Sagen om det mangeårige byrådsmedlem Turan Savas (A) fra Fredericia har taget en ny drejning, efter at By-, Land- og Kirkeministeriet har modtaget menighedens høringssvar. Ministeriet oplyser, at det nu er i gang med at tage stilling til det videre forløb. Dermed er sagen, som blev afsløret af Weekendavisen, nået til et stadie, hvor en formel vurdering af både den politiske og økonomiske håndtering vil blive foretaget.

Savas har været under skarp kritik, efter at Weekendavisen afslørede hans mulige dobbeltrolle som formand for både Fredericia Moské og Fredericia Tyrkisk Kulturforening. De to organisationer deler adresse på Korskærvej i Fredericia, og ifølge Weekendavisen er begge tæt forbundet til den tyrkiske regering gennem Diyanet, Tyrkiets statslige direktorat for religiøse anliggender.

Det er især modtagelsen af offentlige tilskud, der har vakt opmærksomhed. Tyrkisk Kulturforening modtog i 2022 hele 120.000 kroner i kommunal støtte som en folkeoplysende forening, men regnskaberne viser, at midlerne kan være blevet brugt på moskéens aktiviteter. Savas har efterfølgende anerkendt, at der tidligere har været en sammenblanding af regnskaberne, men han afviser, at støtten fra Fredericia Kommune er blevet brugt forkert. Han understreger, at de nødvendige ændringer i forhold til foreningens CVR-nummer og vedtægter nu er igangsat.

Mens sagen fortsat efterforskes, afholder Turan Savas sig fra yderligere kommentarer, men det er bekræftet, at både Kirkeministeriet og Fredericia Kommune er i gang med en undersøgelse. Med ministeriets inddragelse af sagen er der nu lagt op til en grundig vurdering af, hvorvidt de kommunale midler er blevet brugt korrekt.

Findes der beviser for, at de kommunale midler er røget ned i kassen til Fredericia Moské kan det få store konsekvenser. Dels vil det stille Turan Savas i et dårligt lys, da han han har været formand i perioden, hvor det er sket, men det kan også få retslige konsekvenser, da det kan vurderes, at der er tale om underslæb. Ifølge lovgivningen går det ind under strafferammen for bedrageri, som kan give op til 1 år og 6 måneders fængsel ifølge straffelovens § 285.

Politisk kan det også få betydning i Fredericia. I forvejen er Socialdemokratiet kommet i modvind blandt de fleste øvrige partier omkring deres ageren i budgetforhandlingerne, hvor der endte med at blive lavet et budgetforlig udenom dem, og med sagen om et socialdemokratisk byrådsmedlem, der har siddet i spidsen for et foretagende, hvor der måske ikke har været helt orden i penalhuset, kan det måske få yderligere konskvenser for partiets opbakning blandt befolkningen, der skal til valgurerne i november 2025.