunen, der tidligere har løftet FHK i de afgørende momenter. I en kamp afgjort af marginaler – og det var denne kamp – kan stemningen i hallen være den forskel, der tipper balancen.
Det er ikke kun et spørgsmål om, at folk skal møde op. Det er et spørgsmål om, hvilken identitet FHK vil have. Klubben spiller Europa League og havde Champions League-kampe mod Paris Saint-Germain sidste sæson. Det er en bedrift, der burde fylde hallen. At det ikke gør det, bør bekymre alle i og omkring klubben.
For gnisten manglede tirsdag aften – ikke bare på banen, men også udenfor den. Og de to ting hænger uløseligt sammen.
Hvad nu?
Nederlaget er ikke en katastrofe. FHK har stadig tre kampe tilbage i gruppen, og returkampen i Schaffhausen den 10. marts giver mulighed for revanche. Men kampen mod Kadetten blotlagde svagheder – på banen, på trænerbænken og på tribunen – som skal løses, hvis drømmen om avancement skal holdes i live.
FHK har talentet og viljen. Det viste comebacket fra 4-8 og den eksplosive start på anden halvleg. Men europæisk håndbold kræver mere end perioder med godt spil. Det kræver 60 minutters disciplin på banen, klare taktiske valg fra bænken og 60 minutters opbakning på tribunen.
Næste opgave er allerede lørdag, når Aalborg Håndbold gæster Middelfart Sparekasse Arena i ligaen. Det er endnu en kamp, hvor marginalerne vil afgøre det hele. Spørgsmålet er, om FHK – og Fredericia – har lært af tirsdagens dyre lektie.
Læs også
