Udvalgsformand for Senior- og Socialudvalget i Fredericia Kommune, Søren Larsen (A) kan godt forstå, at det er hårdt med besparelser på ældreområdet og i hyppigheden af tøjvask. Han siger samtidig i et interview, at de borgere, der måtte have behov for ekstra tøjvask, f.eks. grundet urininkontinens, stadig kan få det.

Der er ingen politikere, der nyder at foretage besparelser på ældreområdet, men nogle gange har man en bunden opgave, og må tage ansvar, lyder det fra udvalgsformanden. 

Søren Larsen Foto: AVISEN

– Baggrunden var for besparelsen på tøjvasken var, at vi skulle have balance i budgettet. Forligspartierne var enige om at finde besparelserne. Vi skulle finde over 50 millioner til familieområdet med de hårdtramte børn, og der måtte alle politiske områder bidrage, siger Søren Larsen og fortsætter:

– Vi blev præsenteret for en række spareforslag på seniorområdet. I forhold til varslingen af ændringen er det ikke noget, som politikerne har haft noget med at gøre. Det er forvaltningen. Vi tager dog ansvar for budgettet, som vi vedtog i oktober 2023.

Hvad med de mest sårbare borgere?

– Vi forsøger altid at tage afsæt i, at de mest sårbare og udsatte borgere ikke rammes. Tøjvaskeksemplet her er også, at hvis man har et særligt behov for yderligere tøjvask end det, der ligger fast, og der er et behov for at få vasket sengetøj eller undertøj hyppigere, så kan man få vasket hyppigere. Sådan er det, fortæller Søren Larsen.

Det er aldrig sjovt at skulle spare, og i dette tilfælde, hvor det var nødvendigt har man arbejdet på at gøre det så nænsomt som muligt.

– Vi har sagt, at de ældre, hvor vi kan udsætte tøjvasken, så har vi skubbet det nogle dage. Vi ved godt, at det betyder, at nogle skal købe lidt ekstra tøj eller ekstra sengetøj, men vi mener samtidig, at det er en af de måder, hvor vi mest nænsomt kan lave en besparelse på seniorområdet, siger formanden.

Dansk Folkeparti burde tage ansvar

Den socialdemokratiske politiker Søren Larsen mener også, at det er for let at pege fingre, når man ikke er i budgettet. Dansk Folkeparti burde tage ansvar i stedet, mener han.

– Det er nemt at komme med kritik og stå på sidelinjen og pege fingre, når man ikke har et ansvar for et budget. Søren Larsen mener, at Dansk Folkeparti valgte at svigte de ældre på dette område, fordi de stod helt udenfor budgettet. De har dermed ikke haft indflydelse på noget, men det friholder dem jo ikke for at pege fingre ad dem, der gik ind og tog ansvar, konstaterer Søren Larsen, der fortæller, at man altid arbejder for, at de ældre får de bedste forhold, men pengene slipper ofte op.

– Jeg tror aldrig, at vi kommer derhen, hvor vi føler, at vi gør nok for de ældre eller for handicappede borgere i Fredericia. Jeg tror altid, det kan blive bedre, men vi er begrænset af de midler, vi har til rådighed, og indenfor den ramme gør vi vores bedste, siger han.

Søren Larsen forstår heller ikke kritikken af Seniorrådet. Han fortæller samtidig, at man virkelig lytter til Seniorrådet i Fredericia Kommune, og det har faktisk rykket beslutningerne.

– Seniorrådet har vi lyttet meget til. Vi havde oprindeligt lagt op til besparelser på nogle andre områder, men høringssvaret fra netop Seniorrådet lyttede vi til og tilrettede så besparelserne. Vi lytter generelt meget til seniorområdet i vores beslutningsproces, slutter Søren Larsen.

Læs også: