I en tid, hvor velfærdssektoren står over for store udfordringer, og hvor behovet for kvalificerede medarbejdere kun vokser, er der brug for undervisere som Lisbeth Olesen. Med en baggrund i sygeplejen og over et årti i praksis har hun set faget fra alle vinkler – fra hospitalssenge og en intensiv afdeling til plejecentre, hvor tiden sjældent rækker, men hvor omsorg er altafgørende. I dag har hun skiftet de kliniske omgivelser ud med et klasselokale.
Her møder hun kursister, der på hver deres måde forsøger at finde en vej ind i social- og sundhedssektoren. Nogle kommer med års erfaring i branchen og skal opkvalificeres. Andre har aldrig før arbejdet med mennesker og er i gang med at afklare, om de overhovedet hører til i faget. Men fælles for dem alle er, at de står over for en opgave, der kræver mere end blot hænder – det kræver faglighed, ansvar og en forståelse for kompleksiteten i det arbejde, der venter dem.
– Kompleksiteten i opgaverne bliver større og større, især på vores plejecentre, så kompetencerne skal være i orden. Vi har brug for kvalificerede, veluddannede mennesker i praksis til at tage sig af de borgere og patienter, der har brug for hjælp, siger Lisbeth Olesen, der underviser i arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) på Social- og Sundhedsskolen Fredericia – Vejle – Horsens (SOSU FVH), herunder også på skolens afdeling i Kolding.
For hende handler undervisning ikke bare om at klæde kursisterne fagligt på, men om at sikre, at de er rustede til den virkelighed, der venter dem.
At uddanne dem, der skal tage sig af andre
Lisbeth har været derude. Hun har set patienter trække vejret tungt i en sygehusseng, hun har stået på en travl intensivafdeling, hvor hver beslutning kan have store konsekvenser, og hun har arbejdet i den daglige drift på plejecentre, hvor medarbejderne ofte har alt for lidt tid og alt for mange opgaver.
Men undervejs begyndte noget at røre på sig.
– Jeg har altid brændt for kvalitet og udvikling. Især mens jeg arbejdede på plejecenter, kunne jeg mærke, hvor vigtigt det er at sikre fagligheden hos medarbejderne. Det gør en kæmpe forskel for borgerne, men også for personalet selv, siger hun.
Det startede i det små. Først korte instruktioner til nye kolleger. Så begyndte hun at undervise på arbejdspladsen, lave små læringsforløb og vejlede elever.
Til sidst stod det klart: Hun skulle undervise på fuld tid.
For otte år siden skiftede hun praksis ud med et undervisningslokale. Først på grundforløb 2, hvor hun underviste kommende social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Senere blev hun en del af SOSU FVH’s kursusafdeling, hvor hun i dag arbejder med AMU-forløb.
– Vi er tre faste undervisere i afdelingen, og vi arbejder tæt sammen med kommuner og arbejdspladser for at skræddersy kurser, der matcher behovene derude. Det kan være alt fra medicinhåndtering til forflytningsteknikker eller demenskurser, forklarer hun.
Nogle dage planlægger hun eksempelvis medicinhåndteringskurser for kommunale medarbejdere. Andre dage underviser hun personalegrupper fra sygehusafdelinger i brugen af simulation som pædagogisk metode eller tilrettelægger læringsforløb for kommende medarbejdere i velfærdssektoren. Det kan også være planlægning og afvikling af forløb for personer, der overvejer en karriere i faget.
– Lige nu har jeg blandt andet et medicinhåndteringskursus for vikarer og ufaglærte. De kommer med vidt forskellige baggrunde, og det kræver noget at samle dem i en undervisningssituation, hvor alle får noget ud af det. Samtidig har vi længere forløb for dem, der er i afklaring, fortæller hun.
For Lisbeth Olesen er en af de største glæder ved jobbet at se kursister udvikle sig, opdage deres eget potentiale og vokse med opgaven.
– At følge deres personlige udvikling, se dem vokse, blive mere selvstændige og begynde at tro på sig selv – det er det, der gør det her arbejde så givende. Og når de så står i en praktik og kan bruge det, de har lært, giver det hele mening, siger hun.
