Årets afslutning markerer også afslutningen på et langt kapitel i CJ A/S. Efter næsten 15 år i virksomhedens ledelse – og syv år med et planlagt generationsskifte – går Hans Jørgen Ebbesen på pension. Dermed træder han et skridt tilbage fra den virksomhed, han var med til at stifte, og som i dag står som en markant aktør i entreprenørbranchen.

Siden 2022 har Jonathan Smetana haft det formelle ansvar som administrerende direktør, efter et langt parløb med Hans Jørgen, hvor overdragelsen blev forberedt i god tid.

Entreprenørbranchen lå i blodet

Interessen for entreprenørfaget opstod tidligt. Hans Jørgens far var selvstændig entreprenør, og byggepladserne var en naturlig del af barndommen.

»Vi har altid som børn været på byggepladser, så det har fulgt mig hele tiden. Det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over. Det var bare den vej, der blev valgt, men det føltes meget naturligt,« fortæller han.

Som 24-årig, nyuddannet, begyndte han i branchen og fik erfaring fra både anlægs- og byggeopgaver. Senere blev han en del af Davidsen Partnere A/S. Da virksomheden gik konkurs, opstod grundlaget for det, der i dag er CJ A/S.

I 2011 stiftede Hans Jørgen sammen med tidligere kollegaer CJ Anlæg, som senere blev til CJ A/S.

»Vi var nogle mennesker, der syntes, det var sjovt at arbejde sammen, og vi elsker vores branche. Selvom det var hårde tider, var det faktisk relativt nemt at starte, fordi kunderne allerede var der. Mange fulgte med os fra Davidsen Partnere,« siger han.

Fra begyndelsen blev samarbejde, tillid og respekt bærende elementer – både internt og i relationen til kunder og samarbejdspartnere.

Samme DNA – større organisation

Når Hans Jørgen ser tilbage på de snart 15 år, er det især udviklingen i organisationen, der står tydeligt.

»Dengang var det en mindre butik. Vi var ikke så specialiserede som i dag og havde mange roller på én gang. Jeg var byggeleder, projektleder, direktør og økonomiansvarlig på samme tid,« siger han.

Efterhånden som virksomheden voksede, blev der bygget en mere specialiseret organisation op.

»Heldigvis fandt vi de rigtige folk undervejs.«

Samtidig har branchen ændret sig markant. Ifølge Hans Jørgen er entreprenørfaget i dag langt mere bureaukratisk end tidligere, med omfattende dokumentationskrav og komplekse processer.

»Hvis du ser på, hvordan min far drev virksomhed med 170 mand, og sammenligner med i dag, så kræver det langt flere funktionærer og specialiserede roller. Det er en helt anden verden.«

Trods udviklingen mener han, at virksomhedens grundlæggende kultur er bevaret.

»Selvom CJ A/S er blevet meget større og mere professionel, er det sådan set det samme DNA.«

Parløbet med den næste generation

Hans Jørgens afløser, Jonathan Smetana, har været en del af CJ A/S siden 2012. De seneste syv år har de kørt parløb i direktionen, inden Jonathan overtog posten som administrerende direktør i 2022.

De to har forskellige ledelsesstile, fortæller Hans Jørgen, men deler det samme værdisæt.

»Jonathan har professionaliseret organisationen yderligere. Der er kommet mere specialisering, og det er nødvendigt i en virksomhed af den størrelse i dag. Men kulturen og værdierne er de samme.«

Samarbejdet har ifølge Hans Jørgen været præget af åbenhed og respekt.

»Jonathan er meget direkte, og jeg har altid haft behov for at overveje tingene lidt mere og få flere fakta på bordet. Det har fungeret godt, netop fordi vi har haft gensidig tillid.«

Da beslutningen om generationsskiftet blev truffet, var der ifølge Hans Jørgen ingen tvivl i ledelsen.

»Jonathan var den rigtige. Han er en stærk leder med det rette værdisæt. For os var han fremtidens mand.«

Et nyt kapitel – på afstand

Selvom pensionen nu venter, slipper Hans Jørgen ikke virksomheden helt. Han fortsætter i bestyrelsen og forbliver aktionær i en årrække. Derudover er han engageret i Hertug Hans Skolen, et fælles projekt mellem CJ A/S og ASE Ejendomme.

»Det er mærkeligt, men jeg glæder mig også. Det føles som det rigtige tidspunkt at stoppe, fordi tingene er lykkedes. Jeg synes, CJ er på toppen af, hvor virksomheden skal være.«

Hans håb for fremtiden er fortsat udvikling – uden at miste ståstedet.

»Der vil komme flere facetter, måske nye geografier og nye aktiviteter. Men grundlaget vil være det samme: tidlig involvering og succes gennem langsigtede relationer.«

Den nye administrerende direktør, Jonathan Smetana, sender i den forbindelse en tak til sin mangeårige mentor:

»Det har været en gave at lære af en så tålmodig og inspirerende mentor som Hans Jørgen. Hans indsats har skabt et solidt fundament og givet organisationen handlerum til fortsat udvikling. Det arbejde ser jeg frem til at bygge videre på.«

Med generationsskiftet fuldendt går CJ A/S ind i et nyt kapitel – med rødderne solidt plantet i den kultur, der blev skabt fra begyndelsen.