Susanne Eilersen Foto: AVISEN

Susanne Eilersen (O), der sidder i Senior- og Socialudvalget, mener ikke, at det var nødvendigt at hyre et eksternt firma til at lave analyser om Kobbelgården fremadrettet. Sagen med bostedet viser, at kontakt med personalet på sådan et sted giver samme resultat som en analyse.

Sagen om Kobbelgården begyndte at rulle i slutningen af december, da det fredericianske bosted fik et skærpet påbud. Siden er der kommet gamle sager frem om bostedet fra pårørende og tidligere ansatte, der er stået frem. En ekstern rapport skal nu pege på, hvad man fra kommunal side kan gøre for at rette op på forholdene på bostedet. Det mener Eilersen ikke er en nødvendighed fremadrettet.

– De ting, der er kommet frem, som delkonklusioner på den rapport, der er under udarbejdelse, er alle ting, som jeg har fået at vide via samtaler med ansatte i de seneste par måneder. De har peget på systematik, struktur og informationer til de pårørende, samt at man skal kompetenceudvikle medarbejderne og ændre kulturen. Det er også det, delkonklusionen af rapporten peger på, og derfor behøver vi fremover ikke en dyr rapport, der er lavet af et eksternt firma, for at konkludere det. Vi burde bare sætte os ned og selv komme til sagen, siger Susanne Eilersen.

I forbindelse med sagen på Kobbelgården har Susanne Eilersen holdt utallige møder. Både med pårørende, tidligere og nuværende ansatte. Det har givet hende et indblik i, hvad der er galt på bostedet, og hvad der skal forbedres.

– Jeg vil anbefale, at vi fremadrettet er bedre til at tale med medarbejderne på alle vores arbejdspladser, der er kommunale. Til at starte med kan man gøre det på det specialiserede voksenområde og på ældreområdet. Vi vil kunne spare mange konsulentkroner ved selv at opdage, hvis noget er kørt af sporet. Det handler også om at skabe tillid til medarbejderne og få frem i lyset, at det er okay at sige, hvis der er noget galt. Tit viser man alt det gode frem, og det er også rigtig fint, men når det går skidt, så skal vi også se det. Det nytter ikke noget at pakke det væk og bare fyre dem, der er utilfredse og klager over noget. I stedet skal man tale med dem, siger Susanne Eilersen.

Et andet eksempel på en rapport, der er undervejs, er i forhold til sygefraværet. Her er der fokus på fraværet i ældreplejen, og turen kommer også til det specialiserede voksenområde.

– Det kan godt være en lidt følsom snak med medarbejderne, men vi skal tage fat om problemet. Medarbejderne skal have tillid til os, og vi skal sørge for, at der bliver et bedre miljø. Er der et bedre miljø, giver det også et lavere sygefravær. Det behøver man altså ikke lave en analyse for at finde ud af. Man kan ikke afføde problemer omkring sygedage, hvis man er reelt syg, men hvis man er træt af at gå på arbejde, har man en tilbøjelighed til at blive hjemme og tage en sygedag, slutter Susanne Eilersen.