Vejen ind i faget er ikke ens for alle
Lisbeth har set mange kursister komme og gå. Nogle med en klar retning fra starten, andre mere famlende, usikre på, om social- og sundhedsfaget overhovedet var noget for dem. Men én ting ved hun: Hvis de bliver grebet rigtigt, kan de udvikle sig.
– Jeg synes faktisk, at hvis man får dem fanget som underviser, så viser de en ret stor motivation. Jeg kan også mærke, at vi de senere år har fået nogle andre typer elever ind, blandt andet fordi økonomien har ændret sig. For eksempel er der kommet voksenelevløn, og det gør, at vi tiltrækker en mere blandet elevgruppe, forklarer hun.
For nogle handler det om at finde mening i et nyt fag. For andre om at få en chance mere efter tidligere dårlige skoleoplevelser. Der er elever, der kommer fra andre brancher, hvor de er blevet slidt ned, og som nu overvejer en ny vej.
– Nogle har haft dårlige skoleoplevelser og er usikre, når de starter. At kunne være med til at ændre deres syn på uddannelse er også vildt givende, siger hun.
Motivation opstår dog ikke af sig selv. Det kræver en underviser, der skaber et rum, hvor kursisterne tør stille spørgsmål, prøve sig frem og engagere sig.
– Det handler om at skabe et læringsmiljø, hvor de tør være med. Hvis de føler sig set og hørt, får man dem mere med i undervisningen, forklarer hun.
Velfærdssektoren mangler hænder – men hvilke?
Når Lisbeth kigger ud over fremtidens velfærdssektor, ser hun både muligheder og udfordringer.
– Vi har en mindre ungdomsårgang og flere ældre. Det betyder, at vi har en stor rekrutteringsudfordring, fordi vi har færre unge og samtidig et stigende behov for medarbejdere, siger hun.
SOSU-arbejde kræver høj faglighed. Borgerne har ofte komplekse behov, og det er ikke nok at skaffe flere medarbejdere – de skal også være dygtige.
– De borgere, der kommer til at være derude, fejler ofte mange ting. Det kræver høj faglighed at kunne tage sig af dem. Vi har ikke bare brug for flere medarbejdere, vi har brug for dygtige medarbejdere, forklarer hun.
En del af løsningen ligger i at gøre faget mere attraktivt.
– Vi gør meget for at brande faget som et sted, hvor man skal have høj faglighed. Det er ikke bare et job, hvor man kan tage den med ro. Man skal kunne tage ansvar og være fagligt stærk, siger hun.
I samarbejde med kommuner og jobcentre tilbyder hun sprogforløb for flersprogede elever.
– Jeg har været med til at køre forforløb med flersprogede elever, og der ligger en kæmpe kapacitet hos dem. De har et enormt omsorgsgen, de er virkelig motiverede og vil rigtig gerne. De skal hjælpes lidt i gang, både sprogligt og fagligt, men når de kommer i gang, bliver de virkelig dygtige, fortæller hun.
Når det betyder noget, hvem der tager sig af dig
At arbejde i social- og sundhedssektoren kræver mere end bare et ønske om at hjælpe andre.
– Det her er ikke et fag for hvem som helst. Man skal kunne tage ansvar, tænke selvstændigt og være fagligt stærk, bemærker Lisbeth.
For hende handler undervisning ikke kun om at give kursisterne viden. Det handler også om at ruste dem mentalt til en virkelighed, hvor de hver dag skal træffe beslutninger, der har betydning for andre menneskers liv.
– Vi har et ansvar for at sikre, at de, der går herfra, er klædt ordentligt på. De skal ikke bare kunne give en håndsrækning – de skal kunne tage en professionel beslutning, siger hun.
For dem, der finder glæden i faget, kan det dog være en af de mest givende karriereveje.
– Når man først ser, hvor meget man kan gøre for et andet menneske, forstår man, hvorfor det her arbejde er så vigtigt, siger hun.
Når Lisbeth Olesen ser tilbage på sit arbejde, står ét budskab særligt klart:
– Det her er ikke et fag for hvem som helst – men for dem, der vælger det til, kan det være en af de mest meningsfulde veje, man kan gå.
