For Mie Juel begyndte vejen ind i SOSU-faget et andet sted end for de fleste. Hun er 30 år og har en professionsbachelor i ernæring og sundhed. Alligevel valgte hun at starte på grundforløbet på Sosu FVH, fordi hun ønskede at komme tættere på omsorg, pleje og det nære arbejde med mennesker.
Hun bor i Horsens, men tager i øjeblikket grundforløbet på Social- og Sundhedsskolen i Vejle, hvor hovedforløbet venter forude. Og selvom hun endnu ikke har været i praktik, bærer hun en faglig erfaring med sig, der giver hendes valg en særlig tyngde.
»Jeg er uddannet inden for ernæring og sundhed og har en professionsbachelor,« fortæller hun først. »Min interesse har altid været mennesker, sundhed og kost.«
For mange ville den uddannelse være endemålet, men for Mie blev den begyndelsen på noget nyt, og et sted at bygge videre fra, ind i et felt hvor relationer, omsorg og klinisk praksis fylder mere.
En ny retning – uden at give slip på den gamle
Når Mie fortæller, hvorfor hun valgte at skifte retning, falder svaret roligt og gennemtænkt: »Jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere inden for menneskefaget, særligt inden for den kliniske del. Jeg tænker, at den her uddannelse kan bidrage rigtig meget, og jeg vil gerne blive klogere på pleje- og omsorgsområdet.«
For hende handler valget ikke om at lægge sin tidligere uddannelse væk, men om at udvide den. Ernæring og sundhed har givet hende et teoretisk afsæt, som hun nu ønsker at supplere med den praksisnære del af arbejdet. Det er ønsket om at forstå helheden omkring et menneske, der driver hende. Ikke kun sundheden, men også de praktiske, relationelle og omsorgsmæssige behov, der følger med, når man er tæt på et andet menneskes hverdag, fortæller hun.
Da hun taler om, hvad arbejdet betyder for hende, bliver stemmen blødere. »Det gør mig glad at gå på arbejde,« siger hun. »Det gør mig bare meget glad at kunne hjælpe andre mennesker, hvor der er et behov.«
Ordene falder uden store armbevægelser. De er sagt som noget selvfølgeligt, en naturlig del af hendes tilgang til arbejdet. Og netop derfor betyder det også noget for hende, at engagement fylder i faget, og at dem der er der, har lyst til opgaven. »Jeg synes, det betyder helt vildt meget, at dem der arbejder ude i området, rent faktisk vil deres arbejde. For så tror jeg, at arbejdet bliver langt bedre.«
Mies juleønske: Flere hænder og flere veje
Når samtalen falder på årets juleønske, bliver hun et øjeblik stille. Det er ikke noget, hun har tænkt over på forhånd, men svaret finder alligevel hurtigt en naturlig form. »Jeg kunne helt sikkert godt tænke mig, at der kom flere hænder ude på arbejdspladserne og ude ved borgerne, og samtidig også flere muligheder.«
Hvorfor netop dét? »Man arbejder så meget på tværs af mange forskellige fag, og det afhænger af, hvilke behov borgeren har. Hvis man ikke ved noget om helheden, så er det svært at hjælpe. Man bliver nødt til at have viden og forståelse for, hvordan man skal gøre tingene.«
Det er et ønske, der rækker ud over julen. Et ønske om kvalitet, tid og faglighed og om, at flere får mulighed for at vælge det, hun selv har valgt, her en vej ind i arbejdet med mennesker.
Læs også





