Hver måned sætter AVISEN fokus på et af de mange musiktalenter, vi har i Fredericia. De unge, de nye og de mere etablerede.
Marts måneds musikprofil i Fredericia er Kent Illum pop-, danse- bigband- og jazzmusiker af guds nåde, en mand, der altid ser glad ud, når han har et af sine mange instrumenter i hænderne. Jeg kalder det gerne musikalsk livsglæde.
Som yngre autodidakt musiker spillede Kent Illum på danserestauranter rundt omkring i Skandinavien og Tyskland med musikere af forskellig nationalitet herunder danske, svenske, norske og italienske musikere.
Kent Illum er ingen vårhare mere, men han er ”still going strong”. I dag spiller han mest jazzmusik, han spiller i mange sammenhænge, uanset størrelse stiller Kent Illum op. Der er naturligvis forskel på, om man har en opgave for en trio, kvartet og kvintet eller bigband, men er stilen inden for jazz, rammer det Kent Illums hjerteblod.
En beskrivelse af Kent Illum er nem, det er musik, musik og musik, selv om det ikke er hans levevej, så er det en hobby, der fylder meget i hverdagen. Lige efter militæret startede Kent Illum med at afprøve musikken som levevej, han spillede derfor i nogle år som professionel musiker. Ja alt det, han havde lyst til i flere forskellige orkestre i Norden, noget han aldrig har fortrudt, da det nu er afprøvet, erfaringen fra landvejen er noget, der positivt fylder godt i den musikalske rygsæk alle musikere bærer rundt på.
– Jeg fik prøvet det rigtig af, siger Kent Illum med stolthed i stemmen.
De fleste musikere dengang var selvlærte, konservatorier o.l. uddannelser var kun for eliten, noget Kent Illum med ærgrelse lægger vægt på i samtalen. Harmonilære dengang var ved at se andre live fremføre det og via sammenspil med andre afprøve nye ideer.
Noget, der nok var med til at give Kent Illum en god musikalsk start på livet, var at han tidligt begyndte med at lære noder, da han spillede trompet i spejderkorpset. Her skulle han lære at gå i takt og spille ”Brass Music” efter noder.
Kent Illum understreger sjovt nok, at hans personlige udvikling trods mange år på landevejen først startede, da han begyndte at undervise på musikaftenskolen i sin fritid? Da han skulle grave sig dybere ned i musikkens forunderlige verden og på den måde tegnsætte det. Ja, der er langt fra hans første tre akkorder på en ukulele over de første guitarakkorder ved lejrbålmusik til de svære jazzakkorder, han mestrer i dag.
Kent Illum spiller forsat i Seven Up Jazzband og Fredericia Bigband, begge i næsten 50 år, samt i mindre besætninger ved specielle arrangementer, eks. ved messehallernes udstillinger, i Fredericias gågader og andre arrangementer, hvor hans tenorbanjo kan få luftet strengen.
Tro det eller ej, Kent Illum er fra før dansktoppens start, derfor startede han med evergreens og arbejdede sig op til, hvor han er nu via ”learning by doing”. På spørgsmålet om, hvor det lange liv på den musikalske landevej har givet ham størst læring og påvirkning, nævner han harmonikaspilleren, Robert Green og Elmo Pedersen fra Vejle, det nuværende ”big band” med deres mange store solister og de arrangementer, der blev opsat der, hvor de forskellige store solister også kaldet ”læremestre” som Thad Jones, Ole Koch Hansen, Jesper Thilo, Per Gade, Niels Jørgen Steen, gav god viden fra sig.
Den nuværende musik ændrer sig og selvom Kent Illum kan lide alt musik, er det meget de jazzprægede jameftermiddage, han går til. Spillestederne bliver færre og færre. Guldaldermusikkens udøvere mindskes, de danske sange som han kan lide, holder forsat fast, men der er ikke mange steder, de fremføres. Kent nævner herefter den stribe af spillesteder, der var i fortidens Fredericia, ja man bliver misundelig over den svundne tid, hvor der ofte var dans mere end en gang om ugen. De manglende spillesteder påvirker også dagens unge musikanter.
Som inspirationer nævner han selv, Barney Kessel og Johnny Smith, to af de stor amerikanske Jazz guitarrister. På spørgsmålet om hans udvikling i spillestil, siger han selv, at han er blevet mere jazzet med de musikalske figurer, han nu bruger.
På spørgsmålet om instrumentvalg er han som passioneret jazzguitarist begejstret for sin D’Angelico jazzguitar og ved andre typer musik bruges ofte en Fender Stratocaster.
Et råd til de unge, der starter er, de skal lære noderne og harmonierne og hvordan man binder dette sammen, lærer de grundlæggende teknikker, husk det kræver tålmodighed. Brug ordentlige strenge, hvis du er guitarist. Kent viser herefter sit plektrum, der er overraskende stift, som han siger, det giver en bedre tone.
Kent Illum Petersen er veteran på musikscenen, på spørgsmålet om, hvad der holder ham i gang, er det korte svar: “Jeg elsker musik.” På spørgsmålet om åbenhed for nye ideer er det simple svar, han kan ikke lade være og afprøver det meste.
Af specielle oplevelser nævnes, at Seven Up Jazz band skulle stå på kajen og spille for Kongeskibets gæster, de fik straks ordre til at komme ombord og spille på agterstavnen for de prominente gæster, til sidst blev de hentet ind i salonen for at spille videre. Ved afgang fik de et håndtryk af både Dronningen og Prinsen, en stor oplevelse. Deres sidste nummer blev så spillet fra kajen, imens kongeskibet stævnede ud fra kajen.
Kent Illum indrømmer, at han er en heldig kartoffel, laver det han kan lide og er nu begyndt også at lave musik på computeren, hvor han blandt andet i samarbejde med musikalske venner lavede sin første CD. Som selvlært musiker til, hvad han musikalsk er i dag, flittig brugt i flere sammenhænge, lidt studiemusiker for andre og mange ad hoc opgaver, et godt hjem og en sød kone, hvad mere kan man ønske sig?
Hvad laver en musiker, der altid tænker på musik, i Kents tilfælde bliver det til lidt havearbejde og konen kigger på ham med et blik, som jeg ikke lige kunne tyde. Kort sagt denne mand er musiker, han lytter mest til Jazz musik i fritiden ikke til en larmende plæneklipper. Familien har dog flittigt brugt ferien til at rejse forskellige steder hen.
På Blåkjærsvej er der ikke støv under sengene, men guitarer. En musiker af guds nåde, der altid er klar og velforberedt til forskellige musikalske opgaver, samt en meget forstående kone med norske rødder, der accepterer en musikers ofte uforstående adfærd, når den musikalske hest lugter savsmuld.
En lang snak med et varmt menneske og hans dejlige kone kommer til ende, en god dag at være musikanmelder.
Poul Rand, Musikanmelder, Fredericia AVISEN.
