Der er noget grundlæggende galt, når politiske løfter lyder bedre i København, end de gør i Fredericia.

Regeringens børnepakke blev præsenteret som et løfte til børnefamilierne: flere voksne i daginstitutionerne, lavere forældrebetaling og en hverdag med mere nærvær for de mindste. Det var ikke småting. Det var et løfte om tryghed i hverdagen – og om, at samfundet ville investere i det sted, hvor det hele begynder.

Men når man læser forvaltningens nøgterne notat fra Fredericia Kommune, er det ikke løfter, man ser. Det er regnestykker. Og de regnestykker går ikke op.

Ifølge kommunens egne beregninger mangler der 6,6 millioner kroner, hvis børnepakken skal gennemføres fuldt ud allerede i 2026. Det betyder, at lederne fortsat tæller med i normeringerne, at forældrebetalingen ikke sænkes til det lovede niveau, og at børnene – i praksis – ikke vil opleve det løft, de er blevet stillet i udsigt.

Det er ikke en politisk vurdering. Det er en administrativ konstatering.

Derfor er problemet heller ikke først og fremmest, at regeringen kalder 2026 for et indfasningsår. Problemet er, at indfasningen allerede nu bliver brugt som forklaring på, hvorfor løfterne ikke kan indfries lokalt. For børnefamilierne i Fredericia er der ikke noget abstrakt i 2026. Der er børn, der afleveres hver morgen. Pædagoger, der løber stærkt. Og forældre, der betaler regningen.

Det er her, kløften mellem Christiansborg og kommunerne bliver tydelig.

På landsplan kan man tale om milliarder, reformer og gennemsnit. I kommunerne er virkeligheden mere konkret. Her skal budgetterne balancere. Her skal normeringer opgøres. Her skal der enten ansættes en pædagog – eller også skal man lade være.

Når regeringen lover, at lederne ikke længere skal tælle med i normeringerne, men kun finansierer en reduktion fra 85 til 61,5 procent, er det ikke en teknisk detalje. Det er forskellen på, om der faktisk kommer flere voksne ind i børnenes hverdag – eller om det blot bliver en justering på papiret.

Når man lover en forældrebetaling på 21,3 procent, men kun finansierer en sænkning til 22,1 procent, er det ikke bare decimaler. Det er et løfte, der ikke holdes.

Det kan man godt forklare med, at 2026 er et indfasningsår. Men man kan ikke forklare det væk.

For spørgsmålet er ikke, om regeringen vil børnene det godt. Det vil de fleste politikere. Spørgsmålet er, om man har været ærlig om, hvad man faktisk har råd til – og hvornår.

Når kommunerne står tilbage med regningen, bliver børnepolitikken et spil om forventninger. Og det er et farligt spil. For det undergraver tilliden. Ikke bare til en enkelt reform, men til den grundlæggende idé om, at politiske løfter kan mærkes i hverdagen.

Derfor er kritikken fra Fredericia ikke udtryk for lokal brok. Den er et nødvendigt korrektiv. Et forsøg på at sige: Hvis man vil løfte daginstitutionerne, skal man også løfte finansieringen. Hele vejen. Ikke kun i taler, men i budgetter.

Børnene kan ikke indfases. De er der allerede.

Og hvis politik skal give mening i deres liv, må løfterne også nå helt ned i børnehøjde.