En dans på stedet

“Rut nu ikke med pengene” var min fars sidste ord til min mor, inden han for flere årtier siden åndede ud.

Min salige mor brugte stort set ikke en bøjet 25 øre, så hun efterkom i den grad anvisningen.

Omvendt kunne man tro, at Søren “Søgge” Andersens forældre har sagt noget i retning af: “Rut nu rigeligt med rocken”.

Fakta var nemlig , at under det udsolgte påske-lørdags-bal i Eksercerhuset blev der på ingen måde sparet på rocken.

Foran 1000 tilsyneladende tilfredse tilskuere startede kapelmester, Søren “Søgge” Andersen og husorkestret op med Golden Earring’s præcis 50 år gamle, udødelige hit, “Radar Love”.

Derefter direkte over i “Since You Been Gone” med Ritchie Blackmore’s Rainbow. Begge numre spillet i herlig legende, lyslevende varme versioner, hvor især rytmesektionen viste, hvor fabelagtig gode de var. Dem vender vi stærkt tilbage til lidt senere.

Efter den gode start gik gassen ganske langsomt lidt ud af påske ballonen.

Aftenens vært og tovholder, guitaristen Søren Søgge Andersen havde tidligt været ude og love, at dette års påske-rock ville blive større, bedre, mere overraskende end nogensinde. Op på “next level” som han selv udtrykte det.

Sådan en udtagelse forpligtiger og får vel med rette alle os tilstedeværende til at have tårnhøje forventninger.

Hvis man koger de lidt mere end tre timers musik sammen, er den mest gennemtrængende smag en anelse for genkendelig.

Jovist bestod set-listen primært af sange, som aldrig før var blevet spillet i jule/påske-rock regi. Respekt for det.

Men sangene blev – langt hen af vejen – spillet og sunget af Søgge’s Sædvanlige Soldater.

Ikke en finger at sætte på deres musikalske formåen. Men ikke særlig hverken overraskende og ej heller bedre end tidligere.

Heldigvis var der flere flotte mindeværdige stunder, som fortjener et par pæne positive passager med på vejen.

Rytmesektionen

Først og fremmest var jeg flere gange ved at falde i svime over aftenens rytme-sektion.

Thomas Duus på trommer, Morten Husted på bas og Jan Lauridsen på perkussion gjorde det ganske enkelt bjergtagende godt.

Et er, at de alle tre er fremragende musikere. Noget andet er, at glæden ved at spille og især spille sammen lyste ud af deres glade ansigter. Samspillet sad samtidigt lige i skabet fra start til slut.

På toppen af det stod deres imponerende forståelse for hinandens formåen. Klasse – mega høj klasse.

De 3 var på ingen måde begrænset af genre. I gårsdagens set-liste indgik der så forskellige udtryk som country, pop, funk, soul, folk-, heavy- og klassisk rock. Alt sammen eksekveret med elegance og forståelse for detaljen.

Girlpower

I den lange række af sangere fremstod nogle af pigerne ekstra klare.

Selvom det ABSOLUT INTET havde med rock at gøre sang Esbjerg-pigen, Zenia Levring Madsen sig ind i de flestes hjerter, da hun gav en herlig fortolkning af Dolly Partons “Jolene”.

Vakseægte country, leveret med indlevelse, overskud og stor, stor stemme. Jeg kan kun anbefale at opleve hende i front for bandet Mojo Hands, hvor hun er en lysende stjerne.

Hvad gør Søren Andersen, når Sanne Salomonsen for andet år i træk, denne gang med få timers varsel, melder afbud til påske-rock?

Tja, ikke nogen nem opgave.

Men rednings-planken hed i år Lonnie Kjer.

Og sikke en redning.

Som det mest naturlige kastede Lonnie sig frygtløs over og ud i tre sande Sanne-klassikere i så overbevisende stil, at jeg personligt ikke savnede Salomonsen.

Hvor Sannes stemme vel ret beset har peaket, virkede det som om, at Lonnies vokal folder sig mere og mere ud, jo ældre og erfaren den bliver.

Nuancerne i stemmen stod nærmest i kø for at komme af Lonnies læber. Virkelig en vidunderlig lokal vokal-præstation og en af denne aftens højdepunkter.

Stjernestunder

Koncertens to store, nye overraskelser gjorde det ganske godt.

Midt i den tre timer lange koncert overlod Søgge hele scenen til sønderjyske Rikke Thomsen. Kun medbringende en akustisk guitar og en kor-syngede bassist gav hun tre selvskrevne sange.

Selv om det hverken var rock eller særlig fællessangs-agtigt tog publikum imod numrene med åbent sind og stort hjerte. Respekt for det.

Aftenen kulminerede, da Thy-bandet Jonah Blacksmith dukkede op i form af brødrene Simon og Thomas Alstrup.

I spidsen for hus-orkestret levererede de tre af deres egne stærke sange. Især “Brothers” og “House On Fire” løftede koncerten og aftenen op på “next level”.

Her levede koncerten til fulde op til løfterne om noget særligt.

Fremtiden.

Langt de fleste publikummer havde givetvis og synligvis en ganske god aften.

Personligt følte jeg mig både fint underholdt, men på samme tid også lidt snydt af for høje forventninger.

Tilstedeværelsen af selveste Sanne Salomonsen havde ikke gjort den helt store forskel. Dertil var Lonnie Kjers præstation al, al for overbevisende.

Skal publikum virkelig forkæles efter at have betalt meget mere end 300 kr. for billetten kunne man måske, dels overveje at præsentere andre af byens rigtig mange dygtige musikere/sangere. Dels trække nogle virkelig vilde kaniner eller påskeharer op af den musikalske hat.

Det er uomtvisteligt, at som tiden går, bliver det sværre og sværre at finde nye overraskelser. Men med den kæmpe entre-indtægt, som påske-rock generer og Sørens store respekt blandt musikere over den ganske klode, burde det stadig kunne lade sig gøre at trylle noget særligt frem.

Så: Enten kan man lade påske-rock være en hyggelig fest, hvor venner mødes både på scenen og på gulvet og musikken er sekundær. Eller virkelig gå efter påske-guldægget og levere noget ekstraordinært hvert år.

Jeg er naturligvis tilhænger af det sidste.

Koncerten påskelørdag var lidt som en dans på stedet.

Ikke en dårlig dans.

Men heller ikke en sving-om til minderne.