Den Europæiske Union har efterhånden mange år på bagen. Siden dens oprettelse er der sket en stor udvikling, udvidelse og indflydelse. Når det kommer til danskerne og EU, så er der ikke de store udsving i tilgangen – men internt i EU, særligt, når det kommer til at lukke nye ind i klubben, har der været en stor udvikling over tid, forklarer professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Derek Beach.
Der er krig i Europa, vi har været gennem en pandemi og før den en stor finanskrise. Kriserne har stået i kø i verden og i Europa. Det har rykket EU tættere sammen på mange måder, men når det kommer til danskernes opbakning, er der ikke den store udvikling, forklarer Derek Beach. Men med det sagt, så er det ikke fordi danskerne ikke tror på EU’s muligheder. Den seneste rapport fra Eurobarometer om danskernes holdning til EU viser, at danskerne er skeptiske overfor mere EU. Omvendt viser samme rapport, at langt størstedelen af danskerne mener, at Danmark er bedre stillet indenfor EU-samarbejdet end udenfor.
– Jeg tænker ikke, at der er sket det vilde, svarer Derek Beach, adspurgt om hvordan han ser udviklingen i danskernes holdning til EU – særligt set i lyset af det flertal, der var for at afskaffe forsvarsforbeholdet.
– Vi havde selvfølgelig en afstemning om forsvarsforbeholdet. Spørgsmålet er så, hvor meget det er en ændring i EU-holdninger eller hvor meget det handler om den særlige situation? Sådan umiddelbart var det, vi skulle stemme om et mellemstatsligt samarbejde, der egentlig ikke betyder ret meget. Det er ikke noget der, for EU-kritikerne, betyder det store. Det er ikke en ret stor ændring, forklarer Derek Beach og fortsætter:
– Vi har før haft afstemninger, der blev et nej. Der er for eksempel ikke noget, der tyder på, at danskerne er vilde med at melde sig under Euroen. Der er heller ikke meget, der tyder på at melde sig ind i nye overstatslige konstellationer. Jeg tror eksempelvis ikke, at retsforbeholdet ville give et ja.
Det er lidt som at spise en rigtig god middag. Man er glad og tilfreds med det man fik, men nu er man mæt. Det smagte godt, men man vil ikke nødvendigvis spise mere
Derek Beach, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet
Derek Beach peger på, at der er flere grunde til at danskerne er skeptiske omkring EU – og i særdeleshed en styrkelse af EU. Han advarer imod at lave entydige konklusioner, men der er dog en fællesmængde, der gør sig gældende for mange.
– Man skal passe på med at sige noget generelt, for de enkelte kan have forskellige bevæggrunde. Men det vi ved er, at der er både en afstands-faktor og at Danmark ikke fylder ret meget i det store billede. Det er særligt tyskerne og franskmændene. Men på sin vis, og i modsætning til de sydeuropæiske lande, så kan vi godt lide, at vi har mulighed for at bestemme på særligt borgernære områder. Vi har meget stor tillid til Folketinget. Selv efter COVID-krisen, forklarer David Beach og fortsætter:
– Vi er et ret homogent land og danskerne har en slags stille nationalisme. Vi er ikke så meget på ’God bless USA’ og sådan. Vi skriger ikke, at Danmark er det bedste land i verden. Men der er noget ’hjemme bedst’ i forståelsen – en opfattelse, som danskerne har i høj grad. Det gør, at EU kan repræsentere uønskede kulturelle ting.
Der er forskel på folkeafstemninger og valg til Europa-Parlamentet
Det, der for nogen, kan føles som en tæt sammenhæng er i virkeligheden to forskellige ting. Derek Beach fortæller, at forskningen peger på, at der er stor forskel på danskernes tilgang til folkeafstemninger og deres tilgang til Europa-Parlamentsvalget.
– Man skal skelne mellem folkeafstemninger og Europa-Parlamentsvalg, slår Derek Beach fast og forklarer:
– For folkeafstemninger er en direkte afstemning om mere eller mindre EU. Ved valg til Europa-Parlamentet er det slet ikke det vi stemmer om. Det handler mere om hvilken type af lovgivning, vi vil have ud af EU-samarbejdet. Der, hvor der kan være en sammenhæng er, at nogle af de kritiske danskere stemmer på kritiske partier, i håbet om at de kaster grus i maskineriet. Men vi har også set, at mange tager stilling til hvilken retning, man så gerne vil have EU til at bevæge sig i, nu når vi er medlem af EU.
