I denne tale evaluerer Liberal Alliance i Fredericia de resultater og den situation, som anvendelsen af Grundloven har skabt i vores land.
Formålet med enhver forfatning er at fastlægge varige rammer for borgernes liv og adfærd, altså regler for frihed og ansvar samt for statens institutioners virkeområde, herunder bestemmelser for personerne i de nævnte stillinger.
Vores forfatning er forældet nu, og dens fortsatte eksistens er kun mulig på grund af den fleksibilitet i fortolkningen, der tillader det. En afgørende faktor er balancen mellem de tre statsmagter. Siden folket endelig fik kontrol over statsapparatet ved Systemskiftet i 1901, har udviklingen konstant bevæget sig i retning af en styrkelse af lovgivernes position.
Dette er nok også årsagen til, at vi aldrig har moderniseret grundloven ved at oprette en særlig forfatningsdomstol til at sikre overholdelsen af grundloven. Kort sagt klarer vi os igennem på en improviseret måde.
Et vigtigt historisk spørgsmål skal omtales:
Har vi som borgere fået en fri forfatning som en slags gave, eller er det tværtimod en grundlæggende ret, som magthaverne i århundreder havde frataget landets indbyggere, hvor kongen optrådte som den ultimative hersker?
Forståelsen af dette spørgsmål har ændret sig over tid, og i dag mener de fleste nok, at statsmagten ikke vil tildele os frihed, men derimod forsøger at indskrænke vores frihed – med den implicitte antagelse om, at de gør det for vores eget bedste.
Et lands befolkning tilhører ikke Dronningen. Desværre følger vi i dette land en lag-på-lag-tilgang til lovgivningen, så vi aldrig får ryddet op i de gamle love, men lader dem stå som museumsgenstande. Referencer til fortidens opfattelse og praksis spøger altid i baggrunden.
Demokrati er et ord, der ofte bliver brugt i dagens samfund. Det bliver brugt som et ideal om noget godt, som et synonym for frihed og som håndgribelige regler for valg af vores regering og andre styrende organer, såsom Folketinget, kommunerne, regionerne og EU. Det lyder godt, og i skolerne bliver børnene effektivt indoktrineret med en naiv fortælling om vores lands retfærdige struktur, hvor folket kan bestemme, hvem der skal styre dem. Især tryghed er et ofte misbrugt begreb i den politiske fortælling i dag.
Er Danmark et velfungerende demokratisk land, eller er der et andet ord, vi kan bruge til at beskrive vores magtforhold og styre?
Teoretisk set opfylder Danmark kravene til at være et demokrati, men i praksis er har vi længe gået i en blindgyde, hvor ordet er blevet meningsløst. Men det er en hemmelighed. De, der har magten – og der er mange af dem – forsøger at opretholde illusionen om folkets magt, samtidig med at de søger at øge deres egen indflydelse og opnå fordele. I dag kan Danmark beskrives som en bureaukratisk aftaleøkonomi, ledet af en elite (et få-mands-styre), hvor medlemmerne af Folketinget blot er statister. Hold dem væk fra beslutningerne, så det ikke går helt galt.
Hvem bestemmer egentlig? Det gør systemadministratorerne, som er blevet så omfattende, at ingen enkelt person længere kan styre det.
Med efterkrigstidens store projekt med at opbygge en socialdemokratisk velfærdsstat i et land med en svag erhvervssektor, er vi endt i en absurd afhængighedsøkonomi. Størstedelen af befolkningen lever nu af de andre.
Nogle håber blot på at få lidt tilbage i form af pension, af de alt for mange skattepenge de tidligere har indbetalt til fordel for andre i dette statslige fællesskab. I runde tal af Danmarks cirka 5 millioner voksne er kun 2,1 millioner beskæftiget i den private sektor, og af dem får en kvart million faktisk deres indkomst som offentlige underleverandører, såsom praktiserende læger og vejarbejdere, m.fl..
Derudover er der mange, der har deres job takket være love, regler og offentlige myndigheder, da behovet for deres tjenester opstår på grund af påbud om at benytte netop dem.
Forholdet mellem dem, der bidrager, og dem, der modtager, er med andre ord 2,1 millioner mod 2,9 millioner.
Den socialdemokratiske samfundsmodel har sejret sig ihjel. Der er skabt en illusion om en velfærdsmodel, der ikke er forbundet med virkeligheden og med en stor beskæftigelse af akademikere og teoretikere, som i bedste fald er harmløse og i værste fald er kontraproduktive i deres arbejde.
