Hvis der er noget, vi lærte af det forrige kommunalvalg, så var det, hvorledes den hårde kerne i den socialdemokratiske byrådsgruppe, ledet af bagmanden Søren Larsen (A), formåede at vende en umulig situation til endnu en periode med magt. På trods af århundredets skandalesag, hvor Larsen i øvrigt bedyrede sin ‘absolutte uvidenhed’ om stort set alt i forbindelse med skandalerne, på lige fod med alle andre socialdemokrater i byrådet (‘der intet vidste, og intet ansvar havde’), så lykkedes det på mirakuløs vis at få skrabet lige præcis nok stemmer sammen. Knap 250 stemmer gjorde forskellen.
Peder Tind (V) sad fuldstændig lamslået på valgaftenen i 2021 og så på sin telefon, da resultatet tikkede ind fra midtbyen. Han var så forbløffende tæt på at blive borgmester i Fredericia den aften, og selvom Venstre fik et formidabelt valg, så måtte han acceptere, at det var lykkedes socialdemokraterne at lave et decideret scoop. Da Steen Wrist (A) og Søren Larsen (A) dukkede op til valgaftenen i Tøjhuset, virkede de reelt chokerede over, at de endnu sad med magten. De troede, de havde tabt, men det vendte. Men magten havde en høj pris for skatteborgerne i Fredericia. Det havde kostet Fredericias skatteborgere et ukendt, tocifret millionbeløb, brugt på advokater, spindoktorer og diverse andre manøvrer (herunder milliondyre afskedigelser, rokader af topchefer med nye vilde lønforhøjelser, tabt arbejdstid, ekstra juridiske ansættelser m.v), designet til at lade som om, man ‘intet havde vidst om noget som helst’. Dertil kom betragtelige summer fra fagbevægelsen, der nu havde deres egen mand, Steen Wrist, siddende på magten.
Arrogancen var alligevel stor, da man i 2023 besluttede sig for at dolke en af de mest sikre støtter gennem mange år, Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti. Under krisen i 2021 havde man flittigt brugt hende til at stå på talerstolen og yde ballast til historien om ‘de uskyldige lam’ i den socialdemokratiske byrådsgruppe, der ‘intet havde vidst om noget som helst’. Inklusiv Steen Wrist og den nuværende borgmester, Christian Bro. Eilersen kunne uden problemer have ladet socialdemokraterne stå alene med sagen. Men hendes tro på, at sagen kunne koste Fredericia dyrt, samt den loyalitet samarbejdet havde for hende, gjorde udfaldet. Under budgetforhandlingerne i 2023 valgte Wrist og Larsen at presse Dansk Folkeparti ud af forliget ved at stå hårdnakket på, at der skulle spares på ældreområdet. Noget man aldrig kunne leve med i Dansk Folkeparti. De ultrakorte forhandlinger havde karakter af nedgørelse, ifølge Susanne Eilersen og partifællen Palle Dahl, der blev præsenteret for nogle regneark, hvor Wrist og Larsen, side om side med forvaltningens chefer forklarede, at de kunne rejse derhen hvor peberet gror eller skrive under.
Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne rasende. Det bekymrede ikke den socialdemokratiske ledelse, for de havde sikret sig til højre og venstre. Som altid med støttepartierne, Enhedslisten og SF, som den kroniske trussel mod de andre partier.
Men regningen kom året efter, i 2024. Wrist forlod borgmesterposten i utide, på trods af adskillige hellige løfter om det modsatte, mens kongemageren Søren Larsen kørte sin nye borgmester i stilling, Christian Bro. Larsen har siden Bjerregaards valg i 2013 været kongemager. Så det var ikke spor usædvanligt. Man regnede med at kunne køre på autopilot, velvidende, at man kunne gå på vandet i Fredericia, som man også gjorde i 2021 efter de vanvittige overskrifter i samtlige medier i Danmark. Men nu skulle der afregnes med Dansk Folkeparti og Susanne Eilersen. Støttepartierne var blevet skubbet ud med, antyder mange kilder, en provokerende forhandlingsmetode og et arrogant snit fra Larsens nye borgmester, Christian Bro. Sidste mulighed var derfor Eilersen.
I stedet for endte det med revolution og opgør med den socialdemokratiske junta (Larsen og nu Bro). Nu håber socialdemokraterne på at de blå partier vil provokere Enhedslisten og SF før eller siden. Det ligger i historien, når man ser tilbage. Men sandheden er, at Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten, er en ny magtfaktor i fredericiansk politik. Enhedslisten har brudt med fortiden, og kan nu navigere blandt alle partier for at opnå de resultater, partiet stræber efter. Partiet har ikke dybe bånd til fagbevægelsen, og kan stille konkrete krav til de andre om ikke at spare på partiets vitale mærkesager. Samtidig kan man nu vise vælgerne, at en stemme på partiet er med til at forhindre socialdemokratiske blodbad på kernevelfærden. De blå partier gør klogt i at læse, hvad Schultz skriver eller lytte til, hvad hun siger. Det er på tide, at man tager hende alvorligt, og ikke bare regner hende for stemmekvæg. Hun er grundig og dygtig, også selvom man kan være uenig med hende. Man skal stå tidligt op for at være med. Socialdemokraterne vil også lære denne lektie. Men partiet er ramt af et meget stort problem: Deres tætte samarbejde med dele af forvaltningen og fagbevægelsen, hvor parti og kommune forenes på en problematisk måde, dukker konstant op til overfladen. Det samme hold af socialdemokrater, med Søren Larsen i spidsen, der stod forrest og skulder ved skulder med Bjerregaard, fortsætter med at have sager, der pibler frem. Sager, hvor der må stilles spørgsmål ved deres dømmekraft.
Men fremfor alt en advarsel til cheferne i kommunalforvaltningen om, at de skal til at tænke nyt:
Der er en ny fredericiansk politik på vej.
