Vi sidder i en frodig og farvestrålende have på Okobervej i Fredericia. Majsolen varmer, og fuglene kvidrer livligt fra hækkene. Ved havebordet sidder vi med Brian Dahl, formand for Grundejerforeningen af 1956. Over en kold sodavand fortæller han om den konflikt, der har præget området i de seneste år.
Konflikten er udsprunget af, at Fredericia Kommune har politianmeldt 55 grundejere i kolonihaveområdet. Anmeldelsen hævder, at disse grundejere bor hele året rundt i deres kolonihavehuse, hvilket ifølge lokalplanen ikke er tilladt, grundet støjniveauet fra Crossbridge Energy, forklarer Brian Dahl indledningsvist.
– Fredericia Kommune mener, at vi har et ulovligt ophold her. Vi må ikke have adresse her i vinterhalvåret, fortæller Brian Dahl, og læner sig tilbage i havestolen. Han slår fast, at grundejerne har været her siden 1941.
– Vi betaler skat for dette område og folk ved godt, hvad reglerne er, og vil gerne betale skat for at bo her hele året. Alle har sagt ja. Fredericia Kommune fattes penge og vi kan bidrage, men der er ingen plan. Ingen ved, hvad vi skal. Vi skal ikke gå i den ene eller anden retning, det går frem og tilbage hele tiden. Det er i grunden mærkeligt, for der er ikke lavet noget om herude siden 1941, og ingen brokket sig før de senere år, forklarer han.
Grundejerne forstår ikke kommunens håndhævelse af lokalplanen. På tilstødende veje som Nymarksvej tillades helårsbeboelse, og et autismecenter er under opførelse lige bag ved nogle af husene på Oktobervej.
Brian Dahl og hans kone har boet i området siden år 2000. Han fortæller, at de aldrig har modtaget noget brev eller skrivelse fra kommunen, hvor de blev gjort opmærksomme på, at de skulle flytte. Det undrer ham.
– Vi har aldrig fået et brev eller et skriv af nogen art, hvor kommunen har gjort opmærksom på, at vi skulle flytte. De har tilsynspligt. Den holder de ikke. Vi har ikke set noget brev herude, siger han bestemt.
Brian føler, at kommunen har været inkonsekvent. På den ene side har de givet dispensation til ophold og adresse i området, men på den anden side har de strammet grebet om grundejerne. Det giver ingen mening, og der er ingen linje, samtidig mødes vi af tavshed, når vi spørger.
– Kommunen har selv givet dispensation til ophold og adresse her. Men nu har de strammet skruen, siger han.
Han fortæller, at grundejerforeningen har forsøgt at gå i dialog med kommunen. De har endda overvejet at lave en lokalplan for helårsbeboelse, men kommunen har nedskudt denne idé.
– Kommunen har selv lavet undersøgelser med at lave lokalplan med helårsbeboelse og sagt ok til 120 kvadratmeter, men de har konkluderet, at det ikke er muligt at gøre dette på grund af støjforholdene omkring Crossbridge Energy, forklarer Brian Dahl.
Dette argument om støj fra raffinaderiet er imidlertid noget, Brian Dahl finder vanskeligt at forstå.
– Vi sidder en fredag middag nu. Jeg kan høre fuglene kvidre. Det er ikke støj 24/7. I dag er det vejr til at sidde ude. Reglerne for kolonihaver betyder så, at man fra den 16. september har andre regler. Her må Crossbridge Energy støje ekstra fra klokken 22.00-05.00, men det er ikke noget, de gør. De har bare muligheden for det, men det er aldrig sket. Det er ikke fordi vi har opholdt udenfor i den periode, som vi har på samme måde som nu. Det er ret sjovt, at alt lige ændrer sig fra den 16. september, men ikke er noget problem nu, siger han.
På trods af konflikten og usikkerheden, er Brian Dahl fast besluttet på at kæmpe for grundejernes rettigheder.
– Kommunen har en møgsag og er bange for tiden løber fra dem. Der har ikke været en kommune på landsplan, der er lykkedes med at smide kolonihaveejere ud, men nu skal vi så i Retten, hvis kommunen ikke trækker sagen tilbage, siger han.
Økonomien er ikke et problem for grundejerne. De er fast besluttede på at køre sagen, uanset hvad det vil koste.
– Økonomien afgører ikke noget for os. Vi kører sagen ligegyldigt hvad. Den er clearet med vores advokat, siger han.
Konflikten på i kolonihavekvarteret omkring Egeskovvej er mere end bare en lokal strid om lokalplaner og bopælsregler. Den handler om menneskers hjem, deres rettigheder, og om hvordan kommunale beslutninger kan påvirke folks liv. Mens retssagen nærmer sig, er grundejerne, under ledelse af Brian Dahl, fast besluttede på at kæmpe for deres ret til at bo i deres elskede haver hele året rundt.