Samtlige socialdemokratiske skandaler i tyverne har latterliggjort og ramponeret byens ry og rygte langt ud over bygrænsen. I år var det især Turan Savas, der stod for skud, og karaktermordet på undertegnede, der gjorde Fredericia til komediernes by. Hver evig eneste gang, og der har været mange siden Bjerregaards farvel, har socialdemokraternes hårde kerne kortsluttet enhver læringsproces med den begrundelse, at nu skal man se at komme videre. Nu trænger vi alle sammen til at svare denne gruppe mennesker konsekvent.
Vi kan netop ikke komme videre, fordi I ikke ønsker at ændre på jeres magtfuldkommenhed.
Det er påfaldende, at den hårde kerne har det vigtigste budskab, at folk udenfor kommunens indspiste og selvfede logik, er en risiko for Fredericia. Det er som om, at fornyelse er noget farligt. Frem for alt så insisterer man konsekvent på at føre “nødvendighedens politik”, der savner enhver folkelig opbakning. Men det er netop folket, i dette tilfælde borgerne i Fredericia, der burde være den afgørende faktor for den førte politik. Alt for længe har alt for mange folkevalgte ladet sig indfange af udvalgsposter, titler og den økonomi, der følger med. Det har gjort nogle ukritiske og dovne, mens andre passivt lader stå til. Vi ser for lidt til vores folkevalgte i dagligdagen, bortset fra klip-snor-arrangementer, gratis deltagelse i VIP-arrangementer og andre frynsegoder, de kan deltage i, mens kommunens logo skinner på nålen.
I år så vi et paradigmeskifte, hvor partierne udenom Socialdemokratiet kastede håndklædet i ringen og opgav det socialdemokratiske projekt. På ægte stalinistisk vis forkaster den hårde kerne kendsgerningerne, mens de bortforklarer til højre og venstre. At tage et ansvar for et forløb, gør man ikke. De mange fyringer på rådhuset i kølvandet på Bjerregaards exit kostede kommunekassen enormt dyrt. Man kan undre sig over, at det ikke har betydet, at der er kommet en mere beskeden holdning til ansættelserne. Skandaleansættelser har der også været. Alt for mange ledere med hurtig tomgang gennem systemet. For skatteborgernes regning. Service? Hvor?
Gang på gang tudes vi ørerne fulde om, at nu er der orden i sagerne. Orden? De to personer, der reelt vandt forrige valg, Steen Wrist og Søren Larsen, er forsvundet. Hvilket mandat er der så tilbage? Og hvorfor er de væk? Offentligheden må undre sig. Hvad sker der? Hvorfor er der ikke nogen stabilitet i magtens centrum? Hvorfor stiller man overhovedet op for at lede en by, hvis man forlader det før en valgperiode er slut? Det hele forekommer kaotisk og mystisk.
Men vi skal jo videre, som den nye gruppeformand, John Nyborg (A), insisterer på. Ligesom den gruppeformand han afløser, Søren Larsen (A), sagde, da Bjerregaard forlod byen. Eller da teateret gik konkurs og efterlod kreditorerne med et skandaløst tab i den rigtig dyre ende af millionklassen. Eller da Ejby-sagen rullede, og man senere, på trods af alle forsikringer, måtte konstatere, at det jo nok alligevel ikke havde været helt fint, at politikeren var gift ind i forvaltningen. Videre, videre og videre. Her er ikke noget at se.
Men der er noget at se. Det handler om ordentlighed. Troværdighed. Ærlighed. Det handler om at kunne holde ord. Ikke at være drevet af personlige motiver om berigelse og magt, men derimod tage en oprigtig interesse for Fredericia. For vi taber terræn. Over hele linjen. Vi er raslet ned på ranglisten over erhvervsvenlige byer. Midtbyen er begravet i planløst vejarbejde, mens kulturaktiviteterne truer med at sende en regning videre til skatteborgerne. Glemte vi, at Tøjhuset, drevet af medarbejdere fra Fredericia Kommune, havde deltaget i et kartel og snydt kunsterne ved at aftale priserne med andre spillesteder? Videre. Nu skal vi videre.
Ja, vi skal hele tiden videre. Løj borgmesteren overfor sine kollegaer forrige uge? Videre. Vi skal ikke svare på spørgsmålet. Løj han? Han beklager “forløbet”. Men beklager han, at han løj, eller at hans kollegaer siger, at han lyver? Det ved vi ikke. For vi skal videre.
Vi vil også gerne videre. Vi vil videre til ærlighed, fællesskab, ordentlig økonomi, en politisk ledet kommune, en ydmyg forvaltning, reelle forhandlinger, investeringer i Fredericia og troværdighed omkring byens omdømme. Vi vil videre til en kommune, hvor borgerne ønsker at engagere sig i politik, fordi de kan se, at det gør en forskel. Hvor landsbyerne i kommunen ikke nedprioriteres, men opdyrkes som den ressource de er for potentielle tilflyttere, der vil bo centralt og alligevel på landet. Hvor byen ikke skal nedlægges til fordel for cykelstier, men hvor man bygger infrastruktur omkring bymidten og tænker store tanker.
Meget kunne skrives udover dette. Men vi kommer ikke videre, før det er muligt at snakke ordentligt og ærligt. Hvor karaktermorderne ikke hærger frit i gaderne, mens de misbruger folkets penge til at beskytte sig selv med advokater og konsulentbistand. Det er de samme politikere, der har været med i samtlige skandaler i tyverne, som nu siger, vi skal videre fra den seneste eskapade. Og det er vigtigt at minde alle om, hver eneste dag, frem mod kommunalvalget i 2025.
