Sig mig liiige en gang; Ikke nok med at vores svenske broderfolk – til alle tider, i hvert fald fra og med sangen Waterloo fra 1974 og frem til 2023-sangen “Tattoo”, sunget af Loreen – har leveret de bedste Melodunte Grand Prix sange. Nabolandet kan endvidere prale af og med verdenskendte, storsælgende navne som ABBA, Ace Of Base, Roxette, Europe, The Cardigans ( blot for at nævne nogle få).
Skal de nu også til at fylde hele sendefladen, når det drejer sig om kopi / hyldest bands?
Jeg er faktisk så gammel, at jeg oplevede originalerne i maj måned, 1983, da Mark Knopfler i spidsen for Dire Straits gav koncert i en udsolgt, men lydmæssigt absolut ikke udsøgt beton, tonedød Brøndby-hal!!
Well. Det gul-blå 6 mands band, A Tribute To Dire Straits viste sig fredag aften i Eksercerhuset at være fænomenale fortolkere og forførende formidlere af den særlige sound, som engelske Dire Straits var eksponent for.
Flot lyd og elegante trommer
Foran mere end 900 publikummer ( og dermed et mulehår tæt på udsolgt ) lagde sekstetten flot fra land med de mindre kendte, men meget tidstypiske Mark Knopfler signatur-sange, “Down The Waterline”, mixet ind i “Lady Writer”. To relativ korte numre, som blev eksekveret umanerlig smukt, stramt, tilsat en lækker blød, rund lyd. En sound og et udtryk, der satte det store menneskehav i Eksercerhuset på en tidsmaskine. Tilbage til slut 70’erne og især op i 80’erne.
Bandet, A Tribute To Dire Straits virkede veloplagte, og nærmest uvirkelig gode.
Hjulpet flot på vej af en fabelagtig god lyd i Eksercerhuset opførte de seks svenskere sig som rene Dire Straits wanna-bes. På den sublime måde vel at mærke.
Selv om alle tænker på guitarist, sangskriver og sanger, Mark Knopfler, når snakker handler bandet, Dire Straits, så var orkestret faktisk langt, langt mere end blot manden med pandebåndet.
Svenske Ola Simon Johansson på trommer ramte lyden af Dire Straits i omegnen af 123 procent. Dels var han – ganske som mega dygtige Pick Withers og senere Terry Williams fra det originale band – præcis som et schweizer-ur. Dels var Ola udstyret med de tidstypiske trommer med olieskind. Denne runde, dybe, bløde lækre lyd emmer SÅ meget af Dire Straits. Det var en kæmpe fornøjelse at oplevede elegante Johansson bag “gryderne”.
Sax og Strat
Mange af de bedste Dire Straits sange bestod af svinegode, smukke, lyriske guitarsoli.
Men på toppen af de absolut bedste Knopfler sange hørte man ofte tillige en dragende saxofon.
Oprindelig leveret på scenen af Mel Collins.
Men i går savnede INGEN mesterlige Mel. Mageløse Martin Lindqvist udfyldte nemlig den rolle til perfektion. Det var ganske enkel mirakuløs smukke, inciterende toner, som gang på gang blev blæst ud over det store menneskehav. Stor, stor oplevelse.
Ikke et eneste ondt ord om dygtige folk som Jan Steel på bas plus kor, Totte Rejamäki på sang og rytmeguitar samt Sven Hammarström på keyboards.
Men de blegnede altså fuldstændig, sammenlignet med koncertens største oplevelse: Stefan Jonsson på guitar. Hans suveræne spil og forfinede Fender Stratocaster lyd var temmelig tæt på verdensklasse. Fænomenal farverig, fascinerende fantasifuld, forførende fræk. Alt sammen leveret i samme finger-picking stil som mester Mark Knopfler selv. Det vil sige uden brug af guitar-plekter. En guitar-oplevelse for livet!
Næsten lige så stor en oplevelse, som da Mark The Man gæstede Rock Under Broen fredag den 11. juni 2010. En koncert, hvor mere end 9000 betalende var vidner til et Mesterligt Mark-værk!!
Lange mesterværker.
Dire Straits nåde at udgive seks studie-albums.
På dem findes der flere moster lange, episke numre. Sange som aldrig har fået chancen i radioen. Dem valgte A Tribute To Dire Straits at kaste sig over.
Vi fik blandt andet det 14 minutter lange mesterværk, “Telegraph Road”. Bandet serverede en smagfuld version af “Private Investigations”. Vi befandt os, nærmest nyforelskede, mere end 8 minutter i “Tunnel Of Love”. Og sandelig om ikke de gul-blå mænd fra Abba-land sågar gav os “Brothers In Arms”. Det var frækt. Det var flot. Det var den urimelig, utilstedelig, uforskammet lange pause mellem de 2 sæt værd.
Koncerten sluttede på værdig vis af med hittet,”Money For Nothing” ( klogeligt nok uden Stings lange intro solo-vokal “I want my MTV” ). I stedet podet sammen med film-temaet fra Local Hero, “Going Home”.
Alle – vel også de evigt small-talk’ende gæster – gik hjem med en oplevelse i særklasse.
Vist har vi Skandinaviens bedste Pink Floyd tribute band i form af danske Pink Floyd Project.
Men naboland mod øst har verdens bedste fortolkere og formidlere af Dire Straits.
Derfor endte aftenen med at blive en kopistisk konge koncert.
