Inklusion i folkeskolen lyder jo så smukt. Det er et af de der fine ord, som politikerne elsker at kaste om sig, mens de klapper hinanden på ryggen og bilder vælgerne ind, at de skaber et bedre samfund. Men sandheden? Den er noget grimmere. For i praksis har inklusion i skolen alt for ofte vist sig at være en spareøvelse forklædt som godhed.
Det, der skulle være en smuk tanke om at give alle børn en plads i fællesskabet, ender i stedet med at skubbe både de udfordrede børn og de velfungerende elever ud i kulden. Det er en eksklusion forklædt som inklusion.
Forestil dig en klasse, hvor en lærer – som i forvejen er presset til det yderste – pludselig skal håndtere et barn med voldsomme adfærdsproblemer, ADHD eller autisme uden at få de nødvendige ressourcer eller støtte. Resultatet? Læreren må bruge det meste af sin tid på én elev, mens resten af klassen må klare sig selv. De fagligt stærke børn keder sig, de fagligt svage bliver efterladt på perronen, og de børn, som har særlige behov, får ikke den hjælp, de har brug for. Er det virkelig den “inklusion”, vi ønsker?
Det er ikke inklusion – det er afvikling af folkeskolen!
Forældre, der har råd, flytter deres børn til privatskoler, hvor der stadig er ro i timerne. De, der ikke har råd, må se deres børn mistrives i en skole, hvor lærerne er magtesløse, og hvor klasserne mere ligner sociale eksperimenter end læringsrum. Og hvem betaler prisen? De børn, vi sagde, vi ville hjælpe.
Den ærlige løsning? Drop den falske inklusionsdagsorden og giv de børn, der har behov, specialtilbud, hvor de kan få den støtte, de har krav på. Men det kræver, at vi investerer massivt i specialskolerne. Det er ikke nok at sende børnene væk fra den almindelige folkeskole – vi skal sikre, at de får det rette undervisningsmiljø, flere specialpædagoger, bedre faciliteter og den nødvendige ro til at udvikle sig.
Vi har i årevis skåret ned på specialskolerne i inklusionens navn. Det har været en katastrofe. Nu er tiden kommet til at rette op på skaden og tage et reelt ansvar for de børn, som har særlige behov. Inklusion, som vi praktiserer den i dag, er ikke omsorg – det er omsorgssvigt. Og det må stoppe nu!
