Hedens, skovens og havens myretuer er små oaser af liv. Varmen og næringen fra kolonien gør, at helt særlige planter og dyr kan leve der. Det viser ny dansk forskning.
Myrer er irriterende at have kravlende rundt i haven. Det vrimler med dem, og glemmer du en mad på havebordet, er den sort af myrer, når du igen sætter dig efter at have hentet kaffe.
De fleste haveejere vil derfor gøre alt for at udrydde en myrekoloni, som har anlagt en tue i haven. Men måske bør vi lade myrerne være i fred. Ny forskning viser nemlig, at de gør en kæmpe indsats for biodiversiteten.
Sammen med en række kolleger fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet har Rikke Reisner Hansen undersøgt, hvad myretuerne på de danske heder helt konkret gør for andre insekter og planter. Og det er ikke småting.
– Myrerne slæber døde dyr hjem til tuen og tilfører på den måde kulstof og anden vigtig næring til jorden omkring. Tuen varmer desuden jorden op, og om foråret kan du se hugorme, firben eller biller, der ligger og varmer sig. Varmen og næringen skaber desuden nogle helt særlige betingelser, der gør, at en række plantearter, som ellers ikke kan vokse på heden, trives på tuen, siger hun.
Hun tog spaden med på heden
For at undersøge hvor stor en rolle myretuerne spiller for hedens dyre- og planteliv, tog Rikke Reisner Hansen en spade under armen og begav sig ud på heden. Her ledte hun efter to typer myretuer.
Tuer fra den røde hedemyre, der til forveksling ligner de tuer, man kan finde i skoven. I stedet for brune nåle fra grantræer er tuen dog bygget op af blade fra lyng og græs. Og hun ledte efter den gule engmyre. En mindre myre som bygger tuer af den mineralske jord på heden.
Når hun fandt en tue, tog hun spaden frem og gravede et dybt hul klods op af tuen. På den måde kunne hun undersøge, hvordan tuen påvirkede jord, rødder og dyreliv – både over og under den. Hun målte desuden temperaturen ovenpå og i tuen, og hun undersøgte jorden omkring og under den for, hvilke næringsstoffer den indeholdte.
– Det viser sig, at toppen af tuen fungerer som et slags “mini-Costa del Sol” for insekter og krybdyr. Dyrene udnytter den ekstra varme fra myrerne til hurtigere at få varmen i det tidligere forår og på kølige morgener, forklarer hun og fortsætter:
– Det samme gør planterne. Når en plante vokser på en tue, springer den hurtigere ud, sammenlignet med de artsfæller, der står på den omkringliggende hedejord. Det er en stor fordel for de insekter, som lever af pollen og nektar. De nyder godt af, at myretuerne skaber to blomstringssæsoner.
Sommerfuglen, der narrede en hel myrekoloni
Et af de dyr, der kun kan leve på heden, hvor der er myrer, er sommerfuglen ensianblåfugl. Sommerfuglens larve har nemlig udviklet en metode til at narre myrerne til at tro, at den er deres dronning.
– Ensianblåfugl lægger æg på den sjældne plante klokkeensian. De første tre stadier af larvens liv mæsker den sig i frøene på planten. Når den bliver stor nok, dumper den ned på jorden og begyndte at udsende en lugt og en lyd, der er identisk med en myrelarvedronnings, siger Rikke Reisner Hansen og fortsætter:
– Når arbejdermyrerne finder ud af, at der ligger, hvad de tror er en dronning, på jorden, slæber de sommerfuglelarven ned i boet. Her stopfodrer de den, og somme tider glemmer de endda deres eget afkom, og kolonien går under.
Sommerfuglelarven overvintrer nede i myreboet, og om foråret spreder den sine smukke blå vinger og forlader boet. I Danmark findes der 12 arter af blåfugle-sommerfuglen. 11 af de arter klarer sig bedst, hvor der også lever myrer. Og en håndfuld af disse vil slet ikke kunne fuldføre deres livscyklus uden myrernes hjælp.
Myretuerne er dog ikke kun vigtige for sommerfuglene. At passe på tuerne kan være en vigtig brik i at løse biodiversitetskrisen.
En vigtig brik for biodiversiteten
Lige nu står vi i Danmark – og resten af verden – i en alvorlig biodiversitetskrise. Arter forsvinder hurtigere end nogensinde før, fordi vi mennesker ødelægger deres habitater, når vi fælder skov, opdyrker hede eller dræner moser.
