Den danske grundlov fylder 177 år i sommer. Den er blevet ændret to gange siden. En af ændringerne var i 1953, da man afskaffede Landstinget og indførte etkammersystemet – og dermed reelt gav Folketinget al den lovgivende magt. Den anden var kvinders valgret i 1915, som mere end fordoblede det danske vælgerkorps og for altid ændrede, hvem der måtte have en mening om, hvordan landet skulle styres.

Siden da har vi holdt valg 71 gange. Nu holder vi valg for 72. gang.

Det er i sig selv ingenting. Tal er ligegyldige. Men det er heller ikke ingenting, fordi hvert af de 71 valg har efterladt et aftryk – ikke altid det, nogen planlagde, og sjældent det, valgplakaterne lovede. Demokratiets paradoks er, at det kun virker, hvis man tror på det. Og at man kun bliver ved med at tro på det, hvis det af og til leverer noget overraskende.

1973 var det år, det politiske system kollapsede indefra. Mogens Glistrup kom ud af ingenting og fik 28 mandater. Centrum-Demokraterne blev dannet på en pressekonference uger før valget og fik 14. Det etablerede Danmark – de fire gamle partier, som havde styret landet i årtier – fik et chok, de aldrig helt kom sig over. Men det var ikke et demokratisk sammenbrud. Det var et demokratisk korrektiv. Vælgerne sendte en regning, som systemet ikke havde forventet, fordi det ikke havde hørt efter.

Det er demokratiets egentlige magt. Ikke det forudsigelige – men det uforudsigelige.

Torsdag den 26. februar udskrev Mette Frederiksen valg fra Folketingets talerstol. Det skete minutterne efter vedtagelsen af en fødevarecheck til to millioner danskere, med et Børsen-interview om formueskat klar til offentliggørelse og en overenskomstaftale for 500.000 offentligt ansatte i ryggen. Timingen var ikke tilfældig. Den var tilrettelagt med den præcision, man kender fra en statsminister, der har siddet på posten i syv år og kender rytmen i dansk politik bedre end de fleste.

Mette Frederiksen forsøger noget, kun tre statsministre har formået siden krigen: at vinde en tredje valgperiode. Stauning nåede det – men regerede under besættelse og nåede aldrig at se frugterne. Schlüter nåede det – og endte med Tamilsagen. Fogh nåede det – og forlod dansk politik for NATO. Den tredje periode er i dansk politisk tradition ikke en triumf. Den er en prøvelse.

Over for hende står Troels Lund Poulsen, der torsdag aften meldte sig som statsministerkandidat fra Venstre. Meningsmålingerne er ikke med ham. Men det var de heller ikke med Anders Fogh Rasmussen, da han overtog et nedslået Venstre efter Uffe Ellemann-Jensens nederlag til Nyrup i 1998, hvor den var hjemme. Fogh gik hjem, omformulerede sit projekt, og kom tilbage tre år senere med et mandat, som vendte dansk politik på hovedet. Historien giver ingen garantier. Den giver muligheder.

De kommende 26 dage vil byde på dystre beskrivelser af en verden i opløsning. Det er valgkampens retorik – og den er lige så gammel som demokratiet selv. Men fakta er mere nøgterne og mere opmuntrende end som så. Siden 1990 er den ekstreme fattigdom på verdensplan mere end halveret. Børnedødeligheden er faldet dramatisk. Læsekyndigheden stiger på alle kontinenter. Gennemsnitslevealderen er på verdensplan steget med over ti år på en enkelt generation. Og på trods af de krige, der fylder i nyhedsbilledet, er antallet af væbnede konflikter og antallet af mennesker, der dør i krig, historisk set langt lavere end i det 20. århundrede – det århundrede, der gav os to verdenskrige, Holocaust og atombomber over japanske byer. Verden er ikke perfekt. Den er ikke retfærdig. Og der er al mulig grund til at kæmpe for at gøre den bedre. Men den er altså ikke ved at gå under – den er faktisk, målt på næsten ethvert konkret parameter, bedre end den har været på noget tidspunkt i menneskehedens historie. Det forpligter mere end det skræmmer. Og det er en vigtig pointe at have med ind i en valgkamp, der ellers risikerer at handle mere om frygt end om fremtid og visioner.

Demokratiet tilbyder ikke en endegyldig sandhed om, hvad et land er eller bør være. Det tilbyder noget mere beskedent og mere værdifuldt: retten til at forhandle om det. Igen og igen, hvert fjerde år, i en sal på Christiansborg eller i en stemmeboks på et bibliotek i en provinsby, med et kryds sat i hast eller med omhu.

Det er ikke dramatisk. Det er ikke historiens afgørende vendepunkt. Men det er det, vi har. Og det er mere, end de fleste lande nogensinde har haft.

Den 24. marts sætter danskerne kryds for 72. gang.