Erritsø kan vise sig at være et af nøglepunkterne i Danmarks tidligste historie. Nye fund, nye tanker og en voksende international interesse flytter fortællingen – og Gert Jensen viser, hvorfor.
Der ligger en særlig stilhed over Erritsø, når man først begynder at forstå, hvad der gemmer sig under mulden. Små snoede veje, parcelhuse, en skole og den almindelige rytme af et moderne lokalsamfund – og lige nedenunder et magtcentrum, der kan have styret store dele af det tidlige danske rige i op mod et halvt årtusinde.
Gert Jensen læner sig frem over bordet, som om historien ligger lige dér, klar til at blive vendt om og undersøgt i lyset. Han har fortalt den mange gange, men den mister ikke sin kraft. »I dag er man helt sikker på, at kongerne har haft deres sæde her i 400–500 år. Det er en lang periode med mange konger i området,« siger han.
Fortællingen rokker ved alt det, vi troede, vi vidste. Jelling har længe stået som begyndelsen. Runestenene som det store startskud. Men måske ligger begyndelsen i Fredericia – i Erritsø, hvor voldgraven og de enorme kongehaller peger på noget, der ligner et europæisk magtcentrum. »Det er så stort et anlæg, at det sandsynligvis har været et af de allerstørste i Europa. Ikke kun i Danmark.«
Der tegner sig et billede af en tidlig kongemagt, der ikke var bundet til ét sted. »Vi arbejder i dag ud fra, at kongerne har været rejsekonger. De har bevæget sig rundt og holdt tingforsamlinger forskellige steder,« fortæller Gert. Når udenlandske herskere kom på besøg, skulle omgivelserne imponere: »Det er egentlig ret nyt, at vi forstår kongehallerne som repræsentative centre – som steder, hvor man tog imod tyske kejsere eller frankiske udsendinge. Det er her, man skabte de storslåede rammer.«
Men det er især magtens natur, der udfordrer vores forestillinger. »Der er en almindelig opfattelse af kongen som en enehersker, der bestemmer alt. Men kongerne har faktisk haft meget begrænset magt,« siger Gert. Han nævner Tacitus, den romerske historiker, der omkring år 100 beskrev de nordlige folk som mærkværdige, fordi mange havde stemmeret. »Tacitus undrede sig over, at flere hundrede mennesker kunne have stemmeret. Han kendte kun til én, der bestemte alt.«
Det retter vores blik mod en kultur langt mere organiseret og forhandlet end myterne om vilde vikinger. »En frimand var en mand, der ejede jord – uanset om det var en lille lod eller en stor gård. Det gav stemmeret. Man kan faktisk sige, at der var mere demokrati, end vi normalt forbinder med den tid.«
Et arabisk vidnesbyrd fortæller det samme: »Der var en købmand, der undrede sig over, at kvinder havde ret til skilsmisse. Han syntes, det var helt vildt. Men det siger noget om, hvor udviklet retssystemet var.«
Knud den Hellige er et tydeligt eksempel på magtens skrøbelighed. Gert fortæller, hvordan kongen rejste rundt til sysseltingene i Jylland og fik modstand for både at kræve skat til kirken og beskytte fremmede handelsfolk. »Det var ikke populært. Der var mange bønder, som var utilfredse. Det ender med, at han må flygte – og vi ved, hvordan det gik ham.«
Her bliver magt mere til forhandling end til befaling. Stormændene vejede tungt, og fællesskabet havde en grænse for, hvad de ville acceptere. »Man kan se, at kongerne ikke havde den magt, man ellers forestiller sig. Stormændene kunne i høj grad sætte dagsordenen,« siger Gert.
Men i dag er blikket rettet mod Erritsø som noget langt større end lokalhistorie. »Der er helt ufattelig meget forskning i gang,« siger han. »Den internationale verden er begyndt at interessere sig for området. Nye engelsksprogede bøger beskriver, hvordan vikingerne levede, og Erritsø spiller en stadig større rolle i den fortælling.«
Der er stadig prøver fra Kollerup-området, der venter på analyser. »Eske Willerslev har været derude. Han bruger nogle metoder, som er helt unikke. Vi ved meget, men der er endnu mere på vej.«
Når talen falder på potentialet, bliver Gerts blik fast. »Jeg tror helt sikkert, at Erritsø bliver et af de store steder i den europæiske historie om 20–30 år. Her har vi noget konkret. Her har vi kilder og fund, som kan fortælle præcis, hvad der foregik.«
Han fortæller om beretningerne om 300 kongelige skibe, der skulle have ligget i ly for storm – tre kilometer fra Erritsø. »Det passer godt med landskabet. Man har vidst, hvordan man skulle reagere, hvis fjender nærmede sig. Hele området er strategisk udvalgt.«
Til sidst vender vi tilbage til formidlingen. Det handler ikke kun om forskning, men om, at folk skal kunne se historien for sig. »Jeg møder stadig folk, der ikke ved, hvor de lokale kilder ligger. Vi skal ud og vise dem stederne. Det er faktisk lige her.«
Gert rejser sig og smiler. Historien ligger under jorden, siger han, men den ligger også lige foran os – klar til at få liv af dem, der vil lytte.
Se og læs også