Alene i Danmark er 1.844 arter af dyr, planter og svampe truet med udryddelse. En af de arter, der har det svært, er ensianblåfuglen. På 40 år er den forsvundet fra mere end 15 procent af de steder, hvor den plejede at leve. Og det kan hænge sammen med, hvordan vi behandler heden, fortæller Rikke Reisner Hansen.
– Vi har en tendens til at behandle heden som ét stort ensartet landskab. Når vi i dag sørger for, at heden ikke gror til, sker det ofte med samme metoder over hele arealet. Det kan eksempelvis være græssende dyr i for stort antal. Eller store maskiner, der slår vegetationen. Det går desværre ofte ud over myretuerne.
For at få så mange forskellige planter og dyr på heden, er der brug for, at vi genskaber landskabet som det så ud, før vi mennesker kom til – eller i det mindste før den maskinelle teknologi overtog de gamle hedebønders måde at bruge heden på, forklarer hun.
Det foranderlige landskab
Før vi mennesker begyndte at opdyrke og omforme landskabet, var det meste af Danmark dækket af skov. Somme tider kunne et lyn slå ned i et træ, og det kunne blive starten på en voldsom skovbrand. En brand, som ryddede et stort område med træer – og fra de svedne stubbe og asken, voksede i stedet et hedelandskab op.
Langsomt. I løbet af årtier ville træerne generobre heden – og til sidst ville området igen være forvandlet til skov. På den måde opstod og forsvandt hederne rundt omkring i Danmark.
Fordi hederne altid var i forandring, bød landskabet på alle former for levesteder – og det summede af liv. Mange forskellige arter.
Det er, ifølge Rikke Reisner Hansen, den slags hedelandskab, vi skal forsøge at etablere i Danmark i dag, hvis vi vil gøre noget godt for biodiversiteten.
– Vi skal lade myretuerne stå og sørge for ikke at gøre det samme over hele arealet, men variere hedeplejen. Græsning og afbrænding er vigtige redskaber. Det vigtige er blot at variere og tilpasse det. Sætter du en flok geder, får eller heste ud at græsse på den samme lille plet hele sommerhalvåret, æder de alt og skaber et meget homogent landskab, siger hun og uddyber:
– Det handler om at skabe variation i landskabstyper og strukturer. Laver man noget forskelligt, så får man noget forskelligt.
Lod selv tuerne i haven være
Mange steder i Danmark står kommunerne for at pleje og vedligeholde hedelandskaberne. De planlægger, hvad der skal gøres for at holde træbevoksningen nede – og de bør måske skele til Rikke Reisner Hansens nye resultater.
– På rådhusene rundt omkring sidder mange dygtige biologer. De ved godt, at det er vigtigt at variere hedeplejen. Desværre bliver det ofte et spørgsmål om økonomi – og det går ud over biodiversiteten, siger hun.
Kommunerne er dog ikke de eneste, der bør spidse ører. Også haveejerne bør gribe tingene lidt anderledes an. Hjemme i Rikke Reisner Hansens egen have har hun nemlig eksperimenteret lidt. Hun har ladet myretuerne være. Og det har skabt et liv uden sidestykke, fortæller hun.
– Efter jeg har ladet jordtuerne være og udsået nogle vilde hjemmehørende ærteblomster, har jeg fået mange flere af de almindelige blåfugle i haven. Det vrimler med smukke blå sommerfugle, siger hun.
I det hele taget forklarer hun, at det ikke er nok at plante lidt markblomster her og der i haven for at hjælpe biodiversiteten på vej. Det er vigtigt at tænke på, hvilke levestedsvilkår der skal være opfyldt for, at insektet kan fuldføre hele dets livscyklus. Mange insekter har brug for pletter af forskellige landskabstyper.
– Bierne har eksempelvis brug for lidt bar fasttrykket jord. Små varmepletter, hvor de kan lave redder. Andre insekter har brug for små jordvolde, vand eller dødt træ. Desuden er det vigtigt at have planter, der giver forskellig slags nektar. Nogle bier kan nemlig kun udnytte nektar fra en eller få blomsterarter – og nogle sommerfugle lever kun på bestemt plante. Det er vigtigt at tænke den slags små variationer ind i haven, både i tid og i rum, hvis vi vil have naturen i al dens mangfoldighed tilbage, slutter hun.