Valdemar Birksø stod i centrum, da FC Fredericia holdt Superligaens førerhold fra AGF fra fadet i en anden halvleg under massivt pres. I kulden på Monjasa Park taler han om samarbejde, mod og troen på, at fire point i to kampe ikke er tilfældigheder, men begyndelsen på noget.
Kulden fra Monjasa Park sad stadig i kinderne, da Valdemar Birksø trådte ind i spillertunnellen. Den slags kulde, der ikke bare handler om temperatur, men om intensitet. Om 90 minutter, hvor hvert indlæg føles tungere end det forrige, og hvert sekund i overtiden varer en anelse længere. Godt 95 minutter tidligere fik han blomster og blev budt velkommen hjem på Monjasa Park. Nu havde han sammen med sit hold kæmpet sig til 1 vigtigt point mod rækkens førerhold.
Han rækker hånden frem for at hilse høfligt, han smiler og ligner en målmand, der har været igennem noget, men ikke er færdig med at tænke over det.
»Vi er glade. Jeg er super tilfreds. Selvfølgelig tror man på, at man på, at man vil tage point, men fire point fra de første svære kampe, havde jeg måske ikke regnet med, inden vi gik i gang. Det er dog fedt. Men jeg synes også, at vi har leveret noget. Tre gode halvlege. Vi spiller totalt op med AGF, specielt i første halvleg, og så kommer vi under et tryk i løbet af anden halvleg. Det er vel også fair nok. Det er top mod bund i Superligaen. Så jeg synes bare, det er fedt, at holder stand og kæmper heroisk for hinnaden.«
Han siger det i én bevægelse, som om kampen stadig løber i ham. For ham handler det ikke kun om pointet. Det handler om, at Fredericia ikke bare overlevede, men deltog.
Første halvleg var modig. Fredericia gik højt, turde spille, turde presse. Anden halvleg blev en anden fortælling. AGF overtog territoriet. Hjørnesparkene kom i bølger. Indlæggene blev flere. Tempoet blev højere.
Det var her, Birksø trådte frem.
»Det er hektisk, men det er jo sindssygt fedt. God atmosfære. Folk de kriger. Det kan godt være, jeg har nogle gode redninger, men forsvaret har også nogle virkelig vigtige blokeringer, du måske ikke lige lægger mærke til. Jeg husker også én i sidste kamp mod Vejle. Folk snakker slet ikke om det, men den ligger direkte i kassen, hvis Kudsk ikke blokerer afslutningen. Det er sindssygt fedt at spille på sådan et hold, og jeg synes, vi har fundet ind i et godt samarbejde.«
Han insisterer på kollektivet. På at redninger og blokeringer er to sider af samme sag. På at det, der ligner individuelle præstationer, i virkeligheden er strukturer.
Der var øjeblikket, hvor Patrick Mortensen dukkede op midt for mål. Der var hovedstødet ved bagerste stolpe. Der var afslutningerne, der ændrer kampe. Birksø nåede ned. Eller fik en hånd på. Eller så bolden stryge forbi.
Straffesparket var en anden historie. Kristian Arnstad sparkede fladt mod venstre. Birksø gik den rigtige vej. Alligevel gled bolden under ham. Han sukker ikke, da situationen bliver bragt op. Han analyserer.
»Jeg havde kigget lidt på nogle af de tidligere straffespark, han har sparket. Så det er bare ærgerligt, at jeg næsten er nødt til at sige, at der ikke er lidt mere kvalitet i sparket. Jeg kan ikke forvente, at den kommer dernede. Det er jo sådan, det er på straffe. Det er uheldigt.«
Det er en målmands paradoks. At læse situationen korrekt og alligevel stå tilbage uden redning. At gøre det rigtige og stadig blive passeret.
Alligevel er der ingen bitterhed i ham. Pointet står fast.
»Et point havde jeg taget inden kampstart. Det vil jeg godt være ærlig og indrømme. Et point er fantastisk. Men jeg er ligeså meget tilfreds med præstationen, og specielt i første halvleg, at vi spiller op med dem, og det er en lige kamp. Vi har lige så mange store chancer, som de har. Det er jo sindssygt fedt.«
Der er noget ved måden, han siger det på. Som om det vigtigste ikke er, at AGF blev holdt fra en sejr, men at Fredericia spillede en kamp, hvor forskellen mellem top og bund ikke kunne måles i mod.
Kampen var også en hjemkomst. Birksø er tilbage på Monjasa Park. Tilbage i en klub, hvor han kender rummene, menneskene og lydene.
»Det er sindssygt dejligt at være tilbage. Jeg har glædet mig til at komme tilbage og spille her. Det føles jo bare som hjemme. Man kender jo det hele, så det er fedt.«
Fire point i to kampe giver luft. Men ikke ro.
»Det giver selvfølgelig god optimisme, det er klart, men uanset hvordan de er gået, så bliver vi nødt til at have optimismen og tro på os selv, for at vi kan holde os inde i kampen og kæmpe med om at overleve.« Optimisme er ikke en følelse for ham. Det er en beslutning. Næste uge venter Randers. Endnu en kamp, hvor Fredericia på papiret ikke er favoritter.
»Det er jo en dygtig modstander, meget solid nede bagi. Jeg synes, at de lukker ikke mange mål ind, men de har måske haft lidt svært ved at score mange mål. Så det bliver en sindssyg fed opgave. Jeg glæder mig til at komme derop og se, om vi kan byde dem op til dans.«
Han smiler igen. Ikke bredt. Ikke triumferende. Bare som en målmand, der ved, at han gik den rigtige vej. Og at det nogle gange er nok til at bygge videre.
Læs også
