Trinitatis Kirke i Fredericia lagde igen i år gulv til den traditionsrige 5. julikoncert. Denne vellykkede begivenhed kan kun beskrives som en smeltedigel af historiske melodier, traditionelle klassikere og moderne arrangementer, der sammen skabte en særlig magisk atmosfære. Denne kombination af nyt og gammelt, der strækker sig over mere end et og et halvt århundrede af dansk musik, gav aftenen en dybde og varme, der vil blive husket længe efter koncertens afslutning.
Højdepunkterne inkluderede de velkendte 5. juli-værker som Prins Jørgens March, Morgensang fra Elverskud, Altid frejdig, og Kongernes Konge. Disse klassiske stykker blev leveret med passion og dygtighed af messingsektionen og Trinitatis kirkeorgel samt Trinitatis Kirkes Pigekor, suppleret af herrekorsgruppen fra Christianskirken. Deres samklang var ægte og autentisk, og hver stemme bragte en distinkt nuance, der forstærkede det samlede kor. Det var ikke nemt at se, at dette var Tobias Dahl Osenbrügs første større dirigentopgave. Det klarede du godt, Tobias.
Instrumentalstykkerne, arrangeret for messingkvintet og orgel af Lars B. Olsen, lød frisk og revitaliseret. Medvirkende fra Slesvigske Musikkorps inkluderede Sidsel Lund og Martin Knudsen på trompet, Morten W. Eriksen på horn, Mette Krüger på basun og Lars B. Olsen på tuba. Hver musiker spillede med en intensitet og teknisk dygtighed, der kun forstærkede de intrikate arrangementer, og sammenspillet med den garvede Niels Erik Aggesen på orglet var både harmonisk og flot. De kontante messingtoner understøttedes flot af orgelet, især de dybe toner fra orgelet fangede sammenspillet med tubaen rigtig flot.
Jeg vil gerne fremhæve Prins Jørgens March, hvor den klare messinglyd i Trinitatis Kirkens flotte akustik virkelig gav positive kuldegysninger – det var bare så smukt. Det gnidningsløse samspil mellem messingkvintetten og organisten Niels Erik Aggesen skabte en berigende atmosfære. Aggesens fornemmelse for timing og dynamik er unik, hvilket førte til en smuk og engagerende fortolkning af de forskellige værker.
Den moderne 6. julikantate af Anders og Ulla Koppel, “Gemmer Hvert Et Ord”, var en overraskelse. Denne inklusion gav en mere moderne vinkel på en ellers meget traditionel koncert og bragte et nyt perspektiv til det overordnede program.
tykket blev leveret medægte emotionel dybde og efterlod et stort indtryk på denne anmelder.
Den nye organist i Trinitatis Kirke, Tobias Dahl Osenbrüg, ledte aftenen rigtig flot, med professionalisme og flair, der tilføjede en ekstra dimension til det samlede arrangement. Det hjælper selvfølgelig at have gode kræfter som Niels Erik i ryggen på det musikalske, så Tobias kunne arbejde med meget af det andet praktiske samt korarbejdet.
Dette samarbejde skabte den musikalske vision, der prægede aftenen, uden at rokke ved traditionerne. Deres dygtige ledelse var tydelig og spillede en central rolle i den samlede succes af denne uforglemmelige koncert.
I sin helhed var Trinitatis Kirkes 5. julikoncert en glædelig hyldest til dansk musikalsk arv med et twist af moderne nyskabelse, men også til den indsats og de ofre der blev givet af så mange for den frihed, de fleste i dag tager som en selvfølge. 1849 er dog ikke så lang tid siden.
Kanonsalutter på Fredericia Vold, soldater klædt i flotte uniformer fra 1849, historiens vingesus og fakkeltog, sejrsmarcher, musik og parader i fæstningsbyens gader er én ting. Uden de kirkelige handlinger, der fastholder traditionerne, er det ikke ”rigtig” lokalt danmarkshistorie.
Koncerten, der gennemførtes i skumringstimen, fungerede ikke kun som en hyldest til fortiden, men også som en påmindelse om musikkens evne til at forny sig. Budskabet er klart: Musikken er evig, forandrende, fornyende – altid i stand til at bygge broer mellem det gamle og det nye, mellem det velkendte og det ukendte, uden at ødelægge de stolte traditioner 5.-6. juli-festen er og den betydning, den har for Fredericia.
Ud over det store sammenspil imellem messingblæsere og orglet, skal koret også fremhæves. Trinitatis Kirkes Pigekor og Juniorpigekoret med herrestemmer fra Christianskirkens Drenge- og Mandskor var en god oplevelse, flere havde udsat deres ferie for at deltage i de to dages begivenheder. Koret sang flot imod musikken fra orgel og messingblæserne. MEN også når de selv fremførte værker. Arrangementet af “Altid frejdig” gjorde især indtryk på undertegnede, da man her flot kunne høre arrangementet af alle stemmerne og sammenspillet imellem den dybe herrebas og damernes sopraner.
Denne anmelder kan virkelig se dette sammensatte kor prøve kræfter med lidt mere moderne sange. Begge kor har evnerne, og med rette arrangement er der muligheder for store oplevelser.
Uddrag fra aftenens musik:
- J. Clarke: “Prins Jorgens March”
- Fællessang: H. Rung/H.C. Andersen: I Danmark er jeg født
- Niels W. Gade: 1. sats (Bortrejse) fra “Tre Character stykker op. 18” – arrangeret for messingkvintet og orgel af Lars Birkelund Olsen
- Anders Koppel/Ulla Koppel: Satser fra Gemmer Hvert et ord, I dag har jeg marcheret, Mens du kæmper dig frem, Det gyste i vore hjerter
- P.A. Heise/N.F.S. Grundtvig: Guds fred med vore døde
- Niels W. Gade: Morgensang fra “Elverskud”
- Lars B. Olsen: Weyses Guldaldermorgen m. Orgel – Parafrase over Weyses morgen og Aftensalmer arrangeret for blæserkvintet
- Thorvald Aagaard/L. C. Nielsen: Jeg ser de bøgelyse øer
- Povl Hamburger/Paul la Cour: Hvor klart dog stjernen ses i nat
- Aage Berntsen/Søren Birch: Aften
- C.E.F. Weyse/Chr. Richardt: Altid frejdig, når du går
- Niels Erik Aggesen: Introduktion og variation over “Kongernes Konge” for orgel (2019)
- Fællessang: A. Recke/E. Hornemann: Kongernes Konge!