Passivitet kan i visse tilfælde være positivt.
Indoktrinering er afgørende for at opretholde denne falske virkelighed, og skolesystemet og Danmarks Radio bruges til at opretholde denne hjernevask. Det er faktisk lovpligtigt at være en del af DR og betale for denne statslige propaganda, som kaldes public service.
Brugen af smukke ord er en del af hverdagen i “det lykkelige DDR??”, som Henrik Dahl har beskrevet Danmark som. Men tiden har ført til en stadig større ulighed og en stigende byrde, samtidig med at love og regler er vokset til et omfang, hvor de er blevet fuldstændig ufornuftige.
Ingen kan overskue eller forstå det hele, men man kan altid finde et juridisk halmstrå, hvis det kan bruges til egen fordel på en eller anden måde. Den offentlige forvaltning er i praksis brudt sammen. Der er ingen ansvarlighed fra den såkaldte offentlige sektor eller personer over for borgerne.
Derfor er det kun mindretallet i den arbejdende gruppe, der bliver underkastet meningsløse former for retsligt tilsyn med stor nidkærhed. De offentlige organer giver sig selv immunitet.
Ingen vil tage ansvaret for Skat, DONG-sagen, de ubrugelige IC4-tog, DSB’s dårlige drift, mink skandalen, supersygehusene, fejlslagne IT-systemer o.s.v. Ja, listen er så lang at jeg dette kun er en lille bid af den.
Kun to ting i den offentlige sektor fungerer ordentligt og effektivt: Motorregisteret og busdriften. Motorregisteret er dog ved at blive ødelagt af politikere, der indfører flere særordninger, og busdriften udføres i vid udstrækning af private virksomheder. Produktiviteten i den offentlige sektor er katastrofal, og danskerne er godt klar over det: Vi ville aldrig drømme om at købe disse ydelser til den pris, det faktisk koster. Vi prøver bare at snyde og udnytte hinanden på kryds og tværs. Der er således etableret et selvopretholdende politisk system, der sikrer magten hos dem, der nyder godt af systemet, på bekostning af dem, der bidrager.
Denne model fører til en vedvarende erosion og stigende krav til udbytning. Yderne mister deres præstationsevne, mens de, der nyder godt af systemet, øger mismanagement og kræver flere ressourcer. Modellen er slet ikke bæredygtig
Demokratiet blev oprindeligt indført for at sikre frihed og give borgerne mulighed for at gribe ind og stoppe uønskede eller farlige udviklinger, hvor magten misbruges af parlamentarikerne. Gennem valg skal man kunne skifte repræsentanter og opnå forandringer.
Men i vores land er denne nødbremse blevet blokeret. Danskerne er blevet manipuleret og snydt af en bred gruppe af individer, der har varet deres egne interesser og holdt folket hen med tom snak om at “acceptere en høj pris for et stabilt samfund”, som påstås at være “verdens lykkeligste”. Det eneste tegn på opmærksomhed fra befolkningen er meningsmålinger, der viser, at politikere anses for at være de næst mindst troværdige personer, kun overgået af journalister.
Danmark er ikke en rollemodel for andre land. Demokratiet har med andre ord ført landet ind på en uholdbar og selvdestruktiv kurs, som synes umulig at rette op på. Vi vil derfor ramme muren på en eller anden måde. Desværre bliver forløbet nok ikke let. Afstanden til muren er sandsynligvis kort.
For kort tid siden blev 500-års jubilæet fejret for indledningen af Reformationen i 1517, hvor der dengang blev sat en stopper for den dominerende romersk-katolske kirke. Europa blev delt.
Nordvesteuropa blev underlagt en ny og åben forståelse af kristendommen uden pavens indflydelse fra Rom. I stedet blev kirken beskyttet af statens konger, og statskirkerne opstod.
Dette markerede starten på individualiseringen, hvor mennesket blev frigjort fra kirkens magt.
Slut var det med et selvstændigt og uafhængigt system, der levede sit eget dominerende liv. Til gengæld skulle hver enkelt person tage det ansvar, der fulgte med friheden.
Måske skal vi om få år ikke længere fejre Grundlovsdag i vores land, men i stedet fejre en ny mærkedag for frihed fra totalstaten. På det tidspunkt vil alle kunne indse, hvor absurd Danmarks styring er blevet.
I ønskes en god grundlovsdag, med disse liberale tanker der er Lokalformandens egne synspunkter.
Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance i Fredericia.