– Det har vi set tidligere, hvor de grønne partier i lande som Danmark og Tyskland klarer sig rigtig godt, fordi folk stemte på baggrund af politiske holdninger og ikke for eller imod EU. Du kan godt stemme nej, men samtidig synes, at når det er her, så stemmer man på et parti der er kritisk, men alligevel melder sig ind i kampen. Man skal huske, at selv socialdemokraterne har et skeptisk bagland. Det kan godt være, at der er en del socialdemokrater der har stemt nej, men der alligevel stemmer på Socialdemokratiet, fordi de gerne vil sætte den retning. De er ikke bannerfører for mere EU. Det er ikke sådan, at der fordi vi fik et ja pludselig er helt vildt mange, der melder sig ind i EU-dagsordenen og stemmer på de EU-begejstrede partier, fortsætter han.
Én udvikling er mere afgørende end nogen andre
Det kan være en svær opgave at stille en forsker spørgsmålet om hvilke tre ting, der har betydet mest for EU’s udvikling. Typisk fordi der er rigtig mange faktorer, der har bragt et fællesskab som EU til der, hvor det er i dag. Men når man spørger Derek Beach, så kommer svaret prompte:
– Euro, euro, euro, sagde Derek Beach uden at tøve, men efterfulgt af et grin. For selvfølgelig er der mange faktorer der er vigtige for EU’s udvikling, forklarer han, men der er bare ikke mange ting, der har haft lige så stor betydning som det økonomiske samarbejde.
– Et, det handler meget om, at økonomien har vokset sig sammen. Også på en måde der rent økonomisk gør, at landene ikke har interesse i at nogen melder sig ud. Det er den økonomiske integration der har muliggjort EU som vi kender det, siger Derek Beach og fortsætter:
– Det har selvfølgelig en selvforstærkende effekt. Så har det også medført, at vi har fået flere spill-over-logikker, hvor vi får positive effekter af hinanden. Når vi har et marked, giver det også god mening med fælles mønt, også selvom danskerne ikke er meget for det. EU har faciliteret en tættere økonomisk integration. Dengang EU blev skabt og den økonomiske integration og det indre marked har betydet en kæmpe rolle for, at vi har det EU som vi kender i dag.
Selvom Derek Beach peger på den økonomiske integration som værende den mest afgørende faktor, så peger han også på en anden central udvikling: Statsledernes rolle i EU. EU-systemet er delt op med Europa-Parlamentet, som den direkte folkevalgte institution, EU-kommissionen der mest af alt kan ses som EU’s regering, ministerrådet, hvor landene er repræsenteret i lovgivningsprocessen, og så Det Europæiske Råd, hvor alle medlemslandenes statsledere sidder, og som giver den overordnede politiske retning for samarbejdet. Derek Beach peger på, at sidstnævntes rolle er blevet meget større de seneste år.
– Efter at EU har fået de her kriser de sidste 10-15 år, har man for alvor skabt et forum, hvor statslederne er dem, der når det virkelig gælder, driver taktstokken. Men der er de også dybt afhængige af EU-institutionerne og embedsmændene til at oversætte deres ideer til konkrete forslag, forklarer Derek Beach.
– Man har grundet krisen og behovet for nye løsninger gjort, at statslederne er langt vigtigere end de var før krisen den kom og før man gav Det Europæiske Råd den funktion det har nu. Det har ændret karakteren af EU-samarbejdet. På sin vis har man generalister (det vil sige statslederne) der kan se, at EU kan bruges til at løses problemer – og så uddelegerer de til embedsmændene i EU at lave forslagene. Det har været en stor ændring i måden, EU fungerer på, men har også muliggjort at statslederne, det højeste politiske niveau, kan bruge EU som et redskab til at løse nogle af de helt store udfordringer vi står overfor, fortsætter han.
– Det er noget jeg selv har forsket i og man må sige, at det har ændret sig meget. Det er et andet EU, vi taler om i dag. På sin vis langt mere problemløsende. Men selvfølgelig skal der være politisk vilje på højeste niveau. Når der er vilje, bliver der lavet en vej. Før kriserne var der ikke en måde at lave her vej på, siger Derek Beach.
Demokratisk legitimitet eller illegitimitet?
EU har i mange år fået skyld for at lide af et demokratisk underskud, hvor der ikke var folkevalgte til at kontrollere magthaverne på vegne af borgerne. Europa-Parlamentet er et bud på en demokratisk vogter – og man kunne måske tænke, at de folkevalgte statsledere i Det Europæiske Råd ville bidrage til en større legitimitet. De er jo trods alt alle sammen valgt i deres respektive hjemlande. Men for Derek Beach er det lige omvendt.
– Jeg vil sige, at det svækker den demokratiske legitimitet. Her har man generelt en effektivitet vs. Legitimitet. Skulle EU have mere legitimitet, så ville vi få et mere parlamentarisk EU, hvor Europa-Parlamentsvalget virkelig betyder noget og at det er dem, der laver en regering. Det er lidt det de har forsøgt, men ikke er lykkedes med, siger Derek Beach og fortsætter:
– Ja, statslederne er valgt. Men de er ikke nede i detaljerne. Så man får en legitimering på det allerhøjeste niveau. Men ved vi overhovedet, hvad Mette Frederiksen laver i Det Europæiske Råd? Nej, for de er hemmelige. Det er kun hende der ved, hvad der foregår. Mange lande har slet ikke et Europa-Udvalg. Så i princippet kan du få nogen der går ind og siger noget, der går imod et mandat hjemmefra. Der er ingen eller meget lidt kontrol. Man får en legitimitet ved at forsøge at hjælpe, men selve løsningen, fordi de ikke selv kan løse det, er hjælp fra eksperter og embedsmænd – uden en proces der ligner noget parlamentarisk med udvalg og folkevalgte der kan hamle op med eksperter fordi de specialiserer sig.
Ungarn har gjort det svært for nye lande at komme med
Der er ingen tvivl om, at en række lande gerne vil være med i EU-fællesskabet. Der er heller ingen tvivl om, at det også er ønsket for EU-Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen. Men det bliver ikke noget let opgave, spår Derek Beach. Der er lande, der har vist sig ikke at være klar før de kom med – og det har gjort det svært for nye lande at komme med.
– Et land som Ungarn påvirker selvfølgelig negativt. Man har lært meget af det, der er foregået i både Polen og Ungarn. Det har gjort, at en kommende udvidelse er stort set umulig, sår Derek Beach fast.
– Vi har en lang tradition for at modtage lande, der slet ikke er klar. Bare tag dengang Grækenland kom med. Læren af dengang var ”aldrig mere Grækenland”. Kravene blev skruet op. Det til trods gav det stadigvæk store udfordringer. De nordiske lande var mere en no-brainer med fine økonomier og gode demokratier og retsinstanser, men 2004-udvidelsen var langt sværere. Og det blev endnu sværere efter det, forklarer han og fortsætter:
– Og selv der, så er man måske ikke gået nok til den. Og nu har vi set, at det Polen og Ungarn har vist er, at når man først er kommet ind, så kan man gøre, hvad man vil. Ungarn levede virkelig op til de krav, der var sat, de var næsten et mønsterland. Men de har nu valgt en helt anden vej. Men når du er med i klubben, så er det rigtig svært at gøre noget.
Mange har ytret ønske om, at Ukraine skal lukkes ind i EU-folden. Dog har der også siden den første optimisme været klare beskeder om, at de selvfølgelig skal leve op til de nødvendige krav. Og det kræver store reformer – også for Ukraine, forklarer Derek Beach.
– Jeg tror godt nok, det er svært. Domstolene, for at et eksempel, skal godt nok være uafhængige og leve op til de bedste retsstatsprincipper. Det kommer nok til at kræve forfatningsændringer og så videre. Jeg tænker, at det kan godt være, at man starter en proces, men jeg tror ikke på en udvidelse i den næste generation. Det er blandt andet på grund af Ungarn, at nu vil man være ekstra påpasselig. Særligt med et land på størrelse med Ukraine, siger Derek Beach og fortsætter:
– Man har ikke officielt åbnet forhandlinger med Ukraine, men man har sendt det signal. Så er spørgsmålet, om de er villige til at gennemføre de store reformer, det kræver. Måske tænker de, at det er så langt ude i fremtiden, at det ikke bliver i deres regeringsperiode, og så mister de måske modet på at lave de store ændringer. Det har vi blandt andet set med Tyrkiet. Så begynder de at lave andet politik i stedet.
Er det rimeligt eller ej? Det er et svært spørgsmål, særligt i en tid, hvor det meste af Europa står bag Ukraine og vil gøre, hvad der er nødvendigt for at hjælpe dem.
– Om det er rimeligt, kommer an på, hvad man forestiller sig med EU. Men jeg vil sige, at det er rimeligt. Hvorfor betyder det her noget? Hvorfor er vi interesserede i om Polen og Ungarn har tvivlsomme domstole? Fordi vi har set lederen i Ungarn have en kreds af venner, der har magtfulde økonomiske positioner i landet. Hvorfor er de venner med ham og støtter ham? Fordi han kan finansiere projekter til dem gennem EU, hvor de måske ikke skal overholde alle regler. Det er ret korrupt, forklarer Derek Beach og fortsætter:
– Når man ikke har ordentlige domstole, er der ikke noget at komme efter. Der er ingen steder at gå hen, hvis man synes, det er korrupt og man vil straffe folk. Der er ingen til at holde øje med, hvordan det foregår. Kommissionen forsøger, men det har begrænsede muligheder for det. Så ja, hvis pengene ikke skal misbruges til noget andet af sådan nogle som Orban og hans lakajer, så er man nødt til at have ordentlige krav. Det er både korruption, men også deres demokratiske stabilitet.
– Når samarbejdet er så forpligtende, så er vi nødt til at kunne stille krav, lyder det afsluttende fra Derek Beach.
