Skal en pensionist have lommeregner og revisor for at gå til yoga, så har vi forvekslet velfærd med regneark.

En dom i en tysk sag om golf (Dom C-488/18 – Golfclub Schloss Igling eV) har  medført, at danske sanglærere, yogainstruktører, keramikværksteder og danseskoler skal momsregistreres, det ikke en teknisk detalje. Det er EU-ret, der styrer dansk praksis på et område, som rammer bredt i hverdagen – og især rammer de små.

Danmark har afgivet mere kontrol over sin egen skatte- og afgiftspraksis, end de fleste borgere er blevet reelt oplyst om. EU siger formelt, at der “kun” harmoniseres indirekte skatter som moms – men i praksis ender EU-Domstolen med at afgøre, hvad Danmark må fritage og hvad der skal pålægges moms, uanset danske politiske ønsker.

Det groteske er, det rammer dem, vi burde klappe af: de ældre, der faktisk holder sig mobile og i gang. Seniorer der går til motion, yoga, dans eller sang – ikke for at blive Instagram-fit, men for at kunne klare hverdagen, undgå fald, bevare styrke, hjerne og balance og i sidste ende spare samfundet for dyr pleje og indlæggelser.

Hvad får de ældre som tak? Prisstigning og ny regeljungle.

Først laver systemet incitamenter for forebyggelse og “aktiv aldring” – og bagefter beskatter og besværliggør man netop de aktiviteter, der holder folk selvhjulpne. 

De centrale EU-domme kom allerede i 2019, men først nu – i 2026 – rammer ændringerne for alvor. En implementering, der er ekstremt detaljeret, administrativt tung, og med konsekvenser, som små aktører næppe kan bære.

I stedet for en enkel model, forsøges at købe politisk ro ved at kaste et nyt fradrag efter borgerne. Her rammer det ældre igen: Hvis gevinsten ved et fradrag eller en “kompensationsordning” bliver ædt op af ekstra bøvl, ny dokumentation og behov for rådgivning, så er vi tilbage ved klassikeren: administrativ hat og briller – og nul forbedring i hverdagen.

Små udbydere fanget mellem moms og GDPR når man placerer et urimeligt ansvar hos de mindste udbydere: sanglæreren, yogainstruktøren, danseskolen, keramikholdet. De skal fremover skelne mellem under/over 30 år, vurdere “erhvervsmæssigt formål”, lægge moms på noget, – men ikke andet – og nogle steder også navigere i lønsumsafgift.

For at gøre det “rigtigt” skal de dokumentere kundernes alder og status. Hvordan gør man det uden at komme på kant med GDPR? Skal man kræve billed-id? Registrere fødselsdato? Opbevare dokumentation? GDPR siger dataminimering – momssystemet siger “dokumentér”. Det ender i et krydspres mellem to regelsæt, hvor den ene lov kræver mere, mens den anden begrænser, hvad man må indsamle. Opstår en fejl, er det ikke Bruxelles, der får bøden. Det er den lokale ildsjæl med en enkeltmandsvirksomhed.

Når reglerne bliver så komplekse, at myndighederne må lave guides og webinarer for at forklare, hvordan almindelige mennesker ikke begår fejl, så har vi et demokratisk problem. Et skattesystem bør være til at forstå og kontrollere. Her er vi endt med et minefelt af EU-domme, danske styresignaler og GDPR-regler – og en regning, der lander hos borgere og små virksomheder.

Danmark burde insistere på en langt simplere linje: mindre overimplementering, mere national selvbestemmelse – og regler, der gør det let at gøre det rigtige.