Han nåede lige akkurat at se frem til det. Pensionen. Eftertiden. Campingvognen et sted i Europa med hustruen ved siden af og en roman i skødet. Men Finn Muus nåede det ikke. Han blev dårlig på ferie med familien og afgik ved døden, inden han fik lov at begynde det otium, han i august 2026 skulle have trådt ind i efter 19 år som direktør for Boligkontoret Fredericia.
Han forlod livet som han levede det: i bevægelse, omgivet af mennesker han holdt af.
Finn Muus var født i Kolding i 1956 og uddannet tømrer på Kolding Teknisk Skole. Men det manuelle arbejde blev hurtigt afløst af noget, der viste sig at passe ham langt bedre: mennesker, organisationer, det sociale liv i krydsfeltet mellem politik og praktik. Da han i 1981 fulgte sin hustru til Esbjerg, fik han arbejde i Snedker- og Tømrernes Andelsselskab, og det gik hurtigt: medarbejderne valgte ham som fællestillidsrepræsentant. Det mønster gentog sig. Finn Muus var ikke en mand, man ignorerede i et rum.
Fra Esbjerg Højskole, hvor han ledte mediehøjskolen og uddannede unge til en ny tid med lokal-tv og lokalradio, gik vejen mod boligsektoren. En kollega opfordrede ham til at søge en stilling som forretningsfører i Kongsgaards Andelsboligforening i Varde, og her begyndte den karriere, der skulle definere resten af hans liv. Han arvede en organisation med ryggen mod muren, satte renoveringer og nybyggeri i gang, og da organisationen var bragt på fode, underviste han direktører og bestyrelsesmedlemmer i hele landet. Han var ikke bare en administrator. Han var en mand, der forstod, at boliger ikke er mursten. De er menneskeliv.
I februar 2007 tiltrådte han som direktør i Boligkontoret Fredericia og flyttede selv til byen. Opgaven var klar fra starten: sammenlæg fire selvstændige boligorganisationer til én. Det lød teknisk. Det var det ikke. »Man skal være fokuseret på, at nok er der meget praktik i at smelte organisationer sammen, men der er også følelser i det, som man skal tage alvorligt,« sagde han selv om processen. Fra 2011 til 2015 blev 21 bestyrelsesmedlemmer reduceret til ni, og de fire organisationer smeltet til én. Det er i dag én af boligbranchens mest omtalte sammenlægninger, fordi den gik gnidningsfrit. Det gør de ikke af sig selv.
Men det var ikke fusionen, der kom til at definere Finn Muus’ eftermæle i Fredericia. Det var Korskærparken og Sønderparken.
Da han tiltrådte, var der uroligheder. Biler brændte. Brosten blev kastet. Beboere var utrygge i egne gader. Det var kølvandet på Muhammed-krisen, og det satte sig i kvarterernes sociale stof. Finn Muus satte sig ikke bag skrivebordet. Han søgte samarbejde med kommunen og politiet, fik etableret faste mødetider i Medborgerhuset, og der blev cyklet patruljer rundt i gaderne. Men han vidste også, at tryghed ikke kommer af tilstedeværelse alene. Den kommer af kvalitet. Den kommer af boliger, som folk har lyst til at bo i.
Renoveringerne fulgte. Kæmpe i skala, metodiske i udførelse. Og resultatet kom: i 2023 blev Fredericia ghettofri. Et mål, mange i fagkredse havde anset for urealistisk, da Finn Muus begyndte. »Det betyder rigtig meget. Vi har alle sammen ydet en fælles indsats for det,« sagde han med den ro, der altid prægede ham, når han omtalte de ting, han var mest stolt af.
Finn Muus brændte for det sociale. Det var ikke en politisk floskel; det var et livsvilkår, han bar med sig fra barndommen. Hans far døde tidligt, og hans mor stod alene med fire børn. Det formede ham. Som 29-årig meldte han sig ind i Socialdemokratiet og stillede op til byrådet i Esbjerg i 1989. Han kom ikke ind, men var tæt på. Engagementet forsvandt ikke. I 2017 stillede han op i Fredericia, og selvom han heller ikke den gang vandt et fast sæde, opnåede han siden plads som suppleant og fulgte byrådsarbejdet tæt, da et par medlemmer trak sig i valgperioden. Det politiske mandat kom aldrig til at fylde på hans visitkort, men det sociale hjerte bag kandidaturerne var konstant. Han brændte for at udvikle byen, ikke for at sidde i et udvalg.
I sine snart to årtier ved roret byggede Finn Muus Boligkontoret Fredericia op til en af landets stærkeste almene boligorganisationer. Han nåede at annoncere sin pensionering til organisationsbestyrelsen i sensommeren og glædede sig til at se sin efterfølger tage over 31. august 2026. »Nu er tiden inde til, at der skal gå en ny tid,« sagde han til AVISEN, da vi talte med ham for nylig. Bestyrelsesformand Mikael Paasch sagde ved samme lejlighed, at det ville blive »nogle store sko, der skal udfyldes.« Det er de, viser det sig nu, blevet endnu større.
Jeg lærte Finn Muus at kende tidligt i hans virke som direktør for det, der på den tid stadig hed LAB. Vi mødtes på flere fronter: politisk, erhvervsmæssigt og menneskeligt. Det var særligt det sidste aspekt, der prægede vores samtaler, når vi drøftede Fredericia, byens udvikling, og de kriser der kom og gik. Vi talte om min barndom i Sønderparken. Vi talte om min bonusfars mange år i Finns organisation, for det blev Finns organisation. Han blev synonym med Boligkontoret Fredericia på en måde, der er sjælden. Ikke fordi han søgte det. Men fordi han fortjente det. Han var en boligsocial ildsjæl i ordets mest konkrete forstand. Han var et menneske, man kunne stole på, og så var han en ordentligt mand.
Udover sit arbejde nød Finn Muus at campere med hustruen, at sætte sig foran campingvognen med en roman og lade livet udfolde sig. Han havde set alle de store forestillinger i Fredericia Musicalteater. Han havde spillet håndbold, brydning og cricket i sin ungdom, og kammeratskabet fra idrætsverdenen fulgte ham livet igennem.
Finn Muus efterlader sig hustruen og to sønner.
Fredericia er en fattigere by i dag.
Andreas Andreassen, ansvarshavende chefredaktør, Fredericia AVISEN
