Et flertal i Middelfart Byråd afviste mandag at behandle to forslag, der var på dagsordenen, omhandlende Store Bededag. Kommunernes Landsforening mener overordnet set, at det er udenfor kommunernes handlerum.
Fra Dansk Folkepartis Steffen Daugaard var der indsendt et forslag om fastholdelse af Store Bededag som fortsat fridag for kommunens ansatte og at skolebørnene fortsat skal holde fri. Nye Borgerliges Jonas René Jensen og Enhedslistens Lasse Schmücker havde indsendt samme forslag.
– Efter afskaffelsen af Store Bededag på landsplan, mener vi fra Nye Borgerlige og Enhedslisten at vi lokalt i kommunen burde fortsætte med traditionen, begrundede de to partier forslaget med.
– Der er mange traditioner knyttet til store bededag. Det er en stor konfirmationsdag, ligesom det traditionelt også er en familiedag, hvor man allerede aftenen før samles om hvederne. Også rundt i landet har man sine traditioner. Eksempelvis i København, hvor det at gå tur på volden (Christianshavns Vold) for at høre kirkeklokkerne er en lokal tradition, der kan føres tilbage til 1747, da Vor Frue Kirke fik et nyt klokkespil, skriver Steffen Daugaard i sit forslag og fortsætter:
– Kommunalt ønsker Dansk Folkeparti derfor at sikre så meget af Store Bededag, man kan. Med vedtagelsen af nærværende forslag fastholdes således store bededag lokalt, således at kommunalt ansatte som skolebørnene holder helt fri – naturligvis undtaget kommunens kritiske beredskab, der blandt andet i påkrævede tilfælde sikrer borgernes velfærd og kommunes fortsatte drift.
De to punkter på dagsordenen nåede dog aldrig til en reel drøftelse. Borgmester Johannes Lundsfryd tog ordet inden første punkt på dagsordenen, og ville have fjernet de to punkter.
– Jeg har modtaget en mail fra Kommunernes Landsforening, da det forslag er stillet i flere kommunalbestyrelser. KL har forholdt sig til det, og de er kommet frem til en konklusion, at det er udenfor kommunernes handlerum, sagde Lundsfryd og slog fast:
– Det er ikke et kommunal anliggende.
Lundsfryds udlægning om, at det ikke var et kommunaltanliggende at tage sig af skulle til afstemning i byrådet. Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten stemte imod, mens resten stemte for. Det betød, at borgmesteren fik et flertal på 22-3, og dermed udgik de to punkter om Store Bededag fra dagsordenen til byrådsmødet i Middelfart.