FORBRUG. Myndighederne har fået nok af finfluencere, som på sociale medier lokker unge med gyldne løfter om hurtige penge, luksusrejser og et liv i sus og dus – men som i virkeligheden ofte skjuler pyramidespil bag smarte investeringsråd.

Nu indleder fire myndigheder et helt nyt samarbejde for at sætte en stopper for den stigende mængde ulovligheder blandt finansielle influencere, der især florerer på det sociale medie TikTok.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden mandag.

Samarbejdet består af Finanstilsynet, Spillemyndigheden, Forbrugerombudsmanden og Skattestyrelsen, som i fællesskab vil dele oplysninger hurtigere for at kunne gribe ind mod ulovlig markedsføring, pyramidespil og skatteunddragelse.

– Sociale medier bugner af finfluencere, der lokker med smarte tips om investeringer og hurtige gevinster – men nogle af dem vildleder og bryder reglerne, siger vicedirektør i Finanstilsynet, Karen Dortea Abelskov.

Ifølge hende kan et enkelt klik koste en hel opsparing, hvis forbrugere blindt følger tvivlsomme råd på sociale medier.

Lovbrud skjult bag glamourøse opslag

En del af problemet er, at mange såkaldte finfluencere ikke har den nødvendige viden eller kompetence, men alligevel optræder som eksperter. De lokker forbrugere til at investere i kryptovaluta, tvivlsomme aktier og platforme, som ifølge myndighederne ofte viser sig at være regulære pyramidespil.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen er særlig bekymret for, hvordan især unge mennesker bliver lokket ind i ulovlige investeringer:

– Vi ser, at flere finfluencere vildleder forbrugerne ved at skabe et falsk indtryk af, at man som forbruger kan tjene store beløb på at investere i finansielle produkter, som i virkeligheden er ulovlige pyramidespil. Men det, finfluencerne i disse tilfælde reelt tjener penge på, er at lokke andre til at investere. Denne markedsføring er yderst alvorlig, da den kan have store konsekvenser for de involverede forbrugeres økonomi, siger han.

Han understreger, at myndighederne fremover vil kunne handle hurtigere, når der opstår mistanke om et ulovligt pyramidespil.

– I det fælles arbejde på området kan vi handle hurtigt, når vi får mistanke om et ulovligt pyramidespil – og dermed gøre en forskel for mange forbrugere, der ellers ville risikere at falde i fælden.

Pas på falske løfter: “Hvis det lyder for godt til at være sandt…”

En af de typiske fælder, som myndighederne advarer om, er pyramidespil, hvor brugere betaler for at være med i såkaldte investeringsfællesskaber eller “VIP-klubber”. Her tjenes pengene ikke på investeringer, men på at hverve nye medlemmer.

Direktør for Spillemyndigheden, Anders Dorph, slår en klar advarsel fast:

– Og her er vores tommelfingerregel jo altid: Hvis det lyder for godt til at være sandt, er det det sikkert også!

Han forventer, at det nye samarbejde gør det lettere at opdage og stoppe pyramidespil.

– Vi er meget opmærksomme på pyramidespil og ser ofte, at produkter, der umiddelbart syner reelle, har en pyramidespilsstruktur, hvor hovedformålet er at få hvervet andre til at betale for en ydelse, der er svær at definere. 

Skattestyrelsen holder øje med finfluencernes indtjening

Underdirektør Preben Buchholtz Hansen fra Skattestyrelsen peger desuden på, at mange influencere ikke altid har styr på skattereglerne. Det nye samarbejde vil derfor også sikre, at influencere betaler skat af deres indtjening.

– Når myndigheder deler viden, styrker vi mulighederne for at sætte mere effektivt og målrettet ind med både kontrol og vejledning på tværs af myndighederne. For Skattestyrelsen betyder det, at vi kan vejlede finfluencere mere målrettet om skattemæssige forhold, siger han og fortsætter:

– Samtidigt giver samarbejdet os en generel indsigt i, hvordan vi bedst kan planlægge vores kontrol, så vi sikrer, at indtægter bliver beskattet.

Sådan undgår du at falde i fælden

Myndighederne har samlet en række gode råd til dig, der møder finfluencere online:

• Tjek influentens kompetencer: Har personen en relevant uddannelse eller autorisation?

• Vær skeptisk over for løfter om hurtigt og højt afkast.

• Undgå at investere i trends, der går viralt – ofte er gevinsten allerede væk.

• Hvis der ikke er detaljer om produktet eller betingelserne, bør alarmklokkerne ringe.

• Vær opmærksom på, om influenten tjener penge på at få dig til at melde dig ind i noget – så kan det være pyramidespil.

Hvis du føler dig snydt eller støder på mistænkelige investeringsråd, kan du klage til Spillemyndigheden eller Forbrugerombudsmanden.

For mere information om dine rettigheder, besøg forbrug.dk.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her