Christian Lynggaard har været et kendt ansigt i Fredericia Håndboldklub, men nu sidder han i Middelfart Byråd. Vejen til, hvor han er i dag, har ikke været uden bump på vejen.
1, 2, 3, Lynggaard er en mur.
Sådan lød det utallige gange i Fredericia Idrætscenter, da Christian Lynggaard gang på gang leverede redninger, der fik tilskuerne til at juble og modstanderne til at ryste på hovedet. I 00’erne var han en uforlignelig målmand for Fredericia Håndboldklub, et ikon i en tid, hvor hans fantastiske reflekser og urokkelige koncentration blev legendariske. Men årene er fløjet af sted, og 00’erne er nu et minde, 10’erne en fjern fortid. Vi står nu i 2024, og i en travl hverdag, hvor Lynggaard jonglerer med undervisning på HF i Aabenraa, politisk arbejde i Middelfart Byråd, far til Jacob på 16 år og Karen på 14 år, håndbold på 3. divisionsholdet i Vejle, hvor han også er målmandstræner fra U17 og opefter, har han fundet tid til at kigge tilbage på sin rejse fra håndboldbanens gulv til byrådets pulserende arbejdsrum. Fra at være en mur for modstandernes angreb til nu at stå som politisk skikkelse, hvor han arbejder for at bygge nye fundamenter i sit lokalsamfund.
Lynggaard, der oprindeligt stammer fra Mors, begyndte sin håndboldrejse i 00’erne, da han blev en fast del af Fredericia Håndboldklubs ligahold. Det var en tid med både udfordringer og triumfer, en tid hvor han voksede fra at være en målmand med ambitioner til et sandt klubikon.
– Det var en fantastisk tid at spille på højt niveau. Det er jo noget, man kan se tilbage på med stolthed. Det er jo også en tid, hvor man prioriterer nogle ting fra, kan man sige. Jeg studerede i mange år på Syddansk Universitet, samtidig med at spille håndbold på højt niveau. Rigtig mange af dem, jeg studerede sammen med, de holdt jo tit fester og sådan noget. Dem kunne jeg jo ikke deltage i. Så jeg gik også lidt glip af det sociale liv der. Men jeg fik jo så meget af det sociale igennem håndboldklubben og dem, man var sammen med der,” siger Christian Lynggaard og reflekterer over de ofre, der blev gjort for håndbolden.
Selvom han ikke kunne følge med i alle de sociale begivenheder, som hans studievenner deltog i, fandt han en særlig form for fællesskab i håndboldklubben.
– Så der er jo altid nogen. Der er jo fordele og ulemper ved tingene. Men jeg har jo fået, altså det var jo det, man drømte om, da man var dreng. Det var jo at se, hvor langt kunne talentet række. Man trænede jo hårdt, og hele tiden kunne man se at, så rykkede man sig måske lige et niveau længere. Lige pludselig kunne man begå sig med nogen, som man troede, det ville være svært at begå sig med, siger Lynggaard.
Fra Mors til Fredericia
Christian Lynggaard, der kom til Fredericia Håndboldklub fra Mors i start-00’erne, fortæller om, hvordan han gjorde sit valg for at udvikle sig videre som spiller.
– Jeg kom fra Mors. Jeg spillede 2. division på det tidspunkt på Mors, og der rykkede jeg til Fredericia. Jeg havde også tilbud fra Aalborg, og var til kampe og prøvetræninger oppe i Aalborg. Det var i 2002, hvor jeg så rykkede til Fredericia. Jeg mener ikke, at man havde historiestudiet i Aalborg, men ellers lå der jo nogle muligheder for, at jeg kunne komme til Aalborg og spille dengang. Jeg kendte dog ikke så mange. Jo, jeg tror, jeg kendte Christian Bach fra ungdomslandsholdet, men ellers var det Simon Krogh, som jeg havde et godt forhold til og var meget tæt med omkring det, da jeg spillede på ungdomslandsholdet. Simon spillede i Fredericia og det gjorde udslaget, siger Lynggaard.
Lynggaard beskriver, hvordan det i sidste ende blev Fredericia, der blev hans valg.
– Jeg skulle jo videre, hvis jeg skulle forblive omkring landsholdet. Jeg kunne jo selvfølgelig også godt gå til Aalborg. Aalborg var en klub, der har spillet flere år i ligaen. De havde også en dygtig og ældre målmand, og en anden talentfuld målmand. Jeg kunne godt se, at jeg ville være der som måske nummer to, og hvis det gik helt galt, kunne jeg næsten gå ned som nummer tre i hierarkiet. Men i Fredericia havde jeg muligheden for måske at være nummer et. På det tidspunkt havde de Johnny Ebbesen og Lars Knudsen. Jeg vidste ikke så meget om klubben, men jeg vidste, at der måske var nogle muligheder for at få spilletid. Så det var derfor, det blev Fredericia. Jeg kunne se nogle muligheder for udvikling, især i en tidlig alder, siger Christian Lynggaard.
Højdepunkterne på banen
Lynggaard ser tilbage på sin storhedstid på håndboldbanen med en følelse af stolthed over de erfaringer, han fik både som spiller og som menneske.
– Jeg fik landskampe i 2003. Jeg havde jo et rigtig godt første år i Fredericia. Selvom vi kæmpede for at blive i ligaen, havde jeg personligt rigtig mange gode kampe på et højt niveau. Det blev jo så også belønnet med, at jeg blev udtaget til en A-landsholdstrup, der skulle spille en fire-nations-turnering i Belgien. Der fik jeg to halvlege. Jeg stod en halvleg mod Slovenien og en halvleg mod Island, og Serbien var også med. Vi vandt fire-nations-turneringen. Det må nok være håndboldmæssigt det største, at få lov til at repræsentere sit land i landskampe.”
Han husker også den utrolige stemning mod Kolding i 2002, en kamp der for evigt vil være indprentet i hans hukommelse.
– Det var helt vildt. Jeg tror, det var den vildeste stemning, jeg har været i. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg tror, brandmyndighederne ikke skulle have været inde til den kamp, fordi det var helt vanvittigt, hvor mange folk der var i Fredericia den dag. Stemningen var elektrisk, og jeg kan næsten få gåsehud, når jeg tænker tilbage på det, siger Lynggaard om kampen, der endte med en FHK-sejr på 32-25 efter at have været nede i sækken ved pausen.
På KIF-mandskabet husker Lynggaard, at der var spillere som Sindre Walstad, Lasse Boesen, Bilal Suman og andre Kolding-stjerner.
– Vi var oprykkere, og ingen forventede noget af os. Alt gik op i en højere enhed for os i anden halvleg, hvor vi pludselig scorede på alt og jeg havde en masse redninger, husker Lynggaard.
Skaderne, der ændrede karrieren
Men lige som Lynggaard havde etableret sig som en solid ligamålmand, blev han ramt af en række skader, der kom til at ændre hans karriere.
– Jeg fik nogle alvorlige skader tilbage i 2012. Jeg fik en nethindeløsning på mit højre øje og en alvorlig hofte skade, som gjorde, at jeg måtte stoppe på højeste niveau i håndbold. Det var en tid, der var meget udfordrende for mig. Jeg var nødt til at gennemgå to store operationer, og det var klart, at det satte en stopper for mange af de mål, jeg havde haft i forhold til min håndboldkarriere, siger Lynggaard og peger ned på hoften.
Lynggaard beskriver, hvordan han forsøgte at fortsætte trods skaderne, men at det til sidst blev for meget.
– Jeg spillede alligevel, men med mega mange smerter. Det var helt vildt – jeg var under behandling hele tiden. Jeg begyndte også at få problemer med øjet. Det blev som om, det øverste del af mit synsfelt var forsvundet, og det begyndte at flimre. Jeg gik til lægen, men først da man undersøgte min hofte ordentligt, fandt de ud af, hvad der var galt. Jeg var tæt på at få et meget alvorligt synstab, fordi jeg ikke havde fået behandlet min nethindeløsning hurtigt nok, fortæller Christian Lynggaard.
Midt i den turbulente periode med både fysiske skader og psykisk pres, oplevede Christian Lynggaard noget, der satte hans liv i perspektiv. Det, der begyndte som en kamp mod kroppen, tog en ny, uventet drejning, da hans sind også blev ramt. Det var en oplevelse, der overgik alt, hvad han tidligere havde mødt på banen.
– Efter det, så fik jeg et panikangstanfald i slutningen af sæsonen i 2011/2012 sæsonen. Jeg troede næsten, at jeg skulle dø. Det var nok en af de værste oplevelser, jeg har haft. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende før. Det var så intenst, at jeg ikke kunne forstå, hvad der skete med mig. Jeg var meget bange og følte, at jeg var ude af kontrol og troede et eller andet sted at jeg skulle dø. Det var virkelig skræmmende, siger Christian Lynggaard.
Jeg spillede næsten ikke håndbold i tre år derfra, da jeg først skulle komme mig over flere øjenoperationer, og den store hofteoperation i 2014. I 2017 fik jeg efter nogle gode sæsoner i GV EJBY/Team Vestfyn et tilbud om at vende tilbage til Håndboldligaen, da SønderjyskE havde skader på målmandsfronten. Det var fedt at komme tilbage, og mærke suset igen.
Fra håndboldbanen til politisk arena
I dag spiller Christian Lynggaard stadig håndbold, dog ikke på så højt niveau. Han forsikrer dog om, at der ikke går øl i den på det Vejle-hold han spiller for. Men tiden med harpiks er blevet mindre, og der er derfor tid til at sidde i Middelfart byråd for Konservative, som han blev valgt for ved kommunalvalget i 2021.
– Det har været en læringsproces. Hvis du ikke er født ind i politik, er det noget, man skal lære. Men jeg har lært meget om, hvordan tingene fungerer. Jeg tror, det er en fordel at have erfaring fra politiske processer, fordi det gør dig bedre rustet til at navigere i det politiske spil, siger Lynggaard.
Han reflekterer også over, hvordan hans baggrund fra sportens verden har været med til at forme hans politiske karriere.
– Jeg er nok en person, der går meget op i ordentlighed. Jeg prøver altid at gøre det, jeg siger. Jeg tror, det er en styrke, men det kan også være en ulempe i politik, hvor der nogle gange er plads til smarte løsninger. Jeg arbejder dog altid på at skabe et samarbejde, der er ordentligt, fortæller Christian Lynggaard.
En travl hverdag
Med mange opgaver på sin tallerken – som byrådsmedlem, lærer i Aabenraa, far til to, målmandstræner og håndboldspiller for Vejles 3. divisionshold – er det en travl hverdag, Christian Lynggaard står overfor.
– Det handler om struktur. At du er god til at få struktureret din hverdag. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg tror også, det er noget, man lærer fra elitesporten, at arbejde under tryk og drive. Hvis man har en travl hverdag, skal man være god til at finde balancen. Når jeg så har tid til at hvile, er jeg virkelig god til det, så jeg får ladet batterierne op, slutter Christian Lynggaard.
Christian Lynggaard har gennemgået mange faser i sit liv – fra redninger som håndboldmålmand og skader til politisk ansvar og lærerarbejde. Han er ikke kun en tidligere håndboldspiller på topniveau, men også et levende bevis på, hvordan man kan rejse sig efter modgang, finde nye mål og fortsat stræbe efter udvikling. Selvom han har afsluttet sin håndboldkarriere på højt niveau, er hans rejse langt fra over.
Med de mange jern i ilden og et klart blik på fremtiden, har Lynggaard formået at omforme sin livserfaring til noget positivt. Den disciplin, dedikation og de strategiske beslutninger, han engang trak på banen, anvender han nu i sine politiske og pædagogiske roller. Hvad end det er at undervise i Aabenraa, arbejde i Byrådet eller spille for Vejles 3. divisionshold, er hans drive for at gøre en forskel tydeligt.
Christian Lynggaard er et vidnesbyrd om, at selv efter de sværeste øjeblikke, kan man finde en vej videre – ikke kun for sig selv, men for samfundet omkring sig. Hans historie er langt fra slut, og den næste etape i hans liv og karriere bliver spændende at følge.
