I en kronik i Politiken har Enhedslisten for første gang i dansk politisk historie foreslået en forhøjelse af grænsen for fri abort til 22 uger. Forslaget har ikke bare vækket opmærksomhed – det har også udløst en storm af meninger på tværs af det politiske spektrum.
Midt i denne storm står Rasmus Jarlov, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Med en tvær politisk bemærkning spørger han retorisk, “Vi må finde ud, hvad der er årsagen til, at vi i Danmark den ene gang efter den anden skal diskutere emner, som er vigtige i USA, men ikke vigtige i Danmark.” Jarlovs kommentar sætter debatten i kontekst af global politik, med henvisning til den nylige amerikanske Højesteretsdom om abort.
Men debatten er ikke bare et amerikansk spektakel, mener Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. “Enhedslisten starter en utrolig vigtig debat om at hæve abortgrænsen. Jeg er enig. Grænsen skal hæves❤️🙏”, slår hun fast på Twitter. Hun påpeger desuden, at nogle kvinder i Danmark får afvist deres abortansøgning og henviser til, at Danmark har én af Europas laveste abortgrænser.
Men ikke alle er overbeviste om behovet for forandring. Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Mette Thiesen, trækker en stærk linje i sandet: “Abortgrænsen er, hvor den skal være. At mene den skal rykkes til 22 uger er vanvid.” Hun fastholder, at forslaget “vægter man ‘kvindens ret til egen krop’ højere end det faktum, at man derved accepterer mord på raske og levedygtige børn.”
Forslaget fra Enhedslisten har åbnet for en livlig og polariseret debat, hvor holdningerne er stærke, og emnet er komplekst. Denne sag illustrerer, at abort er en følelsesladet diskussion, der berører mange mennesker på tværs af det politiske spektrum. I de kommende uger vil vi se, om Enhedslistens forslag kommer til at præge den politiske dagsorden, eller om det vil forsvinde i mængden af uenigheder.
Der er ingen tvivl om, at dette forslag har åbnet for en intens debat, der strækker sig langt ud over det politiske landskab og ind i hver enkelt danskers liv. Det berører ikke kun vores personlige overbevisninger, men også de komplekse strukturer og systemer, der styrer adgangen til sundhedspleje i Danmark.
Hvis vi kaster et blik på tallene, viser Sundhedsstyrelsens statistikker fra 2022, at der blev udført omkring 12.000 aborter i Danmark. Hvis man tænker på, at kun 1% af disse aborter blev udført efter 12. uge, er det klart, at Enhedslistens forslag kunne have direkte konsekvenser for en lille, men betydelig gruppe af kvinder.
Samtidig skal det bemærkes, at Danmark er blandt de lande i Europa, der har den laveste grænse for fri abort. Sverige og Holland tillader for eksempel fri abort indtil 18. uge. Det er med disse tal i baghovedet, at Marianne Vind argumenterer for, at det er på tide, Danmark træder ud af skyggen og anerkender kvinders rettigheder på linje med resten af Europa.
Men på den anden side af argumentet, er der bekymring om de etiske implikationer af at forhøje abortgrænsen. Mette Thiesen betegner det som “vanvid” og kalder det i realiteten “mord på raske og levedygtige børn”. Thiesen er ikke alene i denne bekymring.
Det Etiske Råd har gennem tiden flere gange debatteret abortspørgsmålet. Rådet har gentagne gange påpeget de svære afvejninger mellem kvindens ret til selvbestemmelse og hensynet til det ufødte barns ret til liv. En forhøjelse af abortgrænsen vil utvivlsomt intensivere denne diskussion.
I sidste ende peger denne debat på en dyb spænding i vores samfund. Hvordan vejer vi retten til at vælge over sit eget liv og krop mod retten til et potentielt liv? Dette er ikke blot et politisk spørgsmål, men et fundamentalt spørgsmål om vores samfunds kerneværdier. Hvordan denne debat vil forme vores fremtid, er endnu uvist, men hvad der er sikkert, er at den vil påvirke os alle.
