Den politiske ordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, har på bagkant af påsken langet gevaldigt ud efter oppositionen. Han går så langt som at kalde dem for en nej-position. Det er en del af den nye virkelighed i dansk politik – oppositionen er spredt på begge sider af regeringen og det samlende punkt er vel mest af alt, at de er uenige med regeringen.

Nej, nej og atter nej. Sådan kan det meget vel beskrives for oppositionen i flertalsregeringen over midtens levetid. Men er det nu også så retvisende endda? Christian Rabjerg Madsen er ikke i tvivl. Partierne uden for regeringen laver ikke andet end at sige nej. De kommer ikke med politiske forslag og de mangler hele tiden finansiering. Der er i nogen grad hold i de anklager – men hvorfor kommer de anklager egentlig? Regeringen har ikke brug for andre end sig selv, eller har de?

Regeringens store udfordring

Regeringen er dybt afhængig af, at oppositionen spiller aktivt ind med politiske forslag. Det har de af flere årsager. Dels fordi det er den måde, hvorpå de bredest mulige løsninger findes, men også fordi, at regeringen har brug for at binde flere partier på hænder og fødder overfor vælgerne.

Regeringen er kommet virkelig dårligt fra start, hvis man kigger på meningsmålingerne. De ligger omkring 10 procentpoint under valgresultatet. Det er ikke unormalt, at en regering falder i starten af en valgperiode, men så store udsving er alligevel sjældent set. Derfor har regeringen brug for, at spille bold op ad nogen. Og lige nu er oppositionen ikke andet end et tomt mål. Regeringen sparker de politiske forslag ind i et tomt mål – for oppositionen strejker og siger nej.

Men er det så skidt? De scorer jo målene? Ja, ganske vist kommer de igennem med politiske forslag. Men de gør de alene. Der er ikke andre partier, der vil være med til at afskaffe Store Bededag eller at gå hårdt til værks på universiteterne. De mangler slet og ret nogen til at ryge med ind under bussen. For lige nu står regeringen alene om de upopulære beslutninger.

Regeringen kalder det selv for ”nødvendige” beslutninger. Det kan der være en vis rigtighed i, men det ser ud til, at det kun er regeringen der finder tiltagene nødvendige. Hverken oppositionen eller vælgerne køber helt ind på den ”nødvendighedens politik”. Regeringen bliver i hvert fald straffet – og det eneste sted vælgerne kan gå hen, det er til oppositionen. Så det tyder mere på, at regeringen har brug for oppositionen end omvendt.

Den konstruktive opposition

Det Christian Rabjerg Madsen efterspørger er en konstruktiv opposition, der bidrager til den politiske samtale. En opposition der aktivt arbejder ind mod beslutninger i stedet for altid at stille sig på hælene og sige nej. Det giver da også en god politisk debat – og kultur for den sags skyld – hvis alle arbejder for at nå en god fælles løsning for Danmark, fremfor at alle stiller sig på hver sin fløj.

Det var en del af regeringens projekt, at de skulle holde yderfløjene uden for indflydelse. Men det projekt holder bare ikke vand, når yderfløjene starter ved henholdsvis Konservative og SF – for de to partier er der ikke meget yderfløj i. Tværtimod kunne begge partier, hvis de havde haft lyst, have været en del af den regering, der nu tager så mange tæsk.

Betyder det, at en regering har flertal alene så, at oppositionens bedste træk er at holde nallerne væk? Ja, muligvis. Men der er forhåbentlig ikke mange politikere, der alene tænker på deres taburet efter næste valg, i stedet for at arbejde for de rigtige løsninger for Danmark. Derfor er der en smule sandhed i det, når Christian Rabjerg Madsen ønsker en mere aktiv opposition, der tør træde ind i et rum hvor man lægger hånden på kogepladen.

Men det Rabjerg Madsen så behændigt glemmer er, at de andre partier jo rent faktisk spiller ind. De forsøger at komme med udspil, alternativ finansiering og lignende. Men hver gang der bliver sagt ét, så rykker regeringspartierne bare spillepladen. Når der findes en alternativ finansiering for Store Bededag, så handler det pludselig om arbejdsudbud. Spillepladen bliver helt simpelt bare en anden, hver gang regeringen møder kritik. Pludselig handler det ikke om ét, men om noget andet.

Behovet for en aktiv og konstruktiv opposition er til stede. Der har været for meget ”nej” og for lidt ønske om at nå en løsning. Oppositionen bærer et stort ansvar. Men det gør regeringen også. For bare fordi man kan, betyder det ikke man skal.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her