LEDER. I disse dage ser vi Fredericia fra den allerbedste side. Foråret og solen har omgivet byen, samtidig med at forårsstemningen giver borgerne en god anledning til at komme udenfor. Men samtidig lurer det kommende politiske opgør, der nærmer sig med hastige skridt.

Venstre har opstillet en kæmpe liste over kandidater, der også rummer mange nye spændende navne. Socialdemokraterne har også nye ansigter og navne, blandet med gamle kendinge. Liberal Alliance stiller op med en forhenværende Venstre-mand i spidsen. Dansk Folkeparti har haft internt opgør, men har nu plads til at køre den samme kurs. Det Konservative Folkeparti er også ved at tænde op. Byrgesen har lavet en lokalliste. Fra alle lokalpolitikernes side spiller man lige nu mere eller mindre død. Måske vil man gerne have en fredelig sommerferie, før balladen begynder.

Lokalpolitik burde være et spørgsmål om nærdemokrati. Men kan det være det, når vi har etableret et professionaliseret lokalstyre, hvor vi i praksis har fritidspolitikere som aktivt modspil? Byrådsmøderne og udvalgsmøderne bærer præg af rutine, og der er ikke ret meget debat. Men den store joker er budgetforliget, der blev indgået sidste år. Der er et alternativt flertal, og uanset hvor skrøbeligt det måtte være, så har det formået at smadre den socialdemokratiske metode med del og hersk. Borgmesteren er dog relativt forbløffet over, hvor lidt det betyder i dagligdagen:

Det er måske, fordi man meget ofte er enige om det meste alligevel.

Og dog. Der er fornyelse at spore. Det mest tydelige eksempel er, når bybusserne bliver gratis i sensommeren. Her vil fredericianere opleve en reel forandring, der kan mærkes i hverdagen. Denne gang er det ikke noget, der lukker, men tværtimod noget, der åbner op. Det er ikke uden grund, at Enhedslisten er meget glade for konceptet: Det vil tilgodese mange af byens svageste borgere, og det vil kunne skabe fornyet aktivitet blandt de grupper af borgere, der er hårdest ramt af, at overførselsindkomsterne ikke er blevet prisreguleret i 13 år. Ja, de fattigere er nemlig blevet fattigere. Derfor er prisen for at tage bussen en faktor, der kan hjælpe disse borgere og deres børn eller børnebørn.

Der er flere andre positive historier. Vi har beskæftiget os en del med at fortælle om fritidslivet og de mange frivillige. Det fortsætter vi med. Det er en fornøjelse at møde de mange mennesker, der hjælper andre eller hinanden. Det er sammenhold. Det er livsbekræftende. At vores sportshold også klarer sig godt, samtidig med at det skaber sammenhold; det løfter Fredericia.

Det har vi brug for. Når lokalpolitikerne efter sommerferien kaster sig ud i valgkampen, vil vi også facilitere debatten og formidlingen, der kan give fredericianerne den bedst mulige indsigt i, hvad politikerne gerne vil. Det gør vi uden betalingsmur, takket være vores partnere. Det er vi stolte af. Det er en spændende tid for vores by, og der er brug for alle de muligheder, man kan få, så alle kommer til orde. Ingen bør tage patent på begreber som demokrati. De frie medier i Danmark er opstået uden statsstøtte og på grund af ildsjæle. Det er den rejse, vi også er på. I en tid, hvor kunstig intelligens skaber fornyet tvivl om fremtidens troværdighed, er det mere vigtigt end nogensinde at minde om, at sandheden altid tilhører nogle. Eller sagt på en anden måde: Vi kan have forskellige opfattelser. Dem skal vi give plads til.

Også i en provinsby som Fredericia.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her