OPINION. Ja, det slider sikkert hårdt at flytte rund på moneterne.
Nu ser vi, at Harald-Nyborgs ejer vil flytte til udlandet, hvis han skal beskattes. Mærk ville også flytte til udlandet. Novo Nordisk vil sikkert også flytte til udlandet og, og, og.
Kuponklipperne kan også betegnes som mennesker på overførselsindkomst, men det kaldes af især liberalisterne ikke overførselsindkomst, for ”de gør jo noget for samfundet”, eller gør de først og fremmest noget for sig selv?
Gå selv ind til Harald-Nyborg og konstater hvor store mange af varerne der er produceret i Kina etc.
Kineserene vil sikker være glade for at have disse store firmaer under kinesisk tag. Nåh nej, det kineserne tjener på er jo netop, at vi i Danmark importerer fra Kina, og virksomheder som Harald-Nyborg får – illoyalt – produceret i Kina i stedet for Danmark eller EU. Det samme gør sig gældende for en del andre virksomheder. De bliver gratis uddannet i Danmark, hvorefter de får produceret i udlandet og ofte i Kina, der nu anvender indtjeningen til at bevæge sig ind på danske og europæiske markeder og ejerforhold.
Meget tyder på, at liberalismen først og fremmest tænker på egne lommer og glemmer omgivelser i form af mennesker og natur.
Nu er der valg i lille Danmark og mange glemmer de store perspektiver, som Danmark også er en del af. Hvis vi lytter til de forskellige politiske partiers ledere, så står det klart, hvem der vil befolkningen og naturen, og hvem der vil egne lommer.
Liberal Alliance griner af dem, der vil det almenes vel og kalder dem blandt andet ”rødvins-socialister”, og Liberal Alliance sætter egne lommer før alt andet. Venstre er gået fra at være et parti for landbrug og det almene til at være et kapitalistisk parti, hvor egne lommer er vigtigere end etik og almen velfærd. De konservative er lidt af amerikansk tilsnit med Gud, konge og fædreland, hvor man kan få lov til at give almisser og være ”åh så gode”. Og går vi helt ud til ren socialisme, så vil man centralt styre det hele, hvorved det ender i oligarki og autokrati.
En god og farbar vej er at alle er på ”borgerløn”, hvilket betyder en løn, som man kan overleve af uden at bede om almisser. Borgerløn viser sig at give sikkerhed og ro, således at man gerne vil gå i gang med at øge indtægten og dermed levestandarden.
Hermed opfordres til, at man overvejer, hvem der egentlig vil folkestyre – demokrati – frem for økonomisk styre eller finansiokrati. Vi har allerede problemstillingen ved valgte, hvor det drejer sig om at kunne finansiere ”valgkampen”, der egentlig ikke skulle være en kamp. Men det skulle være en klargøring af, hvem der vil samfund og omgivelser som helhed.
