Fredericia vokser. Også i fremtiden. Det er Bosætnings- og Turismeudvalgsformand, Susanne Eilersen (O) sikker på. Men der er stadig et stykke arbejde, der skal udføres for at tiltrække og beholde borgerne.
Formand for Bosætnings- og Turismeudvalget i Fredericia Kommune, Susanne Eilersen er glad. Det går godt med bosætningen i Fredericia Kommune, og en ny strategi skal være med til at fortsætte denne udvikling.
– Jeg tror på, at vi er på rette kurs. Vi ser stadig, at flere og flere flytter til Fredericia. Med den nye strategi, som vi får vedtaget ultimo 2023 vil det fortsætte. Vi har lavet en omfattende bosætningsstrategi, hvor vi har indsamlet data og viden fra området. Når den strategi får flyvehøjde, så ser vi det blomstrer. Det er svært at sætte tal på, hvor mange jeg forventer i tilvækst, men vi skal heller ikke kun blive store for at blive store, vi skal også sørge for de borgere, der bor i kommunen, at de føler sig velkomne og tilfredse, siger Eilersen.
Hun er dog meget klar til at sikre flere borgere til Fredericia.
– Vi er vækstet mellem 3-500 borgere om året på de senere år, og det kunne jeg godt se os gøre de kommende år også, men vi skal ikke vækste mere end, vi stadig har en god kommune for dem, der flytter til og dem, der allerede bor her. Vi skal have infrastrukturen til at følge med først, så de borgere føler, at vi kan gøre det godt for dem, fortæller formanden.
Lige nu har man rettet et strategisk fokus mod de unge, både dem, der flytter herfra for at studere på universiteterne, men også dem, der vender hjem senere fra studierne, og dem, der bliver boende i Fredericia.
– Vi har meget fokus på de unge, og det vil vi også have fremadrettet med den nye strategi, der sættes i søen, særligt for dem, der bliver boende. Vi er ikke en universitetsby, og derfor vil de også flytte herfra, men vi vil gerne have, at de kommer tilbage igen, måske med familie, eller når de skal stifte familie, siger Susanne Eilersen og tilføjer:
– Men det skal også være attraktivt for dem, der bliver, dem der måske vælger en erhvervsuddannelse. Det handler om byen, det handler om at udvikle miljøer for unge mennesker, hvor de kan gå hen i fritiden. Det handler om tilbud og cafemiljøer. Derfor skal vi også have et godt samarbejde med erhvervslivet.
Hun er også klar til at se på boformerne.
– Jeg glæder mig til at se den nye strategi folde sig ud. Når det er sagt, så skal vi også se på boformerne. Præcis, som vi så, at seniorbofællesskaber giver livsværdi, så skal vi også se på boformer til unge og til de unge børnefamilier, både dem, der bliver og dem, der kommer og dem, der vender hjem, siger Eilersen.
Hun tror særligt, at mange vil sætte pris på at bo med andre unge familier.
– Jeg tror på, at det betyder noget. Bor man på en vej med andre børnefamilier, så giver det værdi. Derfor skal vi se på det område, men også på dagtilbud og skoler, hvor tilbuddene skal være gode. Vi har sat gang i en række renovationer af vores skoler, og vi har også nedsat et udvalg, der skal se på, om der skal bygges en helt ny skole i centrum af Fredericia, eventuelt i Kanalbyen. Det kunne være en skole med attraktive lærlingsmiljøer, hvor unge børnefamilier bliver inspireret, og finder Fredericia interessant. Det er også et kapitel i den strategi, siger hun og fortsætter:
Det skal også være attraktivt for dem, der bor her allerede, men også de unge, der kommer fra nabobyer for at tage en uddannelse i Fredericia, eksempelvis på Fredericia Maskinmesterskole. De skal da også vælge Fredericia til.
Derfor er Eilersen, udvalget og kommunen også i gang med flere dialoger.
– Vi er begyndt i udvalget at have møder med interessenter. Vi har haft møder med ejendomsmæglere, vi skal have møde med boligforeninger, udlejerne, også de private aktører i denne forbindelse. Vi skal også have dem med, der udlejer i byen, så vi sikrer rammerne til at gøre det bedre og mere attraktivt for alle. Der sker via en dialog og ved at invitere dem ind til møder med udvalget, og så håber jeg, at vi kan få nogle synergier ud af det arbejde, slutter Susanne Eilersen.