Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Fredericia Kommune, er stærkt utilfreds med den økonomiske styring og ledelse af børne- og skoleområdet. Han kræver, at skoleområdet sættes under administration af økonomiudvalget, da den nuværende politiske ledelse har fejlet gentagne gange. Det sejler, siger han!

Tommy Rachlitz Nielsen holder af skoleområdet, og fortæller passioneret, hvad det betyder for Fredericias udvikling, at byen kan levere en god grundskole til befolkningen. Det gælder både for borgerne i byen, men også for kommende tilflyttere, og lige nu sejler det, mener han. Han peger på dårlig og manglende kommunikation, utilstrækkelig budgetopfølgning og svigtende kvalitet i folkeskolen som uacceptable forhold, der kræver øjeblikkelig handling og gennemgribende analyse. Det er tid til at handle for at sikre en stærk folkeskole i Fredericia.

– Mine første tanker er, at jeg bliver sur. Jeg bliver sur over, at vi ikke bliver bedre orienteret. Der er ingen tvivl om, at skoleudvalget igen kommer til økonomiudvalget for at bede om penge, indleder Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Fredericia Kommune og fortsætter:

– I det private erhvervsliv har vi det sådan: Kan vi se, at det skrider, og der kommer til at mangle penge, så benytter vi os af det, der hedder early warning. Revisor og bank kontaktes hurtigst muligt. Vi informerer om, at der er udsigt til problemer, og vi skal bruge noget at stå imod med. Det princip bruger vi ikke her. Her tager man bare og venter til budgetopfølgningen, selvom de har vidst, at det var på vej.

Tommy Rachlitz Nielsen mener ikke, at den socialdemokratiske stemmesluger, Ole Steen Hansen og hans udvalg har gjort det godt nok. Arkivfoto: AVISEN

– Nu håber jeg godt nok, at mine politiske kolleger har vidst, at det var på vej. Vi bliver udfordret i kommunen, når skaden er sket. Det duer ikke. Skaden er sket. De har hele tiden haft problemer i deres udvalg, om det er skoleområdet eller familieområdet, det er jeg ligeglad med, fordi det er indenfor et område, hvor de har det økonomiske ansvar, og de skal melde ind. Det er ikke tilfredsstillende, at vi først hører om det sent hver gang, siger han.

Tommy Rachlitz Nielsen bemærker, at borgmesteren ikke mener, at det er lovligt at overtage ledelsen af områdets økonomi, men det mener den konservative formand er noget vrøvl:

– Jeg mener klart, at vi skal overveje at sætte området under administration i økonomiudvalget i stedet, præcis på samme vis som man sætter kommuner under administration, når de ikke har orden i finanserne. Selvom borgmesteren ikke mener, at det kan lade sig gøre, så er jeg uenig. I sidste ende er det borgernes pengekasse, vi skal hente pengene i, og derfor skal vi også som kommunalbestyrelsesmedlemmer kunne bestemme det. Det er i sidste ende os, der bestemmer. Jeg mener, ansvaret ligger på byrådet i sidste ende, hvor beslutningerne tages.

Flere udvalgsmedlemmer har stor lokalpolitisk erfaring, burde de ikke være de rigtige til at løse opgaven?

– Jeg mener helt klart, at den politiske ledelse har fejlet, derfor vil jeg også løfte det væk fra udvalget. De har fejlet deres opgave. Jeg er med på, at de ikke sidder med den daglige drift og budgetterne, men de har ansvaret for at iværksætte aktioner, der kan forhindre sådan noget her. Når vi ser det skride gang på gang, så har man også bare at have en tættere budgetopfølgning end det, vi ser her, hvor vi hver tredje måned får at vide, hvad der går galt. Det er simpelthen ikke godt nok, Nielsen og tilføjer:

– Var det en virksomhed, der var på ”skideren”, som man ser her, så ville man køre ugentlige budgetopfølgninger. Længere er den ikke. Det arbejde her er elendigt.

Vi hører fra Fredericia Lærerkreds formand, Per Breckling, at besparelserne på folkeskoleområdet også spiller en stor rolle, når det kommer til kvalitet, trivsel, sygdom og økonomi, gør det ikke indtryk?

– Det er ikke fordi, jeg taler imod, at vi skal gøre noget. Jeg synes bare efterhånden, at vi ser et meget tydeligt billede af et skoleområde, der i den grad sejler i Fredericia. Økonomien sejler, men det er faktisk ikke det værste. Det værste er, at kvaliteten i folkeskolen sejler. Det kan vi ikke være bekendt. Vi skal have en stærk folkeskole i Fredericia. Vi kommer lige ud med dårlige resultater på karakterområdet, når vi så har slugt det ekstremt bitre bolsje, hvor det går den forkerte vej igen, så kommer der en ny undersøgelse, der viser, at trivslen er vigende. Så er det klart, at jeg spørger mig selv, hvad der leveres af kvalitet fra den afdeling? siger den konservative byrådspolitiker.

Gruppeformanden langer kraftigt ud efter den mangeårige politik om stilhed og ro på skoleområdet. I stedet for den ønskede stabilitet har denne tilgang ført til økonomisk kaos, svigtende resultater og en markant forringelse af kvaliteten i folkeskolen. Nu kræver han en omfattende analyse og hurtig handling for at rette op på de alvorlige problemer og sikre en bedre fremtid for byens skoler.

– Siden jeg kom i byrådet, har man brugt en retorik om, at man ikke skulle sige noget på skoleområdet, og den går tilbage til skolestrukturdebatten og ændringen af skolestrukturen. Området skulle have ro; vi skulle ikke sige noget, vi skulle ikke lave ballade, for der skulle ro til. Men ved du hvad, vi har haft ro i 10 år. Ro har resulteret i en dårligere økonomi, dårligere resultater og en dårligere kvalitet i folkeskolen. Det er direkte uacceptabelt. Vi har ikke brug for ro. Vi har brug for en analyse og handling, lyder det fra Tommy Rachlitz Nielsen.

Ny politisk ledelse

Gruppeformanden kritiserer samtidig den nuværende struktur og ledelse på skoleområdet. Han påpeger, at der er brug for en grundlæggende ændring, da det nuværende setup ikke fungerer, og fremhæver, at når udvalget ikke løfter opgaven, må byrådsmedlemmerne gribe ind. Han insisterer på en grundig analyse af skoleområdet, som også skal inkludere skolestrukturen, og mener, at ingen områder bør være fredet, når resultaterne er så dårlige. For at sikre en folkeskole, som Fredericia kan være stolt af, skal alt undersøges og forbedres, og på spørgsmålet om udvalget bør have en ny politisk ledelse, svarer han:

– Jeg kan ikke blande mig i de andres organisering, men jeg kan konstatere, at det vi har nu, ikke fungerer. Det fungerer ikke på skoleområdet. Vi har brug for noget andet. Jeg ser klart et problem, når du spørger til persongalleriet i udvalgstoppen; for man bliver jo tøsefornærmet, når man siger noget. Det er jo udvalgets opgave, får jeg at vide, men når udvalget ikke løfter opgaven, så skal jeg som byrådsmedlem sige fra, mener Tommy Rachlitz Nielsen og slutter:

– Hvis de ikke er opgaven voksen, så er jeg nødt til at løfte pegefingeren. Jeg har sagt mange gange, ja, jeg kan ikke engang huske, hvor mange gange; men jeg har sagt, at vi skal have en grundig analyse af skoleområdet, der gennemlyser alt. Den skal vi have, og Ole Steen har sagt, at det ikke handler om skolestrukturen, og der må jeg bare sige: Jo! Det handler også om skolestrukturen. Der er intet, der er helligt, når man leverer så dårlige resultater, så har man pligt til at kigge på alt. Der er ikke noget, der ikke skal vendes, det gælder i øvrigt også udvalget og deres kompetencer. Vi skal have kigget på alt, fordi Fredericia skal have en folkeskole, som vi kan være bekendt.

Læs også