Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Demokrati- og Kulturkaserne-udvalget i Fredericia skal forsøge at øge valgdeltagelsen. Det starter til EP-valget, hvor man skal samle erfaringer frem mod kommunalvalget i 2025.

Et EP-valg er ikke svært at sælge. Sådan udtrykker formandsskabet i udvalget, bestående af John Nyborg og Niels Martin Vind, sig. Derfor har udvalget sat sig for at fremme valgdeltagelsen, ligesom Demokrati- og Borgerudvalget gjorde i forrige byrådsperiode i Fredericia.

– Vi har taget opgaven på os, og første opgave er EP-valget, siger John Nyborg (A) og suppleres af Niels Martin Vind (V):

– Vi har ret travlt i forhold til disse aktiviteter for at få mere demokratisk debat. Vi prøver at reklamere for de aktiviteter, der allerede er i støbeskeen på uddannelsesinstitutionerne i kommunen og reklamere for dem. Den store ting er de mobile stemmebokse. I stedet for at de skal komme ind til os, så kommer vi ud til dem, hvor de går i skole. Det betyder, at de kan gå ud på en almindelig skoledag og få stemt. Det kommer til at øge stemmeprocenten, siger Niels Martin Vind, der udover en øget stemmeprocent, håber at flere vil engagere sig i demokratiet mellem valgene.

Især har udvalget fokus rettet mod de unge. Det er typisk den målgruppe, hvor stemmeprocenten især er lav.

– Det er især det digitale, hvor vores fokus er. Udfordringen er, hvor de unge går hen digitalt. Vi har også lavet en animationsfilm, der viser, hvordan man gør, siger John Nyborg.

Udvalget har arbejdet med en række anbefalinger fra andre instanser. Særligt en af anbefalingerne overrasker Niels Martin Vind.

– Vi har fulgt anbefalinger om, hvordan man får de unge til at stemme, og der er et fysisk brev overraskende en af tingene. Vi havde også andre ting. Tiden til valget er kort, så vores idé om en stor konkurrencepræmie osv., den dropper vi, da vi ikke kan nå at få lavet det. Vi har ideer, vi håber, vi kan bruge til næste kommunalvalg, siger Venstre-manden.

John Nyborg ser det ligesom Niels Martin Vind som en proces, som man kan udvikle på, og få øget stemmeprocenten til næste kommunalvalg.

– Det er også en læring til kommunalvalget, da vi vil have de unge til at være mere aktive. Vi kigger på lærings- og vidensaktiviteter, vi sætter i gang, men det betyder ikke, at vi ikke sætter andre ting i gang. I (AVISEN, red.) er også en del af det med jeres digitale medier. Det er læring for os alle, siger Nyborg.

Udvalgets arbejde måles på én klar ting. Antallet, der får stemt til valgene, er derfor essentielt.

– Det er et parameter, man måler os på. EP-valget er traditionelt lav stemmeprocent, men ved seneste kommunalvalg i Fredericia var stemmeprocenten også lav. Det kunne være fantastisk at løse det. Der skal ske mange ting mellem valgene, hvor man kan udvikle demokratiet. Valget kan også være et springbræt, og det er min drøm. Vi skal skabe noget mellem valgene også, siger Niels Martin Vind.

Se hele indslaget med John Nyborg og Niels Martin Vind her: