FRIVILLIGHED. Klokken er ikke mange, da René Rasmussen tager hjemmefra. Der er kamp i aften, og reklamerne skal ligge klar på gulvet, inden spillerne varmer op. Det er hans opgave. Har været det i to år nu, siden han gik på pension og endelig fik tid til det, hans kone Birgit havde fortalt ham om i årevis.

Birgit startede selv i august 2019. Ikke fordi hun opsøgte det med et klart formål, men fordi livet havde givet hende et skub i den forkerte retning og hun trængte til et nyt et.

»Jeg har været ved DSB i 40 år, og derefter havde jeg et job ved en bager i fire år, indtil jeg faldt og brækkede lårbenet og fik en ny hofte,« fortæller hun. Stemmen er rolig, næsten konstaterende, som om det er en historie, der har fundet sin plads. »Jeg havde været sygemeldt for længe og blev ledig. Det var egentlig også pensionsalderen, jeg var nået til på det tidspunkt.«

Ledighed og restitution er ikke altid det samme som hvile. Det ved de fleste, der har prøvet det. Birgit kendte i hvert fald forskellen. Månederne i sygemeldingen havde en særlig tyngde, ikke den fysiske, men den anden slags, den der sætter sig i maven, når dagene begynder at ligne hinanden for meget. »Jeg følte, at der ikke var nogen, der havde brug for mig. At jeg ingenting udrettede.«

Så læste hun et sted — eller hørte det, hun husker det ikke præcist — at FHK manglede frivillige. Hun tog ud i hallen, fortalte om sine år i billetsalget hos DSB, og de tog imod hende. Siden august 2019 har hun stået der, kamp efter kamp.

Et sted at høre til

I dag sidder Birgit primært i billetsalget. Ikke fordi der er så mange, der køber billet i døren mere — det meste sker online — men der er andre opgaver, og frem for alt er der mennesker. »Man får et forhold til dem, fordi det er de samme, der kommer hver eneste gang, og når kampen starter, er mine arbejdsopgaver egentlig slut, så kan jeg se håndbold samtidig. Det er jo alle tiders,« smiler hun.

Sporten er én ting. Men det, der virkelig holder hende fast, er noget mere lavpraktisk og mere grundlæggende på én gang, nemlig fornemmelsen af at have et sted at høre til. Noget at stå op til, noget der venter. »Det betyder rigtig, rigtig meget at der er nogen at snakke med, og at man ved, man har noget, man skal gøre.«

René kom til på sin egen måde — lidt mere omvejen rundt. En bekendt, han kendte fra arbejdet, spurgte ham to gange, om han ikke ville hjælpe til. Første gang sagde han nej. Han var stadig på arbejdsmarkedet, og timingen var ikke den rette. Anden gang overvejede han det lidt længere.

»Anden gang tænkte jeg, pyt, hvorfor ikke, og så er jeg blevet bidt af det siden,« siger han med et lille grin. Det var ikke mere end det — og alligevel blev det til en vane, og vanen blev til noget han holder af. Inden hver kamp lægger han gulvreklamer og lysreklamer ud og samler dem igen når fløjten lyder, og indimellem rykker han til hvor der mangler hænder. »Det er lidt af hvert, og det er meget hyggeligt,« siger han.

Det er blevet en del af ugen

Spørger man René, hvad der er det særlige ved FHK, tøver han lidt. Det er ikke let at sætte ord på noget, man bare mærker. »Det er bare blevet indgroet i hverdagslivet og weekenden, og jeg glæder mig hver gang til, at vi skal derud — vi begge to,« siger han.

At de er to om det, betyder noget. Ikke fordi et ægtepar behøver at lave alt det samme — det understreger René selv — men fordi det giver dem noget fælles at vende tilbage til. Noget der ikke handler om pligter eller praktik, men om lyst. »Det er fedt, at vi begge to har den her ene ting. Vi behøver ikke at være sammen om alt muligt, men at have noget fælles, noget vi kan snakke om og interessere os for, det betyder rigtig meget.«

Birgit siger det kortere: »Det er dejligt, at vi har noget at snakke om, når vi kommer hjem.«

Om sommeren er der ikke håndbold. Så er der have og hus og alt det andet, livet består af. To pensionister med tid og overskud og en sæson, der holder pause. Men når efteråret kommer og kampene starter igen, er de begge klar. Det passer dem fint, som Birgit konstaterer med den ro, der præger meget af det, hun siger: »Vi har tiden til det jo.«

Til dem, der overvejer det

Bliver de spurgt, om de vil anbefale andre at melde sig som frivillige, svarer begge ja — uden tøven.

Birgit holder det enkelt. En interesse for håndbold hjælper, og man skal kunne lide at møde mennesker. »Hvis man er pensionist og keder sig lidt derhjemme, er det en god måde at komme afsted på. Det er dejligt at have noget at gå op i,« siger hun.

René peger på det, der hele tiden har været sværest at forklare, men som alligevel har siddet fast gennem samtalen: Fællesskabet. Det der opstår mellem mennesker, som ikke kendte hinanden i forvejen, men som uge efter uge mødes om den samme opgave. »Der kommer et rigtig godt kammeratskab ud af det,« nikker han.

FHK’s næste hjemmekamp spilles 14. marts. René er der fra middag. Birgit følger efter til aften. Reklamerne skal ligge klar, billetsalget skal bemandes, og så er der håndbold.

Som altid.