I sidste uge havde vi fornøjelsen af at have Lærke Winkler Naver i praktik her på AVISEN. Lærke går til dagligt i 9. klasse på Fredericia Realskole og spiller håndbold for FHK’s U15-pigehold i sin fritid. Under sin praktik valgte Lærke at undersøge, hvorfor mange unge håndboldspillere stopper med sporten eller skifter til andre klubber, når de når efterskolealderen. Hun skrev en artikel om de udfordringer, FHK’s ungdomsafdeling står overfor i forhold til at fastholde talenter. Lærke ønskede især at lære, hvordan man stiller dybdegående spørgsmål og gør journalistiske tekster spændende at læse. Her kan du læse hendes artikel:
I Fredericia Håndboldklub har der de seneste år været stort fokus på udviklingen af unge håndboldtalenter. Klubben arbejder målrettet fra børnehåndbold med at udvikle det enkelte individ, så hver spiller gradvist bliver bedre. På deres hjemmeside beskriver de, at de har høje forventninger til ungdomsspillerne. Men lever klubben faktisk op til de store krav, de selv har sat? Er talenterne allerede til stede fra starten, eller udvikler de sig naturligt? Gør klubben virkelig det, der er beskrevet på hjemmesiden, og er ungdomsholdene lige så gode, som de selv hævder?
Det undersøgte jeg ved at tale med Mie Kjærgaard, som er ungdomskoordinator i FHK, for at høre, hvordan ungdommen udvikler sig, og hvad klubben gør for at være så attraktiv, at folk ønsker at spille der.
Mange børn og unge håndboldspillere vælger FHK som deres klub.
– Vi har allerede mange unge spillere i klubben. Vi gør egentlig ikke noget helt specielt for at tiltrække dem, men vi bruger selvfølgelig de sociale medier til at informere om, hvad der foregår i klubben. Mange følger med der og ser, hvilke hold der spiller i hvilke rækker, især på de ældre årgange, og det tiltrækker altid nye spillere. Vi gør ikke noget specielt for at tiltrække nye spillere, men vi gør en indsats for, at de bliver her, fortæller Mie Kjærgaard.
På pigesiden er der sommetider ret stor forskel på antallet af spillere. Fx er der på U-15 pigerne 31 spillere og 3 hold, hvorimod der hos U-17 pigerne kun er 14 spillere og 1 hold.
– Det skyldes, at mange af U17-pigerne er på efterskole lige nu. Vi har sendt næsten alle afsted, undtagen to piger, som stadig er her. Der er ganske få, der er stoppet, men det har ikke den store betydning. Når man når U15 og U17, begynder kærester, byture og arbejde at spille ind, og så er der altid nogle, der falder fra. Det kan vi ikke undgå, men vi prøver selvfølgelig at gøre det så attraktivt som muligt at blive i klubben, siger ungdomskoordinatoren.
Mie forklarer, hvordan de arbejder på at få de spillere, der har været på efterskole, til at vende tilbage til klubben.
– Vi har oprettet en Facebook-gruppe for både drenge og piger, hvor de bliver inviteret til fællesspisninger og træninger, når de er hjemme fra efterskole. Vi arrangerer også weekender med forskellige aktiviteter, så de stadig føler sig som en del af klubben, selvom de er på efterskole. De unge mennesker skal selv tage initiativ til at deltage i de tilbud, der er. Indtil videre har nogle deltaget i stævner, selvom de går på efterskole, og på pigesiden bliver de også inviteret med til det afsluttende påskestævne, fortæller hun med smil.
Klubben arbejder også på at holde på spillerne, så de ikke stopper eller skifter til en anden klub.
– Vi forsøger at arrangere sociale aktiviteter. Der bliver lavet noget for U17-drenge, noget for U17-piger og noget fælles. Sidste år arrangerede klubben en galla for dem alle, med spisning, pænt tøj og aktiviteter. Det var en god oplevelse for dem og et godt initiativ. Vi har også oprettet et ungeråd med tre unge, der skal arrangere aktiviteter for deres holdkammerater.
På FHK’s hjemmeside står der, at de opfordrer til, at den enkelte spiller bliver i klubben, indtil ungdomsuddannelsen er færdig. Mie forklarer, hvorfor de opfordrer til det.
– Det gør vi, fordi vi mener, at de kan udvikle sig mest her hos os, og fordi vi gerne vil beholde de gode spillere, indtil de er klar til at tage næste skridt. Med hensyn til U17-drengene er mange på efterskole, og nogle få er stoppet på grund af arbejde, men vi har fået 60-70% nye spillere i år. Der har vi i hvert fald haft stor tilgang.
Udover Mies udtalelse har jeg også talt med U-17 pigernes træner, Niels Sell. Mange af pigerne fra årgang 2008 er taget på efterskole, og det kan ifølge træneren sommetider mærkes.
– Vi mærker det ved, at vi nu kun har ét hold. Hvis 08’erne stadig var her, ville vi have to hold. Det giver os dog nogle ekstra muligheder, da vi gerne vil bevare kontakten med dem, der er på efterskole. Vi forsøger at fastholde denne kontakt, så selvom de er væk, vil vi gerne have dem tilbage, når de har mulighed for det. Det kunne for eksempel være i ferierne, som nu i efterårsferien, hvor vi håber, at de vil komme hjem og træne med os. Til daglig tænker vi ikke så meget over det, men vores opgave er at sørge for, at de alle kommer hjem igen, siger han.
Efter et efterskoleophold kan mange godt blive i tvivl om, de stadig gerne vil spille håndbold. Niels forklarer, hvordan de sørger for, at dem, der har været på efterskole, kommer tilbage til klubben.
– Vi planlægger at holde kontakten ved lige gennem vores trænerteam. Nogle efterskoler deltager ikke i den turnering, som klubspillerne er en del af, men hvis de har lyst, kan de stadig spille på vores hold i weekenderne. Hvis de får fri fra efterskolen tidligt i en weekend, har vi inviteret dem til at træne med os. Der er allerede et par stykker, der har gjort det, og det har været rigtig godt, da det hjælper os med at bibeholde kontakten, fortæller U17-træneren og fortsætter:
– Vi har også oprettet en Facebook-gruppe og en Messenger-gruppe med alle dem, der er på efterskole, så vi kan fortsætte med at holde kontakten. Vi har tænkt på måske at sende en lille julegave til dem, så de ved, at vi tænker på dem. For os handler det om, at vi før sommerferien havde fokus på at give dem et godt sidste skub, så de tænker tilbage på, hvordan det var at spille i Fredericia. Hvis vi viser interesse for dem og viser, at vi gerne vil dem, tror jeg, de også vil føle tilknytning til os trænere og til klubben.
Der er dog ikke store ændringer i træningen, selvom nogle af efterskoleeleverne deltager.
– Det afhænger af, hvad vi fokuserer på. Hvis vi skal øve systemer eller angreb, er der måske ikke lige så meget fokus på dem, men i alle andre øvelser er der lige så meget fokus på dem som på alle andre spillere. De kommer for at få noget ud af træningen, og det er vores opgave at sikre, at de får det. De skal ikke bare møde op for at være statister; de er en integreret del af holdet, når de deltager i træningen, udtrykker Niels Sell.
Udover at dem, der går på efterskole, kan deltage i træninger, har de også mulighed for at deltage i stævner.
– Vi deltog i Ribe Cup her i august, hvor vi havde tre fra efterskole med. De er altid mere end velkomne til at deltage i stævner, afslutter træneren med en opfordring.