Det er sjældent, at skatteborgerne har nogen indflydelse på, hvordan deres skattekroner bliver brugt. Fordelingspolitikken lever i bedste velgående, men i det nye årtusinde er det især den ledende klasse i det offentlige, der har fået magt til at bestemme, hvad pengene skal gå til. Det er nødvendighedens politik.
Få kilometer kan gøre en stor forskel. I Middelfart Kommune fremlagde kommunaldirektøren forrige uge kommunens budget. Det går godt i Middelfart. Med stor åbenhed og dialog kunne borgerne i Middelfart glæde sig over, at der er kommet endnu flere penge i kommunekassen. Men på den anden side af vandet åbnede fredericianerne den årlige cirkusfestival, hvor alverdens ting og sager er truede af lukning og besparelser. Medarbejdere i kommunen og frivillige aktører skal på den årlige klovnetur, hvor politikerne sendes i byen for at fortælle om, hvad de “kæmper for.” Eller som flere lokalpolitikere i Fredericia allerede har sagt til citat: “Vi gider ikke, at det skal være en gavebod”. De er nemlig også utilfredse med måden, der drives budgetter på.
Det kan undre, at vi i denne moderne tidsalder ikke kan levere stabile budgetter for de udgifter, vi i god tid beslutter os for er nødvendige. Er der tale om et strukturelt problem i den kommunale drift? Hvilken rolle spiller politikerne i kommunen, der trods alle forklaringer er de hovedansvarlige for økonomien i Fredericia Kommune? Dette er det tredje budget, siden de blev valgt, og det er hver gang et spørgsmål om besparelser på eksisterende aftaler og rammer, hvor man kan læse forvaltningens vurdering af, om man er “in” eller “out”.
Sidste år måtte ældreområdet bespares. Det blev præsenteret som et ultimatum, der stod uden for forhandling. Kommunaldirektionen sad med til forhandlingerne. Det er et sært spil. De forskellige partier har mærkesager, bløde eller hårde områder, de agerer for eller imod. Samtidig er der stoleleg. For hvem skal sendes udenfor døren denne gang? Det har været et klassisk trick i dette årti, at et parti ender med at stå udenfor budgetforliget. Men valget nærmer sig med lynets hast, og lige om lidt skal man atter til at forklare, hvorfor man skal sidde i byrådssalen med et mandat fra vælgerne.
Alt imens Fredericias veje lukkes af for den evige, nødvendige renovering af kloaker og andet, så kommer turisterne udefra for at se byens flotte voldanlæg, der ganske vist henstår i vildtvoksende tilstand, men som trods alt har klaret århundreders politiske manifestationer. Volden er endnu ikke blevet sparet væk.
Nu skal der så spares. Kommunaldirektionen startede selv med at afskedige en topleder til over en million kroner om året. Det var et fint signal om at se indad. Nu kigges der ud på byens aktiviteter. I midtbyen er der brug for engagement og investering, hvis det skal lykkes at redde den indre bys handelsliv. ADP har forlængst sikret havneaktiviteterne og logistikvirksomhederne omkring motorvejsanlæggene, der kendetegner Fredericia. Så det drejer sig om, hvordan byudviklingen kan rammes ind i en samlet fortælling. For det er her, der kan komme øget vækst og initiativ. Det er ved at kunne tiltrække nye mennesker til byen, der har en god økonomi og interesse i at lægge pengene her, om det er tilflyttere eller tilflyttende virksomheder. For mange er udseende, velfærdstilbud og simpel logistik afgørende. Hvordan man kan få passet sine børn, komme til og fra arbejde, blive gammel og så videre.
Derfor er besparelserne en trist påmindelse om, at planlægningen burde være langtidsholdbar. Det kunne skabe tryghed for borgerne, de forskellige aktører, kommunens leverandører og de kommunale medarbejdere. Vi taler om en nødvendig stabilitet, der kan få væksten tilbage i Fredericia Kommune. Vi skal af med den årlige cirkustur med sparekatalog, tårer og klovne.
Læs også