Erhvervsturismen er værdifuld

Krabbepizza i vandkanten er populært. Erhvervsturismen trives i Destination Trekantområdet. Foto: AVISEN

Erhvervsturisme er et område i vækst. Den står allerede i dag for en tredjedel af omsætningen på turismeområdet i Trekantområdet. Nu melder en ny trend sig, hvor både MESSEC, byerne og Naturpark Lillebælt har en unik position på turismemarkedet.

Direktør for Destination Trekantområdet, Martin Perregaard-Bitsch ser et enormt potentiale for hele Trekantområdet. Erhvervsturismen er i vækst, og her kan man noget helt særligt i denne del af Jylland. Han fortæller samtidig, at erhvervsturisme måske er en “overset” turistform, men ikke desto mindre meget værdifuld.

– Der er flere elementer i erhvervsturisme. Der er både store kongresser, små- og mellemstore møder som man holder i Trekantområdet. Erhvervsturisme bliver mere og mere koblet sammen med ferieturisme; man kalder det “blessure”, når business og pleasure mixes. Det, der kendetegner moderne erhvervsturisme er, at man søger efter noget, hvor der er mere indhold end bare de fysiske rammer med et mødelokale og en seng, hvor man skal bo, fortæller Martin Perregaard-Bitsch.

Erhvervsturisterne bruger samtidig langt flere penge, når de er på lokationerne.

– Det er Trekantområdet heldigvis kendt for. Erhvervsturisme står for mere end en tredjedel af omsætningen på turismeområdet. Det er en kæmpe andel, og derfor glemmer man også området lidt. Når man tænker turisme, så tænker de på dem, der bor i et feriehus, et sommerhus eller en weekend i en storby, men en kæmpe andel af turismen er erhvervsturismen, og de er bare meget interessante for os, fordi de bruger langt flere penge end andre turister, der gæster området, lyder det fra Martin Perregaard-Bitsch.

Trekantområdet er også unikt på andre punkter.

– Der er flere ting, der giver Trekantområdet fordele. For det første vores placering. Vi ligger lige i hjertet af Jylland. Det er meget nemt at komme hertil. Man kan køre hertil fra Holland, fra Tyskland og der er massevis af færger, der kommer til Nordjylland, hvorefter gæsterne kan komme herned nemt. Samtidig har vi Danmarks andenstørste lufthavn i baghaven, så tilgængeligheden for vores område er ekstrem nem. Det er ikke normalt, at man har 24 møde- og konferencehoteller, messecentret; MESSE i Fredericia og naturligvis lufthavnen, hvilket man normalt kun ser i en storby. Det, at vi har så mange muligheder og så stor en kapacitet indenfor en kort rækkevidde er ret unikt, fortæller Martin Perregaard-Bitsch.

Derfor handler det også at sætte fokus på området via fælles fodslag og det arbejde er i gang, fortæller direktøren.

– Det handler først og fremmest om at lave fælles fodslag, fælles markedsføring – noget, der kan koges ind til en bouillonterning. Vi er ved at lave en analyse af mødeturismen i Norge, Sverige og Tyskland for at se, hvor mange der er interesseret i den anderledes form for mødeturisme, som vi kan tilbyde i Trekantområdet. Derfor handler det også om at få fokus på området, og fortælle, at det rent faktisk generer en enorm værdi for lokalområdet, at mødeturisterne kommer siger Perregaard-Bitsch.

Bæredygtighed betyder mere og mere

De mange muligheder for møder kommer også i nye dimensioner med bæredygtighed, hvor Naturpark Lillebælt spiller en central rolle.

– Bæredygtighed spiller også en rolle, selvom det er svært. Bæredygtighed er et svært emne, og der er en masse elementer, som man arbejder med. Det handler blandt andet om hotellerne er grønne, herunder certificeringer og lignende. Vi bruger meget energi på at tilbyde nogle grønne muligheder. Vi kan noget andet. Således testede vi et møde afholdt i vandkanten, hvor man er med til at fange krabber, som Lillebælt jo er fuld af i øjeblikket, så jo flere krabber du kan fange, jo bedre gør du det for Lillebælt, siger Martin og uddyber:

– Tænk sig at holde et møde i vandkanten, hvor du skal fange krabber, koge en fond ud af dem, rense kløerne for mad, og så lave pizza i skoven. Sådan et møde er noget helt andet, men det er det, vi kan her i området. Så gør det tilmed en forskel for naturen at holde mødet på denne måde i stedet for at sidde i et konferencelokale.

De internationale gæster er klar – og nu venter et fælles koordineret samarbejde for at tiltrække endnu flere.

– Det handler først og fremmest om at se, hvilke muligheder der er i det område, vi bor i. Dernæst spørge, hvad er det vi kan, som andre ikke kan. Der er Naturpark Lillebælt en kæmpe mulighed, som vi ikke får udnyttet nok i dag. Når vi så kan se, at flere og flere trends peger på, at man ønsker noget bæredygtighed, man ønsker at være god ved naturen og det er ikke noget, der lige stopper. Det bliver ved med at eskalere, så vi tror på, at der er et stort potentiale indenfor det område her. Det handler om at bruge de unikke positioner, som vi har og få dem pakket sammen på en gode måde, så det er nemt for internationale mødebooker at booke og komme til vores område og bruge det, slutter Martin Perregaard-Bitsch.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her