Debatten om botilbuddet Kobbelgården 3 i Fredericia intensiveres, efter at Socialtilsyn Syd har sendt en akterskrivelse, der lægger op til at trække godkendelsen tilbage. Mens Fredericia Kommune har meldt ud, at de vil svare på akterskrivelsen og undersøge mulige handlemuligheder, mener Dansk Folkeparti, at processen allerede har varet alt for længe.
Susanne Eilersen er okay med, at der nu ses på skrivelsen og gives et svar, men hverken beboere eller medarbejdere skal vente på afgørelser i Ankestyrelsen. Det har allerede taget for lang tid.
– Det her har trukket i langdrag, siger byrådsmedlem Susanne Eilersen (O) og fortsætter: – Der er gået et år og fire måneder, og det er alt for lang tid i forhold til beboerne, som lever der hver dag. Der skal ske noget nu.
Ifølge hende har bekymringerne omkring botilbuddet eksisteret længe.
– Allerede i november og december sidste år havde vi diskussioner om, at der var bekymringer, der skulle kigges ind i. Men det var svært at trænge igennem – både til forvaltningen og til udvalgsformanden. Nu er vi her igen.
“Man forsøger at trække det i langdrag”
Mette Heidemann, direktør for Unge, Voksen og Senior i Fredericia Kommune, har påpeget, at kommunen har flere muligheder i processen, herunder en potentiel klage til Ankestyrelsen, hvilket kan forlænge sagsbehandlingen. Det vækker kritik hos Dansk Folkeparti.
– På pressemødet sagde Mette Heidemann, at man har utrolig mange træk i bøssen – og et af dem er Ankestyrelsen. Men det betyder jo, at beslutningen kan trækkes i langdrag. Det er ikke noget, jeg er med på, og vi er heller ikke med på det i Dansk Folkeparti, siger Susanne Eilersen.
Kobbelgården vil ikke være det samme fremover
Uanset hvordan sagen udvikler sig, mener Eilersen, at en ting er sikker:
– Uagtet hvad de siger den 6. marts, når vi har kunnet sige noget, så vil Kobbelgården 3 ikke fremadrettet være det samme, som det var i går. Der skal ske noget derude. Det betyder på ingen måde, at medarbejderne skal være nervøse for lukning, for alle dygtige hænder skal fortsat bruges. Hun peger dog på, at beboersammensætningen ikke fungerer, og at der bor for mange mennesker på bostedet.
– Der bor for mange, og sammensætningen er helt skæv. Det skal vi have kigget på. Men vi skal også huske medarbejderne – vi har brug for alle vores gode medarbejdere, uanset hvordan vi deler bostedet op. De skal ikke gå med ondt i maven.
“Det er ikke bare en agterskrivelse”
Fra kommunens side har både Mette Heidemann og formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, David Gulløv, fremhævet, at der er tale om en agterskrivelse – altså en foreløbig vurdering fra Socialtilsyn Syd, som kommunen har mulighed for at svare på. Men den forklaring køber Susanne Eilersen ikke.
– De sagde flere gange på pressemødet, at det ‘kun’ er en akterskrivelse. Men når man læser den PDF-fil og ser indholdet, så er det dybt alvorligt. Det er ikke bare en akterskrivelse – for mig er det faktisk en dom over stedet, lyder det fra viceborgmesteren.
Hun understreger, at hun ser situationen som en klar besked fra Socialtilsyn Syd.
– Jeg læser det, som om vi ikke kan køre det her tilbud videre. De har truffet en afgørelse om, at der er så mange problemstillinger på Kobbelgården, at det ikke vil være forsvarligt at fortsætte i den konstellation, det har i dag, men vi følger naturligvis proceduren i første omgang, og laver et svar, men herefter skal det gå stærkt.
Hvad der konkret skal ske med bostedet, er endnu uvist. Men ifølge Susanne Eilersen er én ting sikker:
– Kobbelgården 3 vil ikke være det samme bosted, som det var i går.
Læs også