(Foto: AVISEN)

Tiden er kommet til for alvor at få fokus på et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen og en investering i de kommunale sundhedsopgaver, lyder det fra KL, der ser frem til at følge Sundhedsstrukturkommissionens arbejde og gå i dialog med regeringen om den nye sundhedspakke.

Sisse Marie Welling, fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, kvitterer for, at regeringen med en ny sundhedspakke vil prioritere midler til omstillingen til et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, herunder et løft af de store kronikerområder.

-Vi har gennem en årrække sagt, at der er brug for et løft af det samlede sundhedsvæsen og ikke mindst de opgaver, der ligger uden for sygehusene – i det nære sundhedsvæsen i almen praksis og kommunerne. For sundhedsvæsenet ender ikke ved udgangen fra sygehuset. Det foreslår vi, at Sundhedsstrukturkommissionen får særligt fokus på. Vi står mere end klar til at gå i dialog med regeringen og håber, at tiden nu er kommet til, at pengene endelig følger med opgaven, og vi får en massiv investering i kommunernes sundhedsopgaver, siger KL-udvalgsformanden.

Hun peger på, at det er vigtigt, at der nu er et råderum, som gør det muligt at lave udviklingsplaner for de store kronikerområder i det kommunale sundhedsvæsen. Flere og flere borgere lever med en kronisk sygdom, men får i dag ikke en sammenhængende behandling. Og i takt med, at antallet af kronikere vokser i de kommende år, samtidig med at manglen på arbejdskraft vokser, er der derfor brug for at omstille behandlingen. Dét skal ske i forlængelse af Sundhedsstrukturkommissionens arbejde.

KL har sammen med Gigtforeningen og Hjerteforeningen offentliggjort 7 principper for fremtidens behandling af kronisk sygdom. Principperne handler bl.a. om et langt større fokus på lokal forebyggelse og træning frem for operationer, og at de patienter, der kan og vil, skal rustes bedre til at spille en større rolle i deres eget behandlingsforløb. De principper kan man med fordel tage udgangspunkt i i kommissionens arbejde også på andre kronikerområder som fx diabetes.

-Vi er nødt til at gentænke vores sundhedsvæsen, hvis vi skal have realistiske ambitioner om at komme det kæmpe pres på området til livs, sikre borgerne en god behandling og pleje, og samtidig gøre vores sundhedsvæsen robust til at modstå fremtidens udfordringer, siger Sisse Marie Welling.

Vigtig kommunal rolle på kræftområdet
Regeringen præsenterede også en Kræftplan V, som skal sikre en fortsat videreudvikling og fremtidssikring af kræftområdet. Sisse Marie Welling håber, at man også her vil have blik for de mange opgaver, der ligger uden for sygehusene – både i forhold til forebyggelse og rehabilitering.

-Flere og flere danskere overlever et kræftforløb. Det er en kæmpe succes. Men det betyder også, at rigtig mange danskere skal have mulighed for at leve et godt liv med senfølger og derfor har brug for rehabilitering i kommunalt regi. Det skal vi kunne give dem, men det kræver, at en kræftplan også har blik for tiden efter et behandlingsforløb. Samtidig håber vi, at man også vil kigge på, hvordan vi kan blive bedre til at forebygge kræft i det hele taget, siger KL-udvalgsformanden.